Træerne vokser ikke ind i himlen og bedst som jeg troede, at jeg var klar til arbejde igen, måtte jeg erkende, at det vist ikke var endnu. Nu sidder jeg så her og er egentlig ikke rigtigt syg, men bestemt heller ikke tilstrækkeligt rask til en arbejdsdag. Jeg sover lidt ind imellem, for trætheden er overvældende og sammen med hovedpinen er den vist det mest fremtrædende tegn på en usamarbejdsvillig krop.
Jeg har længe kunnet fornemme, at styrken er vendt tilbage stykke for stykke. Jeg har mærket, at immunforsvaret har haft godt af at opleve, at stressen, som i mange år var en trofast følgesvend, forsvandt.
Jeg har oplevet gang på gang, at jeg pludselig er blevet bevidst om, at den konstante uro, som fulgte mig dag og nat er forsvundet. At kroppen ikke længere er i konstant alarmberedskab. At der er noget indeni, som kunne ligne fred og ro. At jeg ikke længere ryster, har hjertebanken og konstant lever med følelsen af, at en katastrofe venter lige om hjørnet. Krop og sjæl har godt af den slags.
Alligevel har det ikke været tilstrækkeligt til at holde virus fra døren. Jeg snuppede åbenbart en med forleden, så her sidder jeg nu og føler kroppen svigter mig. Jeg skal lige sluge tanken om, at jeg ikke er usårlig. Det er træls, når man selv synes, at der er alle muligheder for at være en af dem, som aldrig bliver syg. Der er jo våbenhvile nu.
13 kommentarer
Susan
8. november 2007 at 23:05God bedring Liselotte, jeg haaber du er frisk igen paa mandag.
Christian arbejder meget og haardt og er sjaeldent syg … undtagen de foerste dage af juleferie og sommerferie, det er sikkert hver eneste gang.
Liselotte
8. november 2007 at 18:50Jeg har det meget bedre. Jeg er sikker på, at forklaringen på en omgang slatten karklud netop er, at jeg ikke længere er i alarmberedskab. Kroppen slapper af og så sker der ting og sager. Sådan må det nok bare være for en tid :-)
Fr. Møller
8. november 2007 at 17:37Stress har mange ansigter. Da jeg – for anden gang – gik ned i foråret ’99, startede det faktisk med den ene infektion efter den anden.
Siden har jeg “bare” været i det dér konstante, forhøjede alarmberedskab, der slider så utrolig hårdt. Til gengæld har faktisk kun været forkølet en enkelt gang siden.
Det er pest eller kolera. Kunne jeg vælge, ville jeg vist foretrække snotteriet – det kan andre også bedre “forstå” o:))
Tina - omme i London
8. november 2007 at 16:50Jeg sender et stort varmt knus til dig, med oensket om god bedring. Maaske du traenger til at blive holdt lidt om i disse dage. Hvordan staar det til med resten af familien? Knus til jer!
Johanne
8. november 2007 at 16:19Tja, kære…alle ting tager tid. Prøv at overbevise dig selv om, at tiden arbejder for dig. Rigtig god bedring.
Knus.
Anne Dyrholm Stange
8. november 2007 at 15:42Ih altså øv nå!
Håber, at dagens rolige gang med strik, sofa, kaffe, hygge, tv og sådan har fået dig til at få det lidt bedre…
Søren
8. november 2007 at 15:13Du ved godt at når man bliver ældre, så kan man få en sprøjte mod influenza! :)
Mahalo
8. november 2007 at 13:15Rigtig god bedring :-)
Elisabeth
8. november 2007 at 12:45*kram*
Charlotte Illum Larsen
8. november 2007 at 12:04Du skal bare tage dig den tid det tager – finde hvile og ro – og strikke lidt – med en koptårkaffe i nærheden. Ting ta`r tid
Lotten
8. november 2007 at 10:52Der er våbenhvile ja, men er det ikke ofte sådan at ovenpå en presset periode – og den behøver ikke have varet mange år – får et dyk nedad, når man endelig begynder at trække vejret friere? Som om stresshormonerne, mens de huserer, kan holde mange baciller og vira fra døren.
Din blog sladrer om, at du ikke ligefrem ligger på den lade side i din dagligdag – og selvom det er dejlige og hyggelige ting, du oftest skriver om, så kan man (jeg i hvert fald) godt blive lidt forpustet ved tanken om alt det du når ;-)
Lige nu er det vist i øvrigt bare sæson for udveksling af forkølelser og slige kedelige sager…
Rigtig god bedring!
Helle
8. november 2007 at 10:50Kroppen viser tænder, giv den lov Liselotte, du har sikkert brug for ro både fysisk og psykisk. En god torsdag til dig. :-)
Donald
8. november 2007 at 10:40Den er svær, for det er klart at når kroppen er i alarmberedskab, så bliver man ikke så nemt offer for en dum virus – men på den anden side slider det for meget at være i alarmberedskab hele tiden!!!
Men trøst dig med, at vi faktisk hele tiden går med et par medlemmer af influenza virus familien, og at det hører med til dagens orden at immunsystemet skal i brug en gang i mellem. Så skal man slappe af, spise noget med vitaminer og jern, og så i øvrigt passe på sig selv (og passe sig selv kunne man sige:-)
Jeg håber ikke at afbræk i rytmen ødelægger noget for dit arbejde, for så kan man jo ikke finde den nødvendige ro.