I dag starter arbejdsdagen først 9.15. Det er den rene luksus. Vi kunne sove en smule længere, har bedre tid til alting og jeg sidder her med et varmt krus kaffe, mens lyset finder vej. Det passer mig svært godt.
Dagen er kort. Vi slutter 12.15, så nok skal hjernen være skarp, men ikke så længe og det er et held, for på tredjedagen kan jeg godt mærke, at hjernevindingerne er ved at være slidte og staminaen for nedadgående, men ikke mere end jeg stadig glæder mig til at tage fat.
Jeg har denne uge arbejdet 4 dage i træk. Det er ikke nogen stor gerning, for det gør de fleste mennesker hver eneste uge, men jeg har normalt fri hver onsdag, som er så er helliget grafikkens verden. En legedag midt i ugen er ikke det værste og jeg kan mærke, at jeg savner den. Til gengæld går jeg tidligt på weekend. Når arbejdsdagen er slut, har jeg fri til mandag morgen.
Inden jeg når så langt, vil jeg omfavne teknikken, kaste mig med dødsforagt ud i et ledningshelvede, som ind imellem afstedkommer ret sjove situationer og forøvrigt sjældent virker til at være helt så samarbejdsvillig som forventet.
Idéer, kommentarer og tanker rejser langt i disse dage. I går var der finsk forelæser. Ud over hende var vi 13 tolke, som arbejdede på at oversætte til deltagerne. Den finske tale oversættes af tolke til skandinavisk med stærk svensk påvirkning. Dette talte skandinaviske snupper jeg i høretelefonen. Jeg oversætter det lynhurtigt til dansk, som er mit modersmål, hvorefter jeg sender det videre ud i hænderne som tegnsprog. Tungen skal holdes lige i munden.
Lokalet er smukt med højt til loftet og lys og luft, men på trods af de fine forhold, kan der til sidst på en lektion være nærmest mærkbart iltfattigt og med sikkerhed nogle grader varmere end da vi startede, for den slags kræver enorme mængder energi.
Jeg synes stadig, efter 10 år, at det er fantastisk, at det lader sig gøre, at tale mellem landegrænser uden afgrundsdyb forsinkelse. Ind imellem griner vi lidt, når en deltager gerne vil kommentere og samtlige tolke kaster sig over høretelefonerne, skifter kanaler, mens de allerede sveder angstens sved og alle venter åndeløst på, at vi stikker tommelen i vejret, som signal til at vi er klar for så at modtage et “Jeg ville bare erklære mig enig” i ørerne, men det skal være sådan. Det er netop det, der skal være plads til.
Om lidt er det slut for denne gang, men så kan jeg glæde mig til næste gang. Det er ikke så skidt endda.
11 kommentarer
Liselotte
1. november 2007 at 23:07Nadia, du skal være velkommen til at henvise til min kommentar, men jeg ønsker den ikke gengivet andre steder end her på min blog. Det er min holdning til tingene og ikke nødvendigvis mange andres, men henvis du bare til den :-)
Lene, jeg sender en invitation engang ;-)
Lene
1. november 2007 at 19:22Jeg gad godt at være en flue på væggen, for jeg er slet ikke i tvivl om, at du er en dygtig og engageret tolk, og jeg ville nyde at se dine fingre tale :-)
Nadia
1. november 2007 at 17:33Uha ja, tolkemangel eller rettere mangel på arbejde til tolke – det er den omvendte situation vi sidder med her ved bordet i dag.
Og jeg kan godt læse nu, at det skaber grubund for nervøsitet, tvivl og mangel på etik og faglighed.
Det er et meget omdiskuteret emne i øjeblikket, både i fagblade, og ikke minds blandt fagfolk og brugere.
Det er så dejligt, at høre en tolk på banen om det her, eftersom vi kun (ofte) hører DDL (Dansk Døve Landsforbund) eller diverse medier (Døvebladet (både digitalt og den trykte medie, Tidens tegn og ikke mindst Visualis), nævne disse problemer, men hvor der den meninge tolk, som bekrymere sig om sin fremtid som tolk?
Nu kan jeg ikke sige mig fri for, at jeg sidder I Visualis (blad for unge døve) redaktionen og synes dit indlæg ovenfor, er meget oplysende. Tillad, at jeg må tage kopi med til redaktionsmødet i næste uge… :)
Liselotte
1. november 2007 at 13:24Det ER et spændende job :-)
Nadia, jeg er ikke enig med dig. Jeg mener ikke, at der er tolkemangel. Faktisk mener jeg det modsatte; at vi er i gang med at uddanne tolke til arbejdsløshed og dermed bidrage stærkt til, at mine arbejdsforhold risikerer at forringes i væsentlig grad, fordi det i sidste ende kan resultere i, at der bliver alt for mange tolke om alt for få opgaver.
Af det affødes en stor flok “sultne” tolke, som ikke får fastansættelse nogen steder, da de aldrig ved, om der er tilstrækkeligt med opgaver og ad den vej risikerer jeg at ende med nogle arbejdsforhold, som absolut ikke er ønskværdige. Fordi alle er “sultne” og gerne vil have arbejde vil de arbejdstidsregler, etiske retningslinier og den gode, sunde fornuft måske vige for behovet for arbejde.
Bliver det scenarie virkelighed, ønsker jeg ikke længere at arbejde som tolk. Sådan tror jeg, at vi er flere der har det og så forsvinder en stor del af al den erfaring, som I tolkebrugere nyder godt af i dag.
