Københavns Rådhus er utroligt smukt. Det kunne jeg sagtens huske, fra sidst jeg var der. Det var til mit eget bryllup tilbage i 1992, den dag, da Kenneth og jeg pludselig opdagede, at der var fordele ved at være gift, når man elskede hinanden og sammen havde fået et barn, som viste sig at være noget helt specielt.
Til gengæld havde jeg fuldstændigt glemt, hvordan der så ud derinde. Min beskrivelse af bryllupssalen blev til lidt kejtede forsøg på at beskrive noget, som lignede kalkmalerier og så mente jeg at kunne huske, at der var blåt. Meget blåt og meget smukt. Jeg havde ret, men inden vi nåede så langt, var der masser at undre sig over.
Det skulle vise sig, at turen til bryllupssalen foregik fra rådhussalen og op gennem en smal trappeskakt ad en snoet og smuk stentrappe. Det havde jeg glemt, men da jeg så vægdekorationerne, genkendte jeg dem med det samme. Jeg ville bare aldrig have været i stand til at stedfæste dem.
Forhallen, inden man trådte ind i selve bryllupssalen, er smukt dekoreret. Jeg genkendte det hele og specielt synet af trappepillen, som stod i ensom majestæt lige foran vinduet mod rådhussalen. Jeg havde bare ikke været i stand til at genkalde noget som helst, da jeg skulle tænke tilbage på mit eget bryllup.
Vi blev gift i en kaotisk tid. Alexander var stadig forholdsvis nydiagnosticeret og det flød med både diagnoser og prognoser, så tiden bar præg af angsten for at miste. I stedet for at miste Alexander, mistede jeg omtrent mit eget bryllup. Hans usikre fremtid overskyggede mit bryllup. Ikke mere, end jeg nød hele dagen, men dog tilstrækkeligt til, at jeg i dag ikke husker voldsomt meget.
I fredags fik jeg lov til at være tilstede. Helt nærværende var jeg og jeg nød det i fulde drag. Det var næsten som at genopleve bare endnu bedre, for der var ikke længere nogen angst for at miste og det vi havde mistet, havde vi med på Annemettes ben, i manges tanker og kun som et fint, lille og skævt smil, når tanken faldt på ham, som vi allesammen savnede sammen med alle de andre, som vi ønskede kunne have været til stede på den smukke oktoberdag.
Det blev en helt igennem dejlig dag. Det eneste jeg mangler er, at ridse navne i stenen her. Jeg nænnede det ikke og jeg er alligevel helt sikker på, at vi ikke glemmer.
14 kommentarer
Sanne
7. januar 2009 at 17:35Kære Liselotte.
Ved et helt tilfælde ender jeg inde på din hjemmeside og er fuldstændig mundlam…..og fascineret. Hold da op en fantastisk hjemmeside som jeg skal nærmere ind i snarest.
Grunden til at jeg endte her er at jeg søgte på rådhuse for jeg skal nemlig giftes til september. Jeg er fuldstændig bjergtaget af billederne fra bryllupssalen og skal snarest på rundvisning. Selvom jeg bor helt ved Holbæk kan jeg sagtens forestille mig at det bli’r i Kbh. der kommer til at foregå.
Ét enkelt spørgsmål har jeg dog vedr. dine illustrationer?
Hvad ta’r du for at lave en illustration som jeg kan bruge i.f.m. bryllupsinvitationer. Jeg har kikket på dem der ligger,men synes ikke umiddelbart at de passer – så det skal jo nok være en ny.
På forhånd tak
Sanne
Liselotte
24. oktober 2007 at 21:24Det kan man sagtens, Hege – det er bare at gå indenfor :-)
Hege
24. oktober 2007 at 19:52Så flott det er der inne. Kan man komme inn i Rådhuset som turist? Det hadde jo vært morsomt neste gang vi er der.
