De sidste timer er brugt i godt selskab ved spisebordet i køkkenet og jeg har overskredet endnu en grænse. Jeg ender vel med at få hår på brystet og et billede, som stemmer lidt mere overens med virkeligheden…
Jeg har haft besøg af en journalist fra Nordjyske, som gerne ville høre lidt mere om det at have og drive en weblog. Det var treogtyve splitsekunder fra, at jeg havde sagt, at jeg ikke kunne alligevel, for jeg kan slet ikke finde ud af den opmærksomhed, som denne her weblog afføder.
Jeg tror stadig, at jeg er omtrent anonym. Jeg tror stadig, at jeg skriver for mig selv og så er jeg ikke dummere, end jeg er klar over, at der også er jer læsere, men altså… der er jo bare mig… og så lige jer, ikke… og så er det jo ikke så mange, vel… og hvem i alverden skulle også interessere sig for det her hjørne af internettet?
Det er så ambivalente følelser jeg har omkring det her, at jeg endnu ikke har fundet ud af, hvad jeg i virkeligheden føler, tror, tænker og mener. Jeg bryder mig ikke om opmærksomheden. Jeg bliver til Liselotte på 8 år, som helst gemmer sig i et hjørne og lader de andre om at snakke. Jeg bliver hende, som ville foretrække, at jeg havde en stand-in, som kunne overtage og samtidig, så synes jeg egentlig også bare, at hende Liselotte skulle tage sig gevaldigt sammen og se af at komme op af starthullerne, for den slags har vel potentiale, når først der er taget hul. Læring er det i hvert fald.
Dybest set handler det vist om, at jeg ikke kan forstå, at der stadig er mennesker derude, som kan finde det interessant, at snakke med mig. Banalt, men sådan er det. Og så er jeg genert. Jo, det er jeg vist dybest set. Larmende genert. Det kan man vel også være?
I dag er jeg bare et par forholdsvis anonyme støvler i lokalbilledet. I morgen er det måske anderledes. Der var nemlig – ifølge ham selv – fotograf fra verdens fineste mediehus med. Han tog billeder og han sagde, at jeg skulle med på dem. Fandens!
Anita - fredag 11. januar 2008 klokken 16:28
De er Weeeenende fede, de støvler dér!!!
Anne Dyrholm Stange - fredag 11. januar 2008 klokken 16:31
Jeg kan nu godt forstå, at han havde lyst at snakke med dig, du er både hyggelig og rar, Liselotte ;-)
Spændende at se, hvad der kommer på skrift, det kan ind imellem overraske, men det er garanteret god læsning og fine billeder med bling-støvler…
Mette - fredag 11. januar 2008 klokken 16:33
Vi elsker jo at læse i din blog, fordi den er god.
Jeg har grint højt af dine sjove indlæg og dine leg med ordene. Jeg har vrælet højt, da jeres elskede Alexander døde. Jeg har været vred på dine vegne, når du oplevede forhindringer. Du skriver om ting, der sker i din dagligdag, og det kan ind imellem give perspektiv i min. Du rører mig ganske simpelt.
Mette fra Fyn
Anne - fredag 11. januar 2008 klokken 16:37
Py ha da , kan da godt sætte mig ind i dine følelser…mon ikke alle bloggere får en kommentar fra en eller anden, og så lige i et splitsekund tænker “hvor dælen ved de dog det fra” for så i næste sekund at huske….nå ja , det var jo det jeg lagde på bloggen i forgårs. Og så har du jo da givet nogen flere besøgende, end de fleste af os har…men anonym når man er blogger, nej det er man sgi ikke (mere)
Torben Schmidt - fredag 11. januar 2008 klokken 16:41
Jeg syntes det er fedt at du får al den opmærksomhed. Du har fortjent det, LiseLotte. Jeg har lige hørt det nye afsnit af Kommunikationscast hvor du bliver interviewet. Det klarede du jo også flot. Man kunne ikke høre du var nervøs :-) Jeg blev virkelig imponeret over at høre du i gennemsnit har 4.000 besøgende om dagen. Ved du hvornår artiklen bliver bragt i Nordjyske?