Historierne om tolkemangel bunder oftest i enkelte eksempler på, at der er døve, som ikke har fået tolk som ønsket. Dette er der stort set altid en meget simpel forklaring på:
Eksemplet kunne være, at der er 7 døve, som skal bruge tolk i samme tidsrum, men kun 5 tolke ansat. Tirsdag eftermiddag mellem 12-15 mangler der eksempelvis 2 tolke, for at I alle kan få dækket jeres tolkebehov, men mandag, onsdag, torsdag og fredag passer opgavemængden med 5 tolke.
Af indlysende grunde kan vi ikke have 7 tolke ansat alene på baggrund af en enkelt tirsdag eftermiddag, for hvad søren skal de lave den resterende arbejdstid? Jeg tror ikke nogen firmaer har råd til at betale fuld løn til to tolke, som kun skal arbejde tre timer hver tirsdag eftermiddag…
Nej, jeg mener faktisk ikke, at der er tale om reel tolkemangel længere.
Nadia
1. november 2007 at 11:55Hannah, jeg må da lige indskyde, at det ikke kunne være mere ironisk, for vi døve har aldrig haft så mange tolke (og tolkefirmaer), at vælge mellem som nu.
Hold da fest, vi kan nærmest vælge og vrage.
Og der uddannes dobbelt så mange Tegnsprogs tolk end nogensinde.. Her snakkes der ikke om farvel og tak til tolke-uddannelsen endnu – der er stadig mangel på dem!!
Yrsa
1. november 2007 at 10:24Det er altså et fantastisk job du har !
Hannah
1. november 2007 at 09:53Da jeg selv er konferencetolk (men mellem talte sprog) er jeg selvfølgelig ikke neutral, men må alligevel udbryde, at JA! Du har nemlig ret: Tolkning virker! Det er et fantastisk redskab, og tilhørerne er som regel glade og overraskede, hvor meget de pludselig får ud af en situation, som de ellers ville have været udelukket fra.
Overraskede, fordi en del arrangører af internationale arrangementer synes, at tolkningen nemt kan spares væk til fordel for, at alle pålægges at udtrykke sig på ét sprog – engelsk. Sjældent lyder der protester, for alle mener at vide, at tolkningen er så dyr, så dyr (ja, ofte koster den ligeså meget som blomsterarrangementerne og frokosten), og ingen vil jo åbent erkende, at de ikke er flydende på engelsk. Resultatet er møder, der forfejler deres mål – oplæg bliver læst mekanisk op med blikket stift rettet ned i manuskriptet, tilhørernes koncentration svigter, der bliver ikke stillet spørgsmål bagefter, da mange finder det svært at formulere en tanke på engelsk spontant foran en større forsamling, og der opstår ikke noget der ligner en diskussion.
Traditionelt var tolkning under konferencer noget, man forbandt med “finere” kredse – internationale møder på højt plan i firmaer og organisationer.
Men i dag er internationalt samarbejde ikke luksus, det er hverdag. I disse EU-tider opstår der flere og flere samarbejdsrelationer og projekter inden for forskellige faglige miljøer, “nede på gulvet”.
Synet på tolkning som redskab er desværre ikke fulgt med denne udvikling. Der, hvor tolkningen typisk slet ikke tænkes ind fra starten, spares væk eller reduceres til et minimum (“underlige sprog” til og fra engelsk – ikke dansk), er sjovt nok ofte der, hvor teoretikere og praktikere mødes – inden for fagbevægelsen, regional udvikling, uddannelseskredse, socialvæsen, landbrug.
Praktikere har det jo med at bruge deres tid på det praktiske og ikke på at teoretisere på fremmedsprog. Men når de afskæres fra at udtrykke sig frit, får man ikke hørt deres erfaringer, hvilket egentlig var meningen med arrangementet. Eller var det?
Samtidig står vi i en situation, hvor tolkeuddannelserne lukkes. Konferencetolkeuddannelsen blev sidst gennemført i 2004, og der er ingen planer om at genoptage den, selv om Danmark kommer til at mangle tolke, når vi har EU-formandskab næste gang i 2012. Translatøruddannelserne nedlægges for alle andre sprogs vedkommende end engelsk i København fra næste år. Og generelt lukkes flere og flere muligheder for at studere sprog fra gymnasieniveau og op – fx de østeuropæiske sprog, der tales i de nye EU-lande, som vi allerede nu får mere og mere at gøre med.
Trist – ikke?
Karen S
1. november 2007 at 09:30Min gamle chef, der også er Polit, fortalte om, at de havde haft forelæsninger på første år med en døv, så der var tegnsprogstolk på hele tiden. Han mente, at han og en del andre af de hørende, fik lært gode tegn som ‘kausalstruktur’ og ‘inflationsbias’ og deslige, men til gengæld havde de svært ved at huske så meget andet ;-)
Jonna
1. november 2007 at 08:55Det lyder til at være ret spæende og så smukke omgivlser at arbejder i.
Liselotte
1. november 2007 at 08:15Ja, jeg vil tro, at det ser lidt morsomt ud, Nadia :-)
Nadia
1. november 2007 at 08:14Godmorgen, hahahahah, sådanne situationer som med de 13 tolke som staks hiver fat i høretelefonerne, for at melde parat, har jeg også været vidne til.
Nemlig under Døves kultur festival for gud mange, mange år siden.
Det var lidt komisk, at være vidne til…