På Nørregade, der bor en bager… og så forøvrigt et hav af andre forretninger, som rummer masser af fristelser.
Allerede ved nummer 5 røg vi i med begge ben, for Clara H sælger Oilily til stærkt nedsatte priser, så det var alt for fristende til at lade passere. Vi måtte lige hen og tage et nærmere kig og der blev altså også købt lidt af alting, for det hele var sat ned til halv pris og den slags er næsten ikke til at sidde overhørig.
Jeg lod mig ikke friste denne gang, men det var der altså andre, som gjorde…

Heldigvis er vi begavet med tålmodige og rare mænd, som sagtens finder forståelse for vores trang til blomster og farver. De stod pænt på den anden side af gaden, mens de vendte verden, observerede samme og vist i det hele taget hyggede sig med tanken om, at de slap for at gå med indenfor…
Lidt længere nede af Nørregade ligger Christinas yndlingsbutik, så der var ingen vej udenom, men til genæld én indenom, nemlig gennem porten og direkte ind i Inside Livings smukke baggård.

Herinde var der masser af fristelser. Alt i gården var sat ned til halv pris, så vi var ikke de eneste, som lige måtte tage et grundigere kig på udbuddet derinde…

Kenneth faldt pladask for en KÆMPESTOR og ualmindelig TUNG femarmet lysestage, som han insisterede på at ville have med hjem. Jeg indvilligede på betingelse af, at han selv bar den, for den havde indbygget lumbago.
Efter den udendørs fourageren, måtte vi ind i selve butikken…

Julen er sort i år. Det er den de allerfleste steder og Inside Living er ingen undtagelse, så der var sorte julekugler af enhver slags kombineret med sølv og glitter, så vi næsten tabte pusten.
John og Oline gik i chok og måtte næsten have kunstigt åndedræt ved synet af al pynten. John vist mest fordi han i ånden kunne se, at der ville blive brug for tagboks på bilen lidt senere, når de skulle retur til Sjælland og Oline mest fordi der var glimmer og glasprismer allevegne.

Der sneg sig et par indkøb i poserne, inden vi igen forlod forretningen og mens Kenneth stod i kø ved kassen, for at betale sin fandens omfangsrige femarmede, fandt Oline nogle smukke glaskugler, som skulle være årets juletræspynt.
Hun havde valgt to smukke glaskugler med facetslebent mønster og da jeg bemærkede, at hun jo kun behøvede den ene, kiggede hun på mig og sagde “den anden er Alexanders” og selvfølgelig var den det. Hvordan kunne jeg pludselig glemme, at juletræet hvert eneste år, siden børnene er blevet født, er blevet pyntet med et nyt stykke pynt til hver af dem. I år er åbenbart ingen undtagelse og sådan skal det altså være.

Vi sluttede altså Nørregade af med maner og så var sulten ærlig talt også ved at indfinde sig, så vi forlod Inside Living, for at begive os op gennem byen. Vi skulle ned i den anden ende, hvor julebuffeten på Fyrtøjet ventede sammen med hvil til trætte ben og væske til ganer, som efterhånden var ved at være tørre af al den julehandel.
Vi nød en sen frokost og blev frygteligt mætte, inden vi igen begav os ud i byen, som nu var blevet mørk og mægtig hyggelig. På vej mod bilerne, måtte vi lige indenom 7 – Eleven, for det var der pigernes is lå og ventede og ingen skulle føle sig snydt, så selvfølgelig skulle de have den is med hjem og sådan blev det.
Vi gik indenom C.W. Obels Plads, for der hersker en skøn stemning på dette tidspunkt af året, når skøjtebanen er åben.

Der var masser af liv og glade skøjteløbere, men selvom skøjterne er til leje, fortsatte vi over mod Gammel Torv, hvor julen også har indfundet sig. Hele torvet er forvandlet til julemarked i hele december, så der dufter fristende af brændte mandler overalt på pladsen.

Der var masser af mennesker, så jeg vil mene, at der er fin omsætning i boderne omkring Budolfi Kirke og Rådhuset, som danner ramme om et festligt og meget stemningsfyldt forsøg på at få julen til Aalborg centrum.

