Tiden var kommet for den årlige lammeproviantering, så Kenneth og jeg drog afsted. Turen går ned gennem Himmerland, ind forbi Tjele Gods og en smule til højre og så ankommer man pludselig til Rødding Sø og er der næsten.
Ingen kan vist påstå, at det er specielt ucharmerende land vores leverandører har valgt at slå sig ned i. Der var åndeløst smukt denne sene eftermiddag. Efteråret gløder dernede.
Lammet var endnu ikke landet på gården. Det var på vej fra slagteren, så i stedet for at kede os, fik vi en skøn rundvisning på gården.
Her på gården er en forkærlighed for Knapstrupperen, så inde i stalden stod 6 smukke eksemplarer, men ejerens stolthed var ham her…
Ikke nok med at han var smuk. Han var blid som få og avlet med salg for øje “men den morgen jeg kom herud og fik øje på ham… ja, der vidste jeg bare, at han var min”, så han bliver uden tvivl, yndling som han allerede var.
“En spansk officer solgte i 1810 en plettet hoppe til en dansk slagter. Slagteren solgte senere hoppen videre til en Major Lunn af Knaspstrup.
Lunn krydsede den plettede hoppe med en frederiksborghest og afkommet var intet andet et lille vidunder. Aftegningerne på hesten er helt unikke og hestens højt udviklede intelligens og adræthed gør det til en meget efterspurgt cirkushest.Ingen anden hest har præsteret så fine resultater i den høje skole som den danske knapstrupper.”
Der er ikke noget at sige til, at stoltheden i stemmen kunne anes, for det er vist ikke helt let at fremelske de smukke pletter.
Efter hestekigget fortsatte vi op bag gården. Det er nemlig heroppe lammene går og jeg ville gerne se præcis hvor de henter kvaliteten, så vi stred os op gennem hjulsporene.
Solen var på vej ned over søen, men tænk en udsigt at have oppe fra en bakketop lige ved siden af gården. Der er utroligt smukt dernede i Rødding.
Lammene gik selvfølgelig helt oppe i den anden ende af marken, men så blev der kaldt på dem og et øjeblik efter kunne vi høre en gevaldig larm, da lammene kom rendende over bakketoppen.
De blev slemt skuffede, for det er forslugne bæster og de havde regnet med en himmerigsmuldfuld i form af den gode korn. Det eneste der skete var, at de skulle beundres af et par bytosser, så de vendte snart bagen til og forsvandt over bakkekammen.
Racen er Suffolk, en engelsk race med ry for en fantastisk kvalitet kød og jeg kan kun tilslutte mig. Lammet smager pragtfuldt.
Ikke om de havde tid til at stå stille til portrættering, men derfor skal du ikke snydes for deres smukke, sorte hoveder og yndige øjne.
Foto: Dansk Suffolk Forening
Smukke var de. Sorte hoveder og ben og den smukkeste uld, som her på stedet ikke har den store interesse, men varm er den garanteret og lammene går ude frem til december, hvor de tages ind, for de er frygteligt forslugne og skal fodres rigeligt vinteren igennem, hvor græsset ikke længere er attraktivt.
Solen gik ned over Rødding Sø, da vi endelig var i stand til at løsrive os. Kødet var ankommet nogle minutter forinden, så der var kun tilbage at finde retur til gårdspladsen, hvor det ventede på os. Vi gik mere forsigtigt hjem end ud, for hjulspor er lumske i tusmørke.
Inden vi tog afsted, tog vi lige et kig på næste års steg. Den gik inde i stalden sammen med alle sine søskende.
Vinteren igennem bliver de fodret rigeligt og når foråret kommer, er det deres tur til at løbe over bakkekammen i skumringen. På friland kan de æde sig mætte i saftigt græs og når vi rammer efteråret, får mindst én af dem lov til at ende livet i min fryser. Sådan skal det være.
To lam ind bagi i bilen og så var vi klar til at returnere til Aalborg.
Mens solen fortonede sig i horisonten snakkede vi om, at der er noget godt og rart ved at have set stedet, hvor aftensmaden vokser op.
Der er lam på menuen i aften. Uhm :-)
24 kommentarer
Liselotte
5. november 2007 at 20:17Lammeryg… uhm :-)
Mette H.
5. november 2007 at 11:45Uhm lam. Næst efter Spelsau er Suffolk bedst. Og fjordlam af begge slags allerbedst efter min mening. Vi fik lammeryg igår og det var dejligt.
