Vi røg helt ned under gulvtæppet i går. Vi var synkront sølle og det var en ny oplevelse, for det er ikke sket i atten år, at vi har været syge samtidig. Det maner til eftertanke, for det handler helt sikkert om, at vi kan. Før kunne vi ikke.
Tidligere var der Alexander, som havde uopsætteligt behov for omsorg og en Oline, som slet ikke var gammel nok til at klare sig selv. Vi var aldrig syge samtidig. Faktisk var vi sjældent syge i det hele taget. I går tog vi revanche. Synkront lå vi og gav efter for en ondsindet virus, som havde besluttet, at vi skulle have det elendigt. Den lykkedes. Vi havde det virkelig skidt og vi er ikke på toppen endnu, men vi er på vej. Der er godt i vente.
Her er også godt i vente om et øjeblik. Amaryllis, spring nu ud!
Det fineste var at opleve, at vi har en datter, som nu har en alder der gør hende i stand til at drage omsorg. Hun endte med at lave suppe til os, da klokken slog elleve. Hun hentede tæpper, spurgte til helbred og var i det hele taget rigtig fin til at sørge for os. Det var skønt at opleve, men det var også en meget underlig følelse, sådan at ligge underdrejet begge to.
I dag er vi oppe at se land. Forsigtigt. Vi er ikke raske, men vi er på vej. Mon ikke det hele går alligevel. Jeg tror det, men den skolerengøring vi skulle have deltaget i senere i dag får lov til at vente. Træerne vokser ikke ind i himlen.
21 kommentarer
Liselotte
21. november 2007 at 21:46Susan, jeg er ikke det mindste forkølet. Det er vist bare sådan noget underligt noget, som hos Kenneth kom ovenud og hos mig ikke rigtigt vil nogen vegne. Jeg er bare ramt af et generelt ubehag, svimmelhed og så ryster jeg ind imellem af kulde – uden at have snerten af feber. Gid det ville forsvinde eller du ville komme og køre mig til Århus. Jeg ville med garanti sove hele vejen :-)
Susan
21. november 2007 at 20:06Boede jeg i naerheden af jer, saa koerte jeg dig gerne til Aarhus, saa du kunne sove hele vejen derned.
Findes der nogle “cold relief” medikamenter som kan faa dig igennem dagen – jeg ved godt at de ikke faar det til at gaa vaek, men de kan da lindre naar der er brug for det?
Liselotte
21. november 2007 at 20:00Det håber jeg fandeme også, Susan, for det er ikke rigtigt godt endnu ;-)
Susan
21. november 2007 at 19:58God bedring til jer begge. Det er saa dejligt naar ens boern bliver store nok til at passe lidt paa en naar man er syg.
Cathrine har ogsaa lige leget sygepasser en dags tid, hun kedede sig godt nok, men hvor var hun soed ved mig.
Jeg haaber du har det bedre i morgen saa det ikke bliver alt for slemt at vaere paa kursus.
Liselotte
21. november 2007 at 14:51Tak skal du have, Gitte :-)
Gitte
21. november 2007 at 14:46Håber du blir klar til i morgen!! Jeg husker at i min tid med egen butik, og når en enkelt dags ferie var i sigte var jeg altid syg.. Pudsigt nok, og det samme hos dig, hvor du bare SKAL, og du så blir syg? Rigtig god bedring
Liselotte
21. november 2007 at 14:43Oline var så sød, så det næsten opvejede kvalmen. Vi er i bedring, men det går eddermame langsomt :-(
Ella
21. november 2007 at 14:39Hvor er det dejligt at opleve sit barn på den måde. De vil gerne vise den omsorg, og hun har sikkert nydt at pusle om jer. Knus hende fra mig :-)
Helle K.
21. november 2007 at 14:36Jeg håber, at I er ved at have det bedre. Der var så meget at sige, men det er svært at formulere, så jeg nøjes med et håb om snarlig bedring.
Lilli
21. november 2007 at 14:14Puha at være sløj er noget “ski-værk”, men det hjælper jo altid lidt på det, når ens børn finder deres omsorgsgen frem….
Liselotte
21. november 2007 at 13:21Jeg tror det går an. Jeg synes, at der er bedring at spore, så mon ikke det hele flasker sig :-)
kagekonen
21. november 2007 at 12:43Selvom sygdom altid kommer ubelejligt, så maner det til eftertanke at I nu ligger jer begge to på en gang… dengang læste blev jeg altid syg lige når den sidste eksamen var overstået og da jeg arbejde var det ofte sådan at den første ferieuge gik med at være syg…
Som Charlotte siger må du ty til kemi, hvis ikke det er bedre i morgen, og så ellers bare håbe det bedste.
Hils Oline, den lille engel ;-)
Charlotte Illum Larsen
21. november 2007 at 12:04Du må støtte dig til lidt kemi – magnyler af en slags og andet der tager ubehaget – og så putte dig godt og grundigt når du kommer hjem – jeg føler med jer i stakler. Godt at Oline tog lidt over – hun har sikkert nydt at være sygeplejerske. Mange hilsner fra Ærø
tanterne, Charlotte
21. november 2007 at 11:39Ind imellem tror jeg vores kroppe er klogere end vi selv, og lader os blive syge når det alligevel passer bedst. Vent og se, i morgen er du måske alligevel friskere and du tror muligt idag.
Uanset børns alder er den omsorg man får fra dem af en eller anden grund uvurderlig. Lige fra tumlingens pust på det sted man kan fremvise der gør ondt, til teenagerens tagen ansvar.
God bedring.
Dolci
21. november 2007 at 11:32God bedring til dere begge *klem* Hvil og slapp av, det er det eneste som hjelper..
MrsCute
21. november 2007 at 11:31Krydser fingre for, at du er klar til afgang i morgen tidlig. :-)
Liselotte
21. november 2007 at 11:22Desværre er der ikke tid at tage af. Jeg er på absolut sidste chance for en opgradering, som er en forudsætning for at kunne fortsætte som tegnsprogstolk, så der er ingen vej udenom. I morgen må jeg afsted igen til Århus, så jeg håber på en hurtig bedring og ellers må jeg være syg, når jeg kommer hjem igen.
Sygdom kommer altid ubelejligt, men denne gang kunne jeg godt have undværet det. Sidste chance for opgradering var sidste år i starten af december. Jeg var ikke i stand til at deltage. Alexander var lige død og der var absolut ikke basis for en deltagelse i den kursusuge. Jeg måtte melde fra.
Nu har min chef foranlediget, at jeg kan få lov til at følge 14 dages undervisning hos vores 4. års-studerende. Dette kan så erstatte den uge sidste år, men det kræver jo, at jeg er der. Det er et meget flot tilbud, som jeg er meget taknemmelig for, så der er ingen vej udenom. Jeg tager afsted i morgen tidligt :-)
Anne
21. november 2007 at 11:13også god bedring herfra. dejligt med “store” piger der kan nurse en. Tag nu den tid det tager at komme ovenpå!!!
Sifka
21. november 2007 at 11:00Øv, øv og ønsket om god bedring til jer begge:)
Lotten
21. november 2007 at 10:45Uuuh, hvor jeg føler med jer.
Jeg er nu på arbejde igen, men det har været lidt af en bedrift overhovedet at nå herud. Er heller ikke sikker på, jeg holder hele dagen (men jeg kunne heller ikke holde ud at ligge mere ned) – træerne vokser heler ikke ind i himlen her ;-)
Lizelotte
21. november 2007 at 10:38Dejligt, at Oline passer på jer :-)
God bedring til jer begge to!