Gitte J. - fredag 11. januar 2008 klokken 16:44
You go, Liselotte !! du er dig og det er du allerbedst til – opmærksomheden bliver du nok nødt til at vænne dig til :-) dette er kun begyndelsen ;-))
Liselotte - fredag 11. januar 2008 klokken 16:45
Anita, de er topfede… og ik’ en skid anonyme ;-)
Anne, tak for de smukke ord… og ja, det bliver spændene at se, om jeg kan genkende ordene i artiklen :-)
Mette, også tak for dine meget smukke ord. Dem er jeg virkelig glad for :-)
Anne, hvis man tror, at man er anonym, er man et kvaj. Jeg er sådan et semi-kvaj, altså ;-)
Torben, tak for de pæne ord og JO, jeg var meget nervøs, da jeg skulle snakke med Mikkel og Kathrine, men det gik vist okay. Artiklen skulle vist komme i avisen allerede i morgen – alternativt på søndag, men i det lokale tillæg for Aalborg, så det er da heldigvis begrænset udstilling jeg medvirker i ;-)
Liselotte - fredag 11. januar 2008 klokken 16:46
Gitte J, hvis jeg bare lige kunne finde den der selvsikkerhed, jeg har forlagt, når det kommer til sådan noget her ;-)
Catarina - fredag 11. januar 2008 klokken 16:47
Hyler med Anita – de støvler….. ;-)
Glæder mig til at læse Nordjyske de næste dage :-)
Karen Marie - fredag 11. januar 2008 klokken 16:54
Fede støvler… og jeg skal da lige ringe til Moster-Tove og bede hende lægge Ålborgsiderne til side, så jeg kan læse dem i næste uge, når jeg skal nordenfjords:-)
fisker & fernández - fredag 11. januar 2008 klokken 16:55
Jeg synes du skal være stolt af, at forskellige medier vil tale med lige netop dig. Slagt en hellig ko er dit værk alene, og du formår at holde mange mennesker interesseret hver dag. Dit drive og gå-på-mod og din kreativitet og positivitet samt de mange refleksioner, du gør dig, er til stor inspiration for rigtigt mange mennesker.
Tænk sig, Liselotte, havde det været et firma, var du sikkert havnet på listen over årets iværksættere/trendsettere osv.
Det at være genert er noget helt andet… Mit råd er, at du bare skal lade som om, du ikke er det og selvfølgelig tro på, at folk er interesseret i tale med netop dig, fordi du har udrettet og opbygget noget ekstraordinært.
Anne - fredag 11. januar 2008 klokken 17:02
semi-kvaj…også mig :-)…ligner en der er faldet ned fra månen, når en eller anden kommer med en kommentar…fniiiiis
et er godt: Det gør ikke ondt, vel?
Torben Schmidt - fredag 11. januar 2008 klokken 17:17
OK. Jeg håber de også ligger tillægget ud på nettet, så vi som bor udenfor Ålborg og omegn også kan læse artiklen online :-) Det er sjovt med den der nervøsitet, som jeg også kun kender alt for godt. Man tror altid det værste og føler selv at man lyder nervøs. Men i virkeligheden så kan andre udadtil ikke mærke noget. Du klarede det flot :-)
et cetera - fredag 11. januar 2008 klokken 17:18
Liselotte! Du har gjort en hulans (aner ikke hvordan det staves, men nordjysk er det – og jeg véd at du forstår, at det betyder at NU skal du lige høre efter ;-D) forskel for en hulans masse mennesker. Du har sat rigtigt, rigtigt mange bloggere i gang – ikke kun fordi du skriver smukt og inspirerende om både det nære og det svære og interessant om alt mulig andet – men også fordi du “vidensdeler” i en helt usædvanlig grad – og DET er én af de fineste egenskaber et menneske kan have, så du fortjener stor, stor anerkendelse! … synes jeg bare lige jeg ville sige – og så er jeg selvfølgelig totalt vild med dine nye støvler – og kan OVERHOVEDET ikke forstå at du stadig har “maskintorsk” i huset – men det er måske slet ikke “jule-rester” ;-D
Ella - fredag 11. januar 2008 klokken 17:19
Jeg er simpelthen så glad på dine vegne, Liselotte :-)
Du fortjener den opmærksomhed du får, og du har en masse at byde på – noget, der interesserer og rammer de fleste. Det er sejt og godt gået – i blingstøvlerne.
Men vel er det da grænseoverskridende, når journalisterne sidder med ved det hjemlige bord – og fotografer. Det er alligevel anderledes, end når du selv skriver og tager billeder. Gisp ….
