Omkring kirken

Frokostpausen blev brugt til en rask spadseretur på Dronninglund kirkegård, for den ligger klos op ad Dronninglund Slot. Slottet er et tidligere kloster, Hundslund Kloster og kirken har været en naturlig del af nonnernes daglige gøren og laden, så den ligger i naturlig forlængelse af slottet. Små halvtreds skridt og man står midt på kirkegården.

Her fandt vi en vaskeægte kammerjunker…

Forøvrigt smed Stygge Krumpen engang i tidernes morgen benediktinernonnerne ud af klostret. Han syntes det var et svært praktisk sted at regere fra, så ud røg nonnerne og al deres habengut og ind flyttede Stygge Krumpen og alle hans embedsmænd, men det holdt ikke længe.

Nonnerne tænkte sig grundigt om og klagede så til Christian den 3., som ellers ganske få år tidligere havde fordrevet dem fra selvsamme kloster, men eftersom bispen var ved at få lige lovlig godt fodfæste i det nørrejyske, tænkte nonnerne, at kongen kunne have lidt personlig interesse i at få smidt bispen på porten. Som sagt, så gjort. Kongen smed bispen ud med besked på, at det var slut med at genere de stakkels koner, som havde så rigeligt at gøre og sådan fik de fred endnu et par hundrede år, indtil klostret indlemmedes under kronen under reformationen.

Kirken ligger som sagt i naturlig forlængelse af slottet. Ingen af delene ligner det oprindelige, for begge har været underlagt mange forskellige mennesker, som hver især har haft deres ambitioner at udleve.

Nogle gravstene er simple sten rejst over mennesker, som ikke er længere, mens andre er statelige monumenter til påmindelse om en tid, som var engang.

Alt det snakkede vi om, mens vi stille travede kirkegården tynd og lod den fine støvregn forvandle os til våde, småfrysende kvinder, men intet af det bemærkede vi, for vi fascineres begge af de mange historier, som ligger gemt bag hver eneste gravsten.

På hvilken måde er disse to knyttet til hinanden? De har ikke samme efternavn, men ligger alligevel sammen. Var de så mand og kone, forenet i et ægteskab, som ikke er synligt længere og levede hun som enke i så mange år efter mandens død, eller er der en helt anden forklaring på to mennesker, med et helt liv til forskel, to forskellige efternavne og ingen umiddelbar indlysende fællesnævner. Fantasien kan lege, sådan en middagsstund.

Hvordan endte disse to mennesker i det nørrejyske. Var det udsigten til arbejde, som trak eller havde de familie i denne ende af landet? De kommer fra henholdsvist Fur og Salling og der har været lang vej, når de skulle hjem efterfølgende. Kom de mon nogensinde det eller levede de hele deres voksenliv uden at gense hjemstavnen? Der er nok af ender at spinde, hvis man gider.

Frokostpausen var snart til ende og vi returnerede til slottet, som danner smuk ramme om disse arbejdsdage, med hjerner, som var forfriskede og klar til endnu en tørn med fremmedsprog.

Måske lignede vi druknede mus, men ingen lod til at bemærke det mindste, da vi igen satte igang efter mad i maverne, luft i lungerne og vinger til fantasien.

Det er godt med smukke omgivelser, som indbyder til udendørs frokostpauser og tilmed kunne vi med tilfredshed konstatere, at ingen af os lod fristelser underminere månedens budget – eller med andre ord; der var intet under formiddagens tøjudsalg, som fristede.

I morgen snupper vi endnu en dag af samme slags. Måske jeg så kan nå ned forbi den smukke allé, som fører ind til slottets gamle forvalterbolig. Det gider jeg godt.