Annemette og Heidi er lige kørt. Her blev helt stille. Jeg ryddede resterne af frokost og kaffe af bordet og pludselig er alting igen tyst. Oline passer sine gøremål på værelset og Kenneth er krøbet i sofaen, så jeg sidder og strikker alene ved spisebordet. Faktisk er det meget rart med stilhed og fødderne op.
Jeg elsker mit køkken. Det er vist mit yndlingssted i huset og grin bare af samtalekøkkener og væltede vægge, men her fungerer det i stor stil og jeg er ikke den eneste, som holder af rummet.
Det er her vi samles om eftermiddagen. Det er her Olines lektier laves, mens Kenneth svinger kødgryder og det er her jeg ofte får de bedste idéer, mens jeg sidder og glor tomt ud i luften. Det er her kaffen smager allerbedst og det er her venner bliver bænket om mad og snak.
Det er også her den første snert af jul sniger sig ind. Det er her mit store Amaryllisglas altid står. Stort og mægtigt bliver det fundet frem, støvet af og fyldt med rindende koldt vand, for at rumme årets første løg, mens vi med spænding følger dets trang til at nå loftet i rekordfart.
Nu er der endelig Amaryllis at købe igen og der er ikke et efterår uden, så selvfølgelig er det første løg indkøbt.
Jeg har lige hentet glasset ind. Hele sommeren står det på hylden ude bagved, mens det venter på bedre tider. Så kommer de endelig og det kan igen komme til ære og værdighed.
Glasset er en foræring fra Susanne. Jeg elsker det og har aldrig siden set noget lignende, så jeg passer frygteligt godt på det. Det ligner et kæmpestort hyacintglas og det pynter gevaldigt, når det står med et smukt løg, men det er vist ikke skabt til lavloftede stuer, så det fylder måske rigeligt, men jeg skiller mig aldrig af med det.
Det er en fornøjelse at nå til sæsonen for Amaryllis. De signalerer forestående jul herhjemme og jeg kan slet ikke undvære dem, men allersmukkest er de nu, når de står i mit høje, sjove glas.
11 kommentarer
Liselotte
11. november 2007 at 20:10Tak Ella – og forøvrigt elsker jeg, når du er i mit køkken :-)
Ella
11. november 2007 at 19:14Jeg holder rigtig meget af jeres køkken, Liselotte – der er hjertevarme og god kaffe på kanden. Tillykke med den den er smuk :-)
Liselotte
11. november 2007 at 19:06Esther, det er du næsten nødt til, for de er så smukke – jeg elsker dem :-)
Esther
11. november 2007 at 18:56Ih, kan se jeg ikke kan nøjes med at anskaffe hyacintløg i morgen – må ha’ mig en amaryllis igen. :o)
De to flotte jeg havde en gang er forlængst fortid.
Lizelotte
11. november 2007 at 17:44Jeres køkken er voldsomt hyggeligt :-)
Laila
11. november 2007 at 17:23Man kan godt leve skønt uden et samtalekøkken, men derfor kan jeg da godt ønske mig et alligevel! Vi har vores store spisebord stående i stuen og det er også her alting foregår, lektier, blogning og mange andre ting. Lige nu render jeg frem og tilbage mellem frikadeller og pc!
Dit amaryllisglas er vidunderligt.. Jeg så engang et meget lig dit, men havde ikke lige tid til, at rende rundt med det den dag og jeg så det aldrig siden!! Sur biip, siger jeg bare!
Liselotte
11. november 2007 at 17:17Lotten du har ret, det handler meget mere om mennesker end det handler om rammer, for jeg husker også, at vores miniaturekøkken i min barndom var rammen om de hyggeligste stunder. Vi sad også tæt, men hyggeligt og dejligt var det :-)
Glasset elsker jeg :-)
Lotten
11. november 2007 at 16:57Er det ikke sådan, at de moderne samtalekøkkener mange gange er udtryk for præstige mere end de danner rammer om tæt famililiv? Handler den slags ikke allermest om menneskene og meget mindre om selve køkkenets indretning? Mine forældres køkken er lille og smalt, men vi har alligevel altid klumpet os sammen derude.
Jeg drømmer om, en gang med tiden, når vi lægger livet på vand bag os, at få et stort landkøkken med plankebord, der kan tåle knubs og fedtede barnehænder – for jeg håber jo til den tid at have en familie, der har lyst til at samles. Og så er køkkenet sådan et oplagt sted, fordi nogen jo skal bruge noget tid der hver dag.
I øvrigt synes jeg også, dit amaryllisglas er helt fænomenalt!
Lise
11. november 2007 at 16:54Åh Amaryllis, det er virkelig også min yndlingsblomst. Min mand skaffer mig altid en helt mørke rød en, som jeg får den første søndag i advent, og den bliver passet og plejet – men skam om jeg ikke flere gange er kommet hjem efter dagens dont, og blomst og potte ligger på gulvet, fordi blomsten bliver for stor. Æv… men jeg ELSKER den alligevel!
Liselotte
11. november 2007 at 16:07Det er et rigtigt hyggeligt sted, synes jeg, Catarina :-)
Catarina
11. november 2007 at 16:03Ja, her er det nu også køkkenet der er samlingssted.
Dit køkken ser også umanerligt dejligt og indbydende ud.