Jeg ved ikke lige hvad der skete, men uret ringede ikke til morgen. Oline måtte vækkes alt for sent, skyndes på og derefter hældes ud af døren i et tempo, som ikke er rart. Jeg hader den slags morgener, men hun tog det med godt humør, så det eneste jeg har lyst til at klage over er, at morgenen er grå og alt for kold.
Om morgenen skal der helst være rimelig god tid, så alle kan nå at komme op i god ro og orden, men sådan går det ikke altid. I dag var en af de dage, men heldet var, at jeg ikke skulle ud af døren også. Jeg sidder nu med en kop kaffe og kan stille falde til ro.
Sådan en morgen hører til småtingsafdelingen og det er i dag et påmindelse om. For et år siden fik vi at vide, at Alexander ikke ville overleve sit kliniske kollaps. For præcis et år siden havde jeg den sværeste opgave nogensinde.
Jeg fik opgaven med at tage hjem fra sygehuset, for at fortælle Oline og min mor, at Alexander ikke kom med hjem. Jeg kan huske det endnu, for det er det absolut sværeste jeg nogensinde har skullet gøre. Jeg kan huske omtrent hvert sekund af den eftermiddag. Turen hjem, følelsen af at skulle kaste op hele tiden og min store datter, som sad på mit skød og skreg. Bare skreg. Tårerne, som hele tiden løb og angsten for ikke at få sagt alt det, som skulle siges. Hendes fortvivlelse blandet med mors og min egen og så den underlige ro, som også fandtes inde i mørket. Fjenden havde pludselig materialiseret sig. Fjenden var døden. Alexander havde kæmpet en kamp, som han ikke skulle vinde. Nu vidste vi det.
For et år siden havde vi næsten ikke sovet i en uge. Vi var udmattede i en grad, som de færreste kan forstå. Sorgen var altoverskyggende. Den er her stadig, men sårene bløder ikke længere og vi er på vej til at hele.
I dag ser verden heldigvis anderledes ud og en forvirret morgen som denne, hører til småtingsafdelingen.
Det skal nok blive en god dag. Det bestemmer jeg. Jeg er sikker på, at Alexander ville være enig.
23 kommentarer
Anne Dyrholm Stange
29. november 2007 at 13:50Dagene her sidst i november vil være tunge at komme igennem for jeres lille familie, men jeg ved at i er stærke sammen, det varmer mig.
Jeg ønsker for jer, at dagen i dag bliver tilbragt tæt og inderligt med plads til det den kræver.
Tanker herfra.
Varme knugende og krammende knus Anne
Liselotte
29. november 2007 at 09:49Tak skal I have.
Gitte
29. november 2007 at 08:56Også de allervarmeste tanker fra mig i disse dage.
Helle K.
29. november 2007 at 08:51Jeg sender mine varmeste tanker til jer alle idag.
Susan
29. november 2007 at 01:09Kaos er sjovt, mest bagefter.
Jeg sender jer mange tanker i disse dage.
Liselotte
29. november 2007 at 00:04Tak skal I have, Regitze :-)
regitze
28. november 2007 at 23:08en kærlig hilsen til jer allesammen fra os.
Liselotte
28. november 2007 at 21:09Helle K, vi kan ikke forberede os. Det er vel godt det samme.
slugenkamel, tak skal du have.
slugenkamel
28. november 2007 at 20:13Har skrevet i min blog: “I dag over hos Liselotte kan du læse hendes erindringer om at miste et barn…
Kære Liselotte
En varm tanke sender jeg til dig og din mand og yngste datter!…
Helle K.
28. november 2007 at 16:12Jeg tænker også på dig/jer i disse dage. Jeg tror ikke, at vi kan forberede os på det værste i verden, at miste sit barn – uanset om vi ved, at det skal ende sådan. Det der gør så ondt, er at man har elsket så højt. Kram til jer alle.
Liselotte
28. november 2007 at 14:38Lisbeth, hun er skøn – og tak for tankerne :-)
Lotte, vi havde kontakt med ham hele det sidste døgn, men de sidste timer, inden han døde, fik han så lidt ilt, at han formentlig har været forgiftet og derfor omtåget/bevidstløs.
Måske vidste han, at han skulle dø. Jeg ved det ikke. Jeg oplevede ham som rolig og det gjorde godt. Han klemte min hånd ind imellem, den sidste time, da livet langsomt svandt ind til ingenting, så jo… bevidst på et eller andet plan var han, men om han vidste, at han skulle dø? Jeg ved det faktisk ikke, men jeg tror det og han var helt rolig. Det var så udramatisk og vi nåede alle, at fortælle ham, at han var højt elsket og ville blive savnet noget så frygteligt, men på en stille og rolig måde, så de sidste timer sammen med ham var smukke og fyldt med alle de gode historier. Han kom godt fra livet.
Marianne, tak for tankerne. Vi har levet hele Alexanders liv med bevidstheden om, at vi kun havde ham til låns. Når dagen kommer, er man slet ikke klar. Sådan er det jo også, men der er altid lys efter mørket – livet går videre – og smerte er ikke farligt, men bare noget vi helst er fri for.
