Lagersalg i Kolding

Jeg hentede Ella klokken 9, som aftalt. Jeg nåede at få en dejlig kop kaffe med Ellas familie, inden vi satte os i bilen og fik kursen lagt mod Kolding, for de var oppe og de var friske. Jeg var bare imponeret og ikke specielt frisk.

Der er motorvej hele vejen, så der gik ikke lang tid, før vi pludselig opdagede, at vi passerede først Århus så Ejer Bavnehøj.

Vi har så meget at dele, at tiden aldrig bliver lang. Tiden flyver afsted og i en bil, står den næsten stille, så den er godt anvendt til at vende verden. I går faldt snakken naturligt nok på hjerneskader, neuropsykologi og muligheden for et samarbejde, som tager afsæt i lige præcis den hjerneskade, som er aktuel, men der fra foldede den sig ud, som vores samtaler har for vane at gøre og vi nåede vidt omkring.

Ind imellem tænker jeg, at vi er svære at følge, men uanset hvor meget og hvor underligt vores hjerner lader til at springe mellem tanker og idéer, så vinder de øjeblikkeligt genklang hos den anden og det er så dejligt, at have to intense timer i sådan et selskab.

Efter Ejer Bavnehøj blev vi enige om, at vi fortjente en pause. Den tog vi på en tilfældig rasteplads, som bød på smukke, efterårsfarvede omgivelser og bagi bilen stod en kop, skoldhed kaffe og verdens bedste, hjemmebagte knækbrød, så vi tankede op, inden vi igen skulle fortsætte.

Der var kun omtrent 80 kilometer tilbage og tidsplanen så ud til at holde helt som planlagt, så der blev sendt bulletin afsted til vores medsammensvorne, som var på vej over Fyn på det tidspunkt. Bagefter var det tilbage i bilen, men inden nåede vi at betragte en frustreret mand, som landede på rastepladsen med en bil, som røg vældig meget. Det var vist ikke kun vand, den motor savnede.

Herfter gik det i strakt galop mod Albuen i Kolding og det gik godt, for nok var der meget trafik på motorvejen – vi er jo vant til omtrent at være alene på den heroppe nordpå – men trafikken gled ubesværet ned gennem Jylland, så der gik ikke lang tid, før vi kunne svinge af motorvejen.

Vi landede foran B.C. Garn lige omkring klokken 12, som planlagt. Benene blev strakt, en sms sendt afsted til /many, som kun var 5 minutter fra stedet og så gik det ellers i solid fart i retning af garnudsalget.

Det var dette syn, som mødte os, da vi trådte indenfor. Overvældende. Helt og aldeles overvældende og de første mange minutter gik egentlig bare med, at finde plads i hjernen til alle synsindtryk.

Der var garn fra gulv til loft. Garn i alle afskygninger. Tykt garn, tyndt garn, uld, silke og alt derimellem. Der var alle de kulører man kan komme i tanke om og der var metervis af hylder, massevis af tilbudskasser og så enorme mængder garn, at vi har været et syn for guderne, som vi gik rundt om det hele og sagde “Næ” og “Ih” og “Åh”, som vi passerede den ene reol efter den anden.

Stedet er meget større, end jeg havde forestillet mig. Der er så mange hyldemeter garn, at jeg slet ikke vil begynde at gætte hvor mange, men der var rigeligt at gå ombord i, så det gjorde vi.

Der var utroligt mange gode tilbud, så det var vanskeligt at begrænse sig, men jeg prøvede virkelig. Virkelig!

Jeg forelskede mig øjeblikkeligt i noget Lucca Tweed, som var så smukt og blødt, at det var svært at løsrive sig, men det nyttede jo ingenting, for der var så uendelig meget mere at se…

Overalt stod der kvinder og matchede farver, diskuterede mønstre, hilste hjerteligt på hinanden og afmålte mængder til drømmene. Reol efter reol bugnede med garn af enhver tænkelig art. Det var helt og aldeles umuligt, at tage hurtige beslutninger, så jeg belavede mig på god tid i garnhimlen og det tog vi os.

Først fyldte jeg én kurv. Til randen. Nej, OVER, for jeg kunne ganske enkelt ikke bære alt det garn og måtte indse, at det her skulle slutte, så jeg skyndte mig til kassen, for at betale. Deroppe i køen stod jeg, da en pludselig sagde “Hej Liselotte” og jeg kiggede forundret tilbage, for jeg havde aldrig nogensinde set hende før, men der skulle ikke megen visdom til at regne ud, at det måtte være en af mine medbloggere.

Det viste sig at være Tina, så det var rigtigt morsomt, at få hilst på hende. Det er dejligt at få ansigt på og det giver et helt anderledes billede, når man efterfølgende læser med på siden. Ella stødte til, så snart havde vi en livlig snak om alt og ingenting og mest af alt om vores ubændige trang til garn. Den er jo nærmest umættelig for mit vedkommende, men jeg kunne se, at jeg ikke var den eneste.

Ved kassen blev jeg også genkendt og det var både rigtigt dejligt og rigtigt hyggeligt at få en snak om både bloggen og alt muligt andet. Jeg tror, at jeg fik en rigtig god pris på mine garnindkøb og pludselig huskede jeg, at jeg havde en bestilling liggende.

Vi fandt den frem og enedes om, at jeg lige så godt selv kunne finde garnet og få det med med det samme. Som sagt så gjort, men da jeg fandt garnet, indså jeg, at jeg allerede nu havde fundet det perfekte garn til Kenneth nye yndlingssweater og droppede derfor bestillingen. Nu kunne man så mene, at det var sparede penge, men jeg kan jo ikke passere en garnreol uden at finde noget, som jeg helt bestemt kan bruge, så efter endnu en tur ned gennem lageret, kom jeg retur med endnu en fyldt kurv. Det var slet ikke meningen, men sådan var det.

Kundernes garnindkøb blev pakket i smukke papirsposer. Mine fik jeg med i en sæk. Ikke fordi de var løbet tør for poser, men fordi – og det er jo skrækkeligt, det her – jeg havde købt så meget garn, at jeg havde tømt deres lager for papirsposer, hvis ikke vi i stedet havde lagt det i en sæk.

Måske overdriver jeg en smule, for det har jeg jo for vane, men hold kæft jeg grinede, da jeg så den sæk, der skulle slæbes ud i bilen. Jeg skulle jo ingenting have med hjem. Jeg havde jo sværget, men det var heldigvis kun på kaffekanden og den er helt sikkert ligeglad…

Efter et par timers intens garnsvælgen, gik vi udenfor i den friske luft, for at pakke rovene i bilerne. Der var gode ting i de poser, men på det tidspunkt var det allerbedste, at der var varm kaffe, kanelsnegle og solen i ryggen, så der sad vi – midt i et industrikvarter i Kolding – og indtog belønningen for to timers intenst arbejde. Vi følte os rige.

Èt er sikkert; det er ikke sidste gang jeg kører til Kolding, for at tage til lagersalg hos B.C. Garn, for der var smækfyldt med mange og gode tilbud, utrolig god stemning og en lyst til hele tiden at guide os i retning af de rigtige køb.

Jeg var imponeret af betjeningen. De havde travlt, men aldrig mere travlt end de havde tid til at snakke med kunderne, grine, give gode råd og faktisk så de ud til at hygge sig mindst lige så meget, som alle os, der var kommet langvejs fra, for at træde ind i garnets Mekka. Jeg hyggede mig gevaldigt.