Julemanden er ankommet og det var der mere end ét barn, der var glad for. Jeg nåede lige at få et billede, hvor han ligner en arbejdsløs, men lad dig ikke narre. Der var kø, for der er mange børn, som gerne ville betro sig til ham, som tilsyneladende stadig kommer med de fleste af de gaver, som havner i hjem med småbørn.
Vores unger lod sig ikke imponere, men snakkede i stedet om, at de syntes hans skæg så alt for kunstigt ud, mens de lignede og lød som små verdenskloge mennesker. *Suk*

Vi snuppede den ind bagom Budolfi, for bilerne var parkeret lige på den anden side af gaden og vi trængte til at komme hjem, drikke en kop kaffe og slappe lidt af og så var det pludselig blevet tid til at sende weekendgæsterne retur og sådan går tiden alt for stærkt, når man hygger sig.
Nu er her stille og vi er stille. Helt stille. Trætte og glade er vi fyldt af god energi og varm omsorg. Det er slet ikke så tosset, sådan at få gæster for en stund.
Del på Facebook




































Brombær-mor - lørdag 8. december 2007 klokken 22:28
Hej Liselotte.
Hold da op…sikke en julestemning, både hjemme hos jer selv, og i Ålborg. Det er fantastisk flotte og stemningsfulde billeder du får taget – Wauw.
Liselotte - lørdag 8. december 2007 klokken 22:31
Tiden er taknemmelig – der ER jo stemningsfyldt de fleste steder lige nu. Jeg elsker det :-)
Sifka - lørdag 8. december 2007 klokken 23:49
Er du vimmer for en juletur. Fine ting og sager, især de tre lygter, som ligner noget fra 1001. Jeg må se at blive færdig med roderiet, så der også kan komme julestemning i hytten her. Fik kort i dag. Tak for god handel:)
Merete - søndag 9. december 2007 klokken 00:07
Ååååå, nå fikk jeg lyst til å reise til Ålborg. Kanskje neste jul?
Ha en riktig god helg!
regitze - søndag 9. december 2007 klokken 00:23
tusind tak for en dejlig tur!
Liselotte - søndag 9. december 2007 klokken 00:53
Sifka, der var dejlig stemning i midtbyen, så det endte som en skøn dag. Godt at høre, at dine julekort er nået sikkert frem :-)
Merete, kanske næste år – der er mægtigt dejligt til jul :-)
Regitze, selv tak og det var en skøn tur :-)
Shabby in Town - søndag 9. december 2007 klokken 00:53
Sikke en julestemning…. de der “genstande” i fattigmands sølv – nummenum, siger jeg bare……
Kathrin - søndag 9. december 2007 klokken 01:48
Herlig, herlig, herlig!!! Så masse fine bilder, ai, ai, ai….
Ser ut som dere har hatt en kjempefin dag!
Anne - søndag 9. december 2007 klokken 09:23
Endnu en grund til at besøge familien i Hals…God forplejning der, shoppeture til Ålborg, retur til mere forplejning i Hals…kan man ønske sig mere??
Sikke dejlige billeder, synes også jeg…
Liselotte - søndag 9. december 2007 klokken 10:46
Shabby, ja, de er smukke – jeg tror det er dekorationsspir til juletræet, men hvad ved jeg… ;-)
Kathrin, det var en dejlig dag :-)
Anne, du må snart nordpå ;-)
anne-g - søndag 9. december 2007 klokken 11:28
hej :) hvis du har lyst til mere julestemning så er voergård slot et besøg værd-stig … fra have haves har pyntet slottet op til jul. se mere på slottets hjemmeside. mange julehilsner
Liselotte - søndag 9. december 2007 klokken 11:47
Tak for tippet, Anne :-)
Helle Koed Paulsen - søndag 9. december 2007 klokken 13:17
Hej Liselotte
Hvor er det nogle skønne billeder du har taget i løbet af dagen – de spridler af hygge og jul. (To ord der gå rigtig godt sammen) ;)
Gid jeg kunne komme i julestemning…!
Rigtig dejlig søndag
Knus
Helle
Gitte Bjerregaard - mandag 17. december 2007 klokken 10:00
hej
har clara h en hjemmeside????
hilsen Gitte
Liselotte - mandag 17. december 2007 klokken 16:18
Det ved jeg ikke, Gitte.
Atmosfera nataliana em Aalborg « Diário de bordo - tirsdag 2. december 2008 klokken 10:19
[...] achei uma super post neste site com muitas fotos de Aalborg na época do Natal, sugiro que entrem em vejam as [...]