Liselotte
3. november 2007 at 19:54kagekone, hvor er det en herlig historie om din far og Didrik. Godt din far har en ny hest at hygge med, nu Didrik nyder sit otium :-)
kagekonen
3. november 2007 at 18:10Åh, hvor jeg dog bliver sulten efter lam når jeg læser dette indlæg… Sjovt at de også havde knabstruppere. Min far har og en knapstrupper og det er ikke den første. Han havde i mange år en gangske dejlig og næsten helt hvid knapstrupper, som hed Didrik. Dem der ved lidt om jagtridning eller har set hubertusjagt i tv, synes måske det lyder bekendt, for min far red jagter på Didrik i 12-14 år eller mere og var ofte ponymaster eller bagmaster. Nu er Didrik pensioneret og min far har købt en ny knapstrupper som også tegner ganske lovende.
Liselotte
3. november 2007 at 09:19Farmer, jeg lærer nyt hver gang du kommer forbi. Det elsker jeg :-)
Jeg vidste ikke, at det hed fjorlam :-)
Dem jeg havde med hjem i går, var lam. Dem køber vi altid af, men vi køber også ind imellem “fjorlam” – det afhænger lidt af, hvor meget vi kan få fingre i :-)
Jeg har det helt som dig, Anne. Hund og kat er kæledyr, men var jeg tilstrækkelig sulten, spiste jeg såmænd også begge dele.
Anne Dyrholm Stange
3. november 2007 at 07:33Namme nam, se det er kvalitet der vil noget, den slags gør glad i maven og i sjælen.
Jeg har intet problem med at spise kød fra dyr, jeg kender, tværtimod, det er meget sværere for mig at ha’ lyst til at vælge i en køledisk, hvor man nærmest kan være sikker på, at dyrevelfærd er en by i Rusland.
Det billige kød, som mange vælger at købe, er ikke godt for nogen som helst, hverken dyrene eller os, så hellere en grøntsag mere…
Kun en eneste gang har jeg måtte melde pas, og det var da vi lærte at flå kaniner på kokkeskole oppe i Ålborg; den cassoulet jeg frembragte af den flåede hvode bløde kanin fik lov at stå urørt, for maven gjorde oprør.
Men i virkelig var det måske mere den foregående nats tur til Jomfru Ane gade, der gjorde mig sløj…
Jeg drømmer ikke om at spise hverken hunde eller katte, de er kæledyr her hos os, men hvis min overlevelse var i spil, ja så klarede jeg nok også en retriever-kotelet!
Farmer
3. november 2007 at 05:16Der er lige noget, som du må udrede for mig.
Der er et billede at en gruppe lam, hvor du skriver, at et af de lam skal du have i boksen næste år.
MEN så er det jo ikke lam, men fjorlam, du køber. Altså får, som var lam i fjor.
Det er der ikke noget dårligt i. Kød af fjorlam er ganske udmærket.
Fjorlam er typisk dyr, som er udtaget til at blive avlsfår; men af den ene eller anden grund er fravalgt. F.eks. fordi de ikke blev drægtige.
Lammekød er kød fra et dyr som er under 12 måneder gammelt.
Nadia
3. november 2007 at 01:44Økologisk lam, sådan må/skal det være. :)
Og det læsere har været vidne til her, er hvordan de økologiske dyr lever. Alt godt fra naturen til hjertet som Liselotte skriver.
Fr. Møller
3. november 2007 at 00:41Nej, det ville jeg heller ikke, Katrine. Men nu er det jo nok de færreste af os, der holder ko, gris og lam eller anden mad som kæledyr.
Jeg har, fordi jeg er en kryster, begrænset mit kødspiseri. Æder f.eks. ikke kaniner og vildt. Hvem kan nænne at æde Bambi og Stampe. Men det er jo faktisk bare noget sentimentalt nonsens, jeg kan stikke skråt op.
Hvis jeg var sulten nok, tror jeg sgu, jeg ville æde min hund. Inden den åd mig *G*.
Katrine
3. november 2007 at 00:06Jeg kan godt se pointen i det, I siger. Dog ville jeg stadig ikke gnuppe et lam på hoved for derefter gå hjem og nyde en lækker lammekølle..
Jeg ville jo heller ikke spise min hund..
Liselotte
2. november 2007 at 23:54Jeg griner gevaldigt, når jeg møder mennesker, for hvem det er utænkeligt at forbinde en ko på marken, et lam på en bakketop eller en hest i stalden med bøffen de gladeligt fortærer. Som Fr. Møller siger, bøffen bliver ikke født henne i supermarkedets køledisk.
Faktisk har jeg det rigtigt godt med at vide, at langt de fleste af de dyr jeg indtager, har levet gode, sunde og frie liv, inden de er endt hos slagteren. Hellere det end komsumkød, som ofte fordrer et trist dyreliv – og nej, jeg er ikke så hellig, at jeg ikke også spiser det, men jeg elsker mit lamme- og kalvekød, som kommer fra fritgående, glade og græssende dyr. Det gør en forskel i mit hovede og mit hjerte.
Irene, selvfølgelig kan du tage sådan nogle billeder. Når jeg kan, kan alle vist :-)
Hege
2. november 2007 at 23:47Hvis de smaker halvparten så godt som de ser ut, så er de gode.
