Jeg burde ikke prale, for der er absolut ingen grund til det, men altså…
Mine orkideer er gået i selvsving i vindueskarmen. Der er blomster og knopper allevegne og den ene er smukkere end den anden. Intet af det er min fortjeneste. Jeg har vist nærmest pensioneret dem. Måske næsten opgivet dem. Næsten.
De står i nederste stuevindue. Samlet i en karm står de og er glemt. Jeg vander dem meget sjældent og det er kun, når det er overskud i vandkanden, at de har fået en tilfældig sjat. Det har tilsyneladende været nok.
Der er knopper på dem alle. Bristfærdige står de strunke på lange, underligt snoede ranker, som om et øjeblik vil dækkes af de smukkeste blomster.
De er åbenbart tilpas med den mangelfulde omsorg. Den er der flere grunde til. Året har båret præg af Alexanders død. Det har mine planter også mærket. De er blevet glemt til fordel for en alternativ energifordeling i hjemmet. Det kan orkideer tilsyneladende fint trives med.
En anden grund er, at jeg ikke finder dem særligt interessante uden bomster. Så er det bare en underlig samling krøllede rødder og et par blade eller tre. Triste og meget lidt dekorative er de, når de ikke lige blomstrer, så jeg har nok forsømt dem en smule og derfor var de også degraderet til den mindst synlige plads i stuen. Den passer dem fint.
Jeg belønnes for mit manglende engagement. Det gør man ikke mange steder i livet og det er vel en god grund til at holde af dem. Nu får de lige en chance mere. Nede i det mørke hjørne af stuen altså.
10 kommentarer
Deborah’s » Blog-arkiv » Min allerførste…..
27. november 2007 at 22:02[…] læste jeg jo forleden, hvor hjertens let det er at holde orkideer! Jeg har selv sukkulenter for det meste, og de er også hjertens taknemmelige og egentlig har jeg […]
Liselotte
25. november 2007 at 13:06Ja, mine angstfyldte orkideer er slet ikke så tossede, Tora ;-)
Tora
25. november 2007 at 10:39Hehe, jeg har selv gjort det – mange ganger. En gang fikk jeg en Dracaena til å blomstre, blomster på en sånn en har jeg aldri sett hverken før eller siden.
Dine angstfylte orkideer er uansett nydelige!
Liselotte
24. november 2007 at 23:01Tora, det er garanteret det jeg udsætter dem for. Angsten for at dø… og det er vist ikke særligt pænt at gøre den slags, men de blomstrer altså dejligt ;-)
Tora
24. november 2007 at 18:00Jeg har hørt at planter som tror de skal dø samler seg til en siste kraftanstrengelse og blomstrer slik at avkommet kan føre arten videre..
Louise
24. november 2007 at 13:56hmm – det kunne være, man skulle prøve at ændre pasningstaktik ved sine orkider…
Liselotte
24. november 2007 at 12:26Jamen jeg tror bare, at du skal væbne dig med tålmodighed, Mette. Giv dem 5 dråber vand i ny og næ og lad dem passe sig selv. Pludselig går de amok i blomsterrus. Mine har også stået triste hen i mange måneder, så det er vel deres natur ;-)
Links er der måske andre, som kan byde ind med. Jeg gør jo ingenting… ud over at glemme dem ;-)
Mette
24. november 2007 at 12:19Jeg har sådan nogle krøllede rødder og grønne blade på hmm – 4. måned eller noget, men ikke så meget plads, at de kan få en skammekrog. Jeg er MEGET tæt på at opgive dem..øhm, har du, Liselotte, eller nogen andre nogle gode links til orkide-sider? Måske man kan blive lidt klogere på de sære størrelser, som dog er meget smukke i fuldt flor.
Liselotte
24. november 2007 at 10:55Forsømmelighed betaler sig. Det er stort! ;-)
Pollyanna
24. november 2007 at 10:49Min far – som jeg absolut vil sige IKKE har grønne fingre – har de mest storslåede orkideer…. Jeg har altid troet det var stor kunst at passe orkideer, men har revurderet min mening efter at have set hvordan hans går amok.
Han siger hemmeligheden er, som du er inde på: ingen direkte sol og ikke ret meget vand. Den fremgangsmåde giver nu også mig masser af orkideer.