Jeg glæder mig til avisen – som vil blive hevet ud af postkassen. Jeg har abboneret på den i 35 år, så man kan vel sige at du kommer i min avis :-)
lisbeth - fredag 11. januar 2008 klokken 17:22
Nervøsitet kender de fleste alt for godt, det er hæmmende og irriterende. Jeg er fuldstændig enig med de andre. Du er blevet så kendt, har så mange besøg, fordi du har noget på hjertet og er formidabel god til at formidle det. Din blog glæder rigtig mange, og vi får så meget fra dig, du maner til eftertænksomhed, giver dejlige grin, og dagen er dårlig, hvis du ikke lige har skrevet noget.
Og støvlerne er da helt forrygende. De overgås kun af de røde!
God week-end til dig og dine.
Gitte J. - fredag 11. januar 2008 klokken 17:27
Pyt med selvsikkerhed – du skal bare koncentrere dig om at være dig – det er alt nok :-) det er jo derfor du får al opmærksomheden.
Bettina - fredag 11. januar 2008 klokken 17:28
Nu er det jo sådan, at en (sjælden?) kombination af hjerterum og talent er en gave – men der er vist ingen regler om, at man har pligt til at bruge den gave til mere, end hvad lysten rækker til.
Iøvrigt er det jo som bekendt ikke alt her i verden, vi behøver at forstå (herunder hvorfor vi andre bliver beriget af din
blogg:-)))…nogle ting må man bare erkende og evt. indimellem betragte med diskret måbende attitude.
Helle K. - fredag 11. januar 2008 klokken 17:28
Tillykke med opmærksomheden, den fortjener du da – jeg vil glæde mig til at se dig i dine anonyme ;-) støvler.
Irene - fredag 11. januar 2008 klokken 17:29
Doerhh Liselotte, skal vi ikke sige at det er et par RELATIVT neutrale (fede) støvler? ;-)
Chin up, mate!
Bettina - fredag 11. januar 2008 klokken 17:38
Forresten! Du skal på udflugt! Til Århus..nærmere betegnet den økologiske butik Ganefryd. Du skal ind og købe en stor pose af deres hjemmeblandede Morgente. Den koster 79 kr for 400g men den er guddommelig, helt fantastisk og ganske uundværlig. Jeg har præsteret at ringe ned og få dem til at sende en ny pose med posten! Intet har dens lige. 2 store spiseskefulde i en te pose, knude på og så ned i ca. 1 liter kogende vand. Lad den trække i min. 15 min…..og lad bare posen blive i…den bliver den kun klasser bedre af.
Sifka - fredag 11. januar 2008 klokken 18:15
:-) og forøvrigt, flyverskjul kan tilbydes ved akut behov.
Liselotte - fredag 11. januar 2008 klokken 18:38
Tusinde tak for alle jeres dejlige ord. Jeg bliver helt rørstrømsk og det går jo ikke på en fredag, hvor vi om lidt skal grine af X-faktor. Kan man ikke grine af sig selv, kan man altid grine af andre ;-)
Ganefryd og morgente, det lyder helt som noget jeg ville være vild med, Bettina. Jeg må huske det, næste gang jeg har ærinde i Århus :-)
Sifka, det kunne tænkes, at det bliver nødvendigt, så tak :-)
karen - fredag 11. januar 2008 klokken 18:47
jeg er glad for at aviser – hvor det enn måtte være i verden finner frem til folk som kan formidle og dele av klokskap, humor, menneskelighet, skjønnhet og varme – og nå fant en avis deg!! hipp hurra – håper det er tilgjengelig på nettet.
Jeg kan forstå det med sjenanse.. men det er så viktig det du formidler!
Hege - fredag 11. januar 2008 klokken 18:59
Mens jeg er mest opptatt av hvordan jeg kan få tak i den avisen her i Norge.
karen - fredag 11. januar 2008 klokken 19:26
ja, nettopp, sant?! ;-)
jeg bor nå heldigvis i norges visstnok mest internasjonale by, ( http://www.stavanger2008.no/)
så kanskje…
Lotte Andersen - fredag 11. januar 2008 klokken 19:52
S** da fedt at du skal med i Nordjydske ;o) Og så ser din sølv støvler bare himmelske godt ud, bare det var mit, suk, du er heldige!