Liselotte
24. oktober 2007 at 15:13Der er så mange smukke steder allevegne, hvis bare man holder øjnene åbne og er nysgerrig :-)
Anne
24. oktober 2007 at 14:52Ja, der er smukt, vi skal huske at være turister i eget land også..ikke at det ikke er godt at rejse ud, men vi har så meget smukt i vores eget lille land. Husk også Christiansborg og Folketinget, hvis vejen alligevel er sporet ind på Kbh. :-)…og Marmorkirken nøøøøj den er altså også flot :-)
Liselotte
24. oktober 2007 at 10:26Københavns Rådhus er bestemt et besøg værd, så det kan varmt anbefales, hvis man skulle “falde” forbi :-)
Henriette, det var vel nok ærgerligt, at vi ikke fik øje på hinanden. Jeg ville have elsket at have mødt dig derinde :-)
et cetera
24. oktober 2007 at 08:13Jeg har aldrig været på Kbh’s rådhus, ser det jo ofte udefra – lidt mindre ofte og altid hurtigt og sporadisk – indefra, i medierne. – og så er der jo lige “Forbrydelsen” for tiden. Det var en smuk rundtur i en meget særlig og smuk bygning. Dine refleksioner – om eget bryllup, om Alexander, om søsters bryllup er – som altid – så fine og klare.
Gitte
24. oktober 2007 at 07:21Sikken en udsmykning! Jeg var faktisk overhovedet ikke klar over der er SÅ smukt. Men ved nærmere eftertanke, er det også mange år siden, og der har min interesse for det “smukke” været noget anderledes. Men nu er turen til rådhuset, på listen næste gang KBH besøges, da. Tak, for de smukke fotos!
HenrietteB
24. oktober 2007 at 03:46Der er meget smukt på Københavns Rådhus – faktisk har jeg forlængst besluttet, at hvis jeg nogensinde skal giftes igen skal det være på Københavns Rådhus :-)
Tillykke med din søster, Liselotte!
– Og jeg sidder og griner lidt, for jeg kan se, at vi begge er gået rundt i området omkring Vestre Kirkegård præcis på samme tid uden at støde ind i hinanden.
Verden er meget lille!
Susan
24. oktober 2007 at 01:57Hvor er der smukt, jeg har lige besluttet at naeste gang vi er i Koebenhavn skal vi en tur paa Raadhuset. Jeg har faktisk aldrig vaeret derinde, men har faaet fortalt at der er smukt, jeg vidst jo bare ikke at der var saa smukt.
Hvor er det dejligt at du kunne nyde og huske og mindes lidt mere, som Fr. Moeller saa rigtigt skriver – livet gaar i ring.
Liselotte
23. oktober 2007 at 23:47Du skulle smutte en tur forbi ved lejlighed, Nadia. Der er meget smukt derinde :-)
Nadia
23. oktober 2007 at 23:46Tænk engang, jeg vidste engang ikke, at Københavns rådhus var så smuk indenvendigt. Er helt forblændet af dine billeder. :)
Liselotte
23. oktober 2007 at 23:40Smukke ord, Fr. Møller – tusinde tak for dem :-)
Fr. Møller
23. oktober 2007 at 23:23Alting vender tilbage, og livet kører i cirkler. Hvor smukt at få dit eget bryllup sat i perspektiv af din søsters.
Jeg kan da heller ikke huske mit eget bryllup i detaljer. Kirken – kender jeg rigtig godt, bl.a. fordi en del af min skoletids religionsundervisning var henlagt dertil. Jeg har skam været oppe på korloftet og kravle rundt :-). Men havde det i stedet været et borgmesterkontor eller en “bryllupssal” på et større rådhus, ville mine minder være lige så diffuse som dine.
At vælge at gifte sig handler jo ikke om pomp og pragt. Men om at – det kan vi jo lige så godt :-). I jeres tilfælde var der ansvaret for et barn med særlige behov. Han var med jer i fredags – ikke kun på mosters læg.
Min – nu eksmand – og jeg havde ingen særlig grund – udover at det var økonomisk praktisk. Og vi ville jo alligevel – hinanden og livet sammen. Det blev så en kirke, fordi det betød meget for mig. Tilmed en kirke, der betyder meget for mig. Jeg er hverken døbt eller konfirmeret i den; faktisk er jeg slet ikke konfirmeret.
Til gengæld lånte jeg den præst, der i sin tid havde døbt mig hjemme på Nordfyn. Livet går i ring. Også selv om man ikke altid husker ornamentet på en trappe, før man ser det igen.