Stine
2. november 2007 at 23:41Min kollega fortalt, at deres udsigt er blevet imponerende flot efter, at de genskabte søen. De er glade for udsigten, det forstår jeg sørme godt.
@Anne: Verdenskortet ligger lidt højere mod nord, ved Klejtrup, men det er ikke så langt fra ;)
Irene
2. november 2007 at 23:32De der bedler, ing. De er altså lige til at spise. Tror du godt at jeg kan lære at tage sådan nogle billeder hvor lyset altså bare er … Når jeg tager bedler må jeg ikke “snyde”, så jeg skal nok øve mig lidt! Slurp for en høj lækkerhedsværdi!
Ella
2. november 2007 at 23:19Hvor er der smukt i Danmark – skønne, skønne billeder :-)
Lam er livret :-)
Fr. Møller
2. november 2007 at 22:44Lotten – det er i bund og grund forbundet med en del ulækkerhed at være “carnivor”, altså kødæder. Jeg kan bare slet ikke forholde mig til ikke at ville forholde sig til, at maden engang var levende – for bøfferne bliver sgu ikke født henne i køledisken i Kvickly…
Anne
2. november 2007 at 22:32Dejligt med lammekød
Forbi Tjele Gods og så en smule til højre, mon I så var i nærheden af det her verdenskort lavet i sten??
Lotten
2. november 2007 at 22:19Uhmmmm! Det lyder godt nok godt!
Vi får lam fra min moster i Vendsyssell og jeg syes, som du, at det er rart at vide, at ens mad har haft et godt liv.
Hvis man er vokset op med at fodre dyr den ene dag for så selv at fortære dem den næste, ja så tror jeg, man får et ret afslappet – eller som, Fr. Møller siger, pragmatisk – forhold til det med at spise noget, der var et levende væsen i går.
Jeg synes fx at kaniner er nogle bedårende og pudsige væsner OG at de smager fortrinligt. Men sådan er vi jo så forskellige.
Dortheivalo
2. november 2007 at 22:14Endnu et indlæg med de smukkeste billeder! Jeg synes det er godt at se det dyr man har tænkt sig at spise, levende først! Så ved man (måske og ) nogenlunde om det har haft et godt liv inden det blev slagtet. Tak for de smukke billeder.
Fr. Møller
2. november 2007 at 22:06Katrine, det lærer man. Hjemme hos min farmor og farfar gik grisen i udhuset. Det var ikke noget kønt syn, når den blev slagtet af “kar og stige medbringes” – men det var der, maden kom fra!
Lam er noget så kære. Og så smager de vidunderligt. Den færøske del af min barndom er med til, at jeg har et aldeles pragmatisk forhold til dem. Jeg var fem år, da jeg fik lov at vælge et “lammeskind” – lammet var levende – men ikke så meget længere. Sådan var det bare.
Samtidig må jeg erkende, at jeg er så dobbeltmoralsk, at hvis jeg selv skulle slagte min mad, blev jeg nok vegetar… På samme tid ved jeg egentlig også, at hvis det handlede om, at mine børn sultede, kunne jeg slagte hvad som helst.
Liselotte
2. november 2007 at 21:46Du ville dø af sult, Katrine, hvis der ikke fandtes kølediske… ;-)
fisker, hvor er det dog ærgerligt for dig, for det er da ellers en skøn spise. Faktisk er det nok ved at være min yndlingskød. Uhm :-)
Stine, der er utroligt smukt dernede. Lammene vokser op i skønne omgivelser, må jeg sige. Din kollega er heldig :-)
Stine
2. november 2007 at 21:29Lam smager bare fantastisk godt, min svigerfar laver en virkelig god lammekølle! Efter at have fulgt med på din blog er jeg sikker på, at Kenneth også kan trylle fremragende middage frem.
Og der er så smukt ved Rødding sø. Jeg har en kollega der bor i byen på toppen af bakken, de har et meget stort vindue i stuen og fra spisebordet har man den flotteste udsigt over søen med fugleliv og solopgange og -nedgange. Så smukt – ligesom dine billeder.
God weekend :)
fisker & fernández
2. november 2007 at 20:43Sikke en tur i har haft! Det trækker bestemt ikke ned, at se hvor ens mad er vokset op, det kan lige frem give mere appetit ;-)
Vores slagterbutik oppe på pladsen har altid frisk lammekød i flere afskygninger. Jeg er desværre ene om at kunne lide lam her i lejligheden, men måske skulle jeg prøve at luske det ind i menuen en dag…
God weekend :-)
Katrine
2. november 2007 at 20:25Undskyld, men er det ikke lidt.. Sygt at se sin aftensmad på den måde? Jeg, personligt, ville ihvertfald ikke bryde mig om at se et lille sødt lam, og så tænke på at det skulle jeg hjem og spise..
Det kan godt være, det bare er mig.
Men, velbekomme. :)