Shabby in Town
28. november 2007 at 14:27Alexander tog “afsted” fordi han var klar, imens stod i som familie og mistede alt i havde knoklet for i alle de år
Ungen, Alexander som havde fået jer til at grine, opdage at græsset er grønt, hjulpet jer med at finde kernen i livet…..
Det er så hårdt at miste – især sit barn, det er helt forkert.
Jeg ved ikke hvordan det er men jeg har befundet mig på vippen en del gange. Stået der og sagt farvel til Mathias (min søn) og så snød han alle og klarede skærene. Jeg har tit tænkt hvorfor;
Fordi Mor, Far og søster ikke var klar endnu. Klar til at sige farvel – klar til et liv uden Mathias.
Der tror jeg (uden at vide det) at Alexander vidste at i kunne og det har sidste år vist.
Når jeg læser på din blog, at livet stadigvæk kan leves når ens inderste er revet i stykker – så ser jeg en vej. – enn vej gennem tågerne af tårer.
Jeg ved at min søn også kun er til låns – jeg går ikke og tænker over det (hele tiden), men jeg ved at dagen kommer og hvad så? Hvad så med det gabende tomrum – da får jeg så meget hjælp af at læse i din blog – det skal du vide Liselotte.
Når du beskriver hvorledes vi som familier til handicappede børn altid lever på katastrofekurs – så tænker jeg -;
Kan man leve på en anden måde? Hvordan er det ikke at skulle være på 24 – timer i døgnet – at bekymre sig om fremtiden osv.
Jeg er ikke religiøs og kan derfor ikke besvare livet og døden ud fra et sådanne synspunkt, men jeg vil anbefale dig en bog:
Deepak Chopra ” Det evige liv”
Den fortæller at når vi kender døden og ikke ser det som et skrækscenarie så kan vi leve livet fuldt ud!
Den bengalske digter Rabindranath Tagore skrev;
Natten kyssede den svindende dag
Med et suk.
“Jeg er døden, din mor,
Fra mig vil du få ny fødsel”
De bedste tanker fra mig
Lotte
28. november 2007 at 13:35Liselotte, jeg ved ikke om det er for privat at spørge om. Men var Alexander ved bevidsthed til sidst?
Tror du han vidste, han skulle dø?
Ja, du svarer selvfølgelig kun, hvis det er ok :-)
Lotte
Lisbeth
28. november 2007 at 13:03Også kram og tårer herfra, og grin over Olines kommentarer til filmen, hun er da skøn. Det er dejligt med dit blik for de lyse, men også de svære stunder. Tænker en del på jer i disse dage.
Liselotte
28. november 2007 at 13:02Vi klarer os fint igennem. Dagen er rolig og vi hygger os med dagligdags gøremål, som minder os om, at livet går videre :-)
Sifka
28. november 2007 at 11:17For søren ja, nogle morgener er lettere end andre, og på trods af at jeg ikke selv i øjeblikket skal afsted, sker det alligevel, at vi også her ligger vandret.
Selvom det er kaotisk, kan det skabe god dynamik, som gør at det er lidt skægt alligevel.Det er den fornøjelse, som Alexander også havde øje for, der gør at man kommer nogenlunde frelst igennem med humøret i behold.
Jeg sender tanker herfra, og ønsker dig en rigtig god dag.
kokken på blokken
28. november 2007 at 11:08kram og tårer sendes til Gug herfra! Tænker på jer og ved at I har evnerne til at tackle både dagen i dag og ikke mindst i morgen, på den flotteste måde og tak for I vil dele med os andre…..
Gitte
28. november 2007 at 09:37Tanker herfra….
Liselotte
28. november 2007 at 09:36Det gør vi også, Pernille – han var så sjov :-)
Nadia, kaos kender vi godt herhjemme ;-)
Nadia
28. november 2007 at 09:31Akke ja, og kaos skal der også være, for så ligner alt sig selv, bare lidt .. :)
Pernille
28. november 2007 at 09:19Er helt sikker på at Alexander er fuldstændig enig med dig – I skal mindes ham med al den glæde og kærlighed han bragte ind jeres liv.
Liselotte
28. november 2007 at 09:07Tak skal du have, Lotten :-)
Jeg er helt sikker på, at Alexander ville være enig. En kaotisk morgen som denne var noget af det bedste han vidste. Lidt kaos, skænderier om tekstiler, treogtyve “skynd dig nuuuuuu” og Oline, som indledte et korstog mod stressede forældre ved at bevæge sig i snegletempo; alt det, var noget han virkelig kunne grine af. Han elskede, når livet levedes, så jeg er sikker på, at han også ville synes, at det er en god dag :-)
Lotten
28. november 2007 at 09:03Jeg tror også, Alexander er enig :-)
Og måske har han i en anden verden hygget sig over at se jer fare rundt som små myrer her til morgen…måske…
Jeg sender lidt af den morgenrødme som solen kastede på husmurene her for et øjeblik siden og ønsker dig en rigtig god dag.