Lene - fredag 11. januar 2008 klokken 20:05
Støvlerne håber jeg fotografen fik med ;-) og du har fortjent den opmærksomhed, Liselotte. Jeg håber jeg kan finde en avis med dig i :-)
Mette Skov Rasmussen - fredag 11. januar 2008 klokken 20:05
Altså nu misunder jeg lige ham Torben Schmidt… Jeg vil da også gerne høre dit interview på kommunikationscast. Hvor finder man det henne? Og det der indlæg i avisen skal da helt bestemt læses og beses *S*
Og jeg kan jo kun give de andre ret. Jeg faldt faktisk over din blog fordi jeg googlede på et eller andet. Du er sidenhen dukket op ret tit.
Åbenbart googler jeg på ting som du skriver om. Så jeg har slet ikke kunnet undgå din blog. Jeg er bare blevet ledt hen til den igen og igen… og efter at have læst et par indlæg fængede den mig og jeg blev dybt inspireret.
Jeg startede min egen blog op (som dog ikke når din til sokkeholderne i hverken antal indlæg, dybde, illustationer, læsertal og slet ikke kommentarmæssigt). Nu kører rss-feed (er det ikke dét det hedder?) via min forum-mail og jeg misser ikke et eneste af dine indlæg nu. Jeg læser dem måske ikke alle i dybden, men så nyder jeg dine smukke billeder.
Så din blog inspirerer mig – både som blogskriver, men også i det virkelige liv. Din kreative side… Jeg synes det er fantastisk at du har de evner til at sammensætte garn, papir… jamen farverne og… de tegner du kan lave. Jeg er helt væk. Det er bare så flot! Jeg føler med dig og kan nikke gengende mange af de ting du skriver.
En helt anden ting er så at jeg holder utroligt meget af Ålborg. Så når du tager på tur i omegnen bliver hvert et hjørne af dine billeder gransket – og igen – nydt.
Alt dét gør din blog helt utrolig spændende og skøn at læse. Og jeg håber du bliver ved til du ikke kan skrive mere :)
Og forresten… dine julekort er simpelthen uimodståelige! Har du overvejet at producere en omgang fødselsdagskort også?
Mette - fredag 11. januar 2008 klokken 20:39
Man kan sige meget, Liselotte, men anonym er du godt nok ikke. Endnu mindre fra i morgen….
hege - fredag 11. januar 2008 klokken 20:42
Jeg forstår godt at de vil skrive om deg! Blir alltid i godt humør av din blog. Er innom minst 1 gang per uke og blir både glad og inspirert av å lese.
Klem fra Oslo, Norge
Helle Koed - fredag 11. januar 2008 klokken 20:54
Hej Liselotte
Jeg har fulgt dig i noget som ligner 1 år eller 1 1/2, og hold da op du får mange kommentarer efterhånden :) Det må både være rart, men også meget at forholde sig til?
Du er jo blevet lidt af en “star” med denne webblog? – godt gået! ;)
Jeg har så svært ved at sige, hvorfor jeg bliver ved med FAST at tjekke din blog, i starten var det klart fordi at vi har fælles interesser. :)
Men du giver så meget mere end det, oplevelser, tanker og inspiration! :)
Lige en tanke fra Helle ;)
merete - fredag 11. januar 2008 klokken 21:07
larmende genert. ja kan de da ikke bare fatte dette. og reserveret oveni. jeg mener bare at jeg tror jeg forstår hvad du taler om. støvlerne er skønno. jeg elsker alt i guld og sølv i skind. mine veninder i 80erne fandt det helt absurd. electric blue here we come.
ja mange kommentarer. det er dejligt. forsøger at opretholde en lille blog, men bliver frustreret over mit kamera hele tiden og det elendige design.
men har faktisk mødt nogle meget søde mennesker (strikkere) som jeg også skriver lidt mere personligt med, og det er hygsomt.
Karinsstoreverden - fredag 11. januar 2008 klokken 21:56
Jeg har kun fulgt din blog i 14 dage, men den er meget flot, ærlig og inspirerende. Hvor flot at få en pris, jeg vil -glæde mig til at læse den lokale avis.
Dine billeder fra nedrivning af eternitter var helt fantastiske jeg blev inspireret til at gå en tur forbi i går-
Tina - fredag 11. januar 2008 klokken 22:08
Jeg vil gerne synge med i koret her. Det du formidler rammer, man føler et nærvær af dig i dine tekster, som gør at man gerne vender tilbage for at få lidt mere.
