Sukkerskålen

Jeg bruger sukker og mælk i min kaffe. Det er en anelse besværligt, men endnu mere besværligt er det, at jeg ikke kan drikke den kaffe, som ofte serveres ude i verden.

Man skal vist være hard-core kaffedrikker for at synes, at en maskinfremstillet kaffe, som har stået på varmeblus i flere timer er værd at drikke, men jeg kommer mange steder, hvor det er dagens tilbud. Jeg takker pænt nej og jeg har fundet tricket.

Jeg skal bare fortælle, at jeg er tedrikker. Det er en løgn, men den virker. Oftest vil der så være varmt vand og tebreve og jeg kan med sindsro indtage min varme drik og teen elsker jeg jo, så der er absolut ingen skade sket.

Når jeg drikker kaffe herhjemme, er det med mælk – og nu allerhelst tillavet i Olines mælkeskummer – og en teskefuld sukker. Det er tilpas, når jeg drikker af et stort krus og hver eneste gang jeg fatter sukkerskålen, tænker jeg på min svigerinde. Skålen er nemlig hendes fortjeneste.

Den er kommet til huse for flere år siden og den minder mig om en tid, hvor min svigerinde havde tilnytning til Den Kongelige Porcelænsfabrik. En tid, som var en anden og det afstedkommer tit minder om dengang, at hælde sukker i endnu en af dagens kopper kaffe.

Jeg elsker at have ting, som minder mig om personer, tid eller steder, som jeg holder af. Jeg har mange underlige ting i mine skabe. De fleste har en historie. Det kan jeg godt lide.