Forude venter 14 dage med kursus. Forude venter lange dage, med hjerneføde og efterfølgende nedsmeltning, men til gengæld foregår det hele i Århus, så jeg kan hver dag se frem til nogle timers køretur, som måske kan hjælpe til at rense lidt ud i hjernevindingerne.
Jeg tænker frygteligt godt, når jeg kører lange stræk, så de daglige ture skræmmer mig ikke, men vintervejret lurer lige om hjørnet og det kan gøre turene ekstra lange.
Kong Vinter må gerne afholde sig fra at demonstrere sin magt i de næste par uger, for jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg gerne vil hjem, når dagen slutter. Der er grænser for mit vovemod og respekten for is og sne er stadig intakt og faktisk glæder jeg mig meget til de mange dage med fagligt input, men…
I morgen er det dagen før Alexander blev indlagt. Det er også min fødselsdag, men det sidste overskygges af det første. Alexander blev indlagt mandag morgen den 20. november klokken 5. Alexander døde 10 dage senere, onsdag den 29. november klokken 13.05. Jeg mærkede det sidste hjerteslag i min højre hånd, som lå på hans hjerte. Jeg ved det.
Jeg ved, at de næste uger bliver tunge at komme igennem, så det er ekstra vanskeligt at være væk hjemmefra, men heldigvis er der turen hjem hver eneste dag. Hjemme venter Kenneth og Oline, mor og alle de andre mennesker, som kendte Alexander og derfor forstår og rummer mig. Det får jeg brug for.
Jeg har valgt at informere underviserne på kurset om min situation. Nogle gange skal man passe på sig selv. Jeg prøver.
15 kommentarer
Irene
18. november 2007 at 22:59Knus Putte! Hele raden rundt. Kærlig hilsen!
Liselotte
18. november 2007 at 22:27Sifka, det bliver en lang måned, men det værste er snart overstået. Det går, for det skal det, men det er tungt. Det kan ikke være anderledes.
Tak for roserne til billedet, som er taget sidste vinter, men det gør det bestemt ikke mindre smukt :-)
Lisbeth
18. november 2007 at 22:27Også jeg får tårer i øjnene af at læse dine ord. Du er også i mine tanker, og det er en tung og mørk tid for dig og dine. Godt, du kan passe på dig selv, det er vigtigt. Knus og varme tanker herfra.
Sifka
18. november 2007 at 21:56Det bliver en tung november, og jeg føler med dig. Jeg sender dig knus og varme tanker.
Samtidig må jeg komplimentere dig for det flotte billede af dråber i dråben. Smukt.
Liselotte
18. november 2007 at 18:17Tak skal du have, Lene :-)
Lene
18. november 2007 at 16:43Liselotte, jeg kan også kun nikke med til at det er en rigtig god ide at indvi andre i den svære tid, du og dine er i lige nu. Det er vigtig at lade andre hjælpe, der hvor de kan.
Knus herfra, du er tit i mine tanker :-)
Liselotte
18. november 2007 at 15:46Det gør jeg også, Frederikke… og sådan er det bare og det er i orden.
Jeg tror det er en god idé, for jeg er frygteligt hudløs i disse dage. Det er godt at kunne trække sig uden at behøve forklare.
Tak for dine tanker.
Frederikke
18. november 2007 at 15:44Nå men jeg tuder så lidt …
Jeg synes, at det er en rigtig god idé, at du vælger at melde klart ud omkring din situation. Det har jeg selv rigtig gode oplevelser med og det bliver lidt nemmere.
Jeg tænker helt utroligt meget på dig de her dage.
Liselotte
18. november 2007 at 15:33Tak skal du have, Fru Koch :-)
kokken på blokken
18. november 2007 at 14:45Tænker på dig Liselotte og det er godt du har informeret deltagerne om din situation og at du mærker efter hvordan du har det! Ved det bliver en hård tid for dig og dine men I er gode til at tage hånd om hinanden ,så I skal nok komme igennem november måned selv om den altid vil være jeres “svære måned”! Kram til jer alle i Gug herfra vestjylland :-)
Liselotte
18. november 2007 at 14:10Tak skal I have. Ja, det er en vanskelig tid lige nu, men sådan må det være og der kommer også en tid efter. Jeg vil gerne derhen.
Toni
18. november 2007 at 13:16Vi tænker også på dig her i Næstved og håber, du kommer vel igennem dagene. God idé at informere kursuslederne.
Og nej, hvor det skærer mig dybt i hjertet at læse det med hans sidste hjerteslag i din hånd… En smuk beskrivelse af en grusom oplevelse, som ingen forældre burde have. Det gør mig så ondt for jer stadigvæk.
Men du kæmper dig videre hver dag, Liselotte. Det er så fantastisk at læse din side – der sker så meget, og der bliver tænkt over tingene og hentet solstrejf og små hverdagsdetaljer alle vegne; du lever virkelig. Og med dig og dine beretninger lever Alexander også videre.
Helle K.
18. november 2007 at 13:03Jeg sender dig de varmeste tanker. Jeg tror, du har gjort det rigtige ved at informere om den svære tid du er midt i. Jeg håber, at – nej jeg ved, at du har en god familie og nogle gode venner, som er der for dig og resten af familien. Der er ikke noget eller nogen som kan gøre det nemmere, men der er nogen som tør, kan og vil tage turen gennem november med jer.
Liselotte
18. november 2007 at 12:59Jeg tror det var nødvendigt, Fisker, for jeg kan mærke, at det fylder meget lige nu. Det er rart, at der er andre, som ved hvorfor jeg måske er en anelse mere stille, end jeg plejer være :-)
fisker & fernández
18. november 2007 at 12:43Jeg sender en tanke til dig, Liselotte. Du går en svær tid i møde og jeg er sikker på, at du har gjort det rigtige ved at passe ekstra godt på dig selv.