Man griner, græder, bliver vred og glad med dig. Man bliver simpelhen inspirere af dig og tanker sættes gerne i gang. Man føler at man “ser” noget af mennesket bag. Det er det der gør denne blog så unik for mig.
Lotte - fredag 11. januar 2008 klokken 23:14
Hørt!
Trine-Maria - fredag 11. januar 2008 klokken 23:41
Din blog er jo sådan et åndehul – og så begriber jeg ikke alt det du altid når + at du når at blogge om det, smukt og altid med nyt i toppen – eller fantastiske billeder af det nære, blomsterne, strikkeriet, maden – jeg er simpelthen altid så edder-imponeret efter et besøg herinde – så for mig er det da også klart, hvorfor du er så læst og at du nu får hæder og omtale i de store medier også…
Og selv om jeg bestemt ikke selv er genert, så kan jeg sagtens genkende den der med, at opmærksomheden gør en rød i kammen og underlig til mode – men jeg kan love, at når det har stået på et stykke tid bliver man mere rolig på indersiden – for som regel går det jo fint og de fleste journalister viser sig at være meget venlige mennesker – og det er jeg sikker på også er tilfældet her.
Håber du kan linke til artiklen, så vi kan læse med herovre på djævleøen :-)
Liselotte - fredag 11. januar 2008 klokken 23:51
Igen tak for alle de smukke ord – og jo, vel var det en god oplevelse, som ikke var spor skræmmende da det kom til stykket, men jeg tror ikke, at roen indeni er der endnu ;-)
Artiklen kommer i vores lokaltillæg på mandag, så jeg tvivler på, at det kan læses af andre end dem, som køber en papirudgave heroppe ;-)
Mette Skov Rasmussen - lørdag 12. januar 2008 klokken 01:26
Så må du sørme sørge for at få scannet avisen ind og lagt den på din blog for alle dine flittige læsere *G*… hvis man ellers må sådan noget??
Susan - lørdag 12. januar 2008 klokken 02:55
jeg tilslutter mig alle de andres velformulerede gode ord.
Anonym, nej det er du ikke mere, men kendt paa den lidt anonyme og gode maade er du, du skal foerst blive bekymret naar Se og Hoer ringer og du opdager fotograferne foelger efter dig naar du koerer rundt i Aalborg ;-)
Flyverskjul tilbydes selvfoelgelig ogsaa her … ogsaa til stoevlerne
Bolette - lørdag 12. januar 2008 klokken 12:47
Kunne man forestille sig at du uploader artiklen når den har været i denne ikke særligt kendte avis her på disse kanten eller er det for SE MIG agtigt ….Suk det er da bar fordi jeg gerne ville læse den … Vi er mange mange der læser med her hver dag næsten :-) …. For mig er det underholdende …røremde og inspirerende …. Der er kun en slagtenhelligko det vil sige dig
Jeg har selv 3 meget forskellige weblogs jeg læser jævnligt hver dag….Så er der to som adskiller sig fordi jeg kender dem der skriver dem ….Også er der jo min egen som kun kan og er et udtryk for den jeg er hvad jeg oplever tænker og skriver…
Jeg tror at det er er så dejligt ved din blog..
Er at den er autentisk og personlig uden at være privat
også selvfølgelig med al den energi du har til at skrive op til flere indlæg hver dag…. Det er utroligt og vedholdende
Jeg vil tror at hvis man møder dig live kan man sagtens genkende den Liselotte som skriver her …. Det kan dem som kender dig jo svarer på …
Tak for at gør det og du gider ….du gør det vel fordi du kan og ikke kan lade være….
tillykke med opmærksomheden
May the force be with u
Bolette
Liselotte - lørdag 12. januar 2008 klokken 13:04
Mette og Bolette, jeg skal prøve at se hvad muligheder der er for at lade andre kigge med på mandag :-)
Tak for de meget smukke ord allesammen – de varmer dejligt… og så ville et flyverskjul hos dig, Susan, nok ikke være så tosset endda, men jeg tør ikke tage støvlerne med :-)
Annedorthe - lørdag 12. januar 2008 klokken 15:56
Jeg tilslutter mig fuldstændigt Trine-Marias ord. Samme oplevelse/følelse jeg har, når jeg besøger din blog.
Du inspirerer mig til det der overskud i hverdagen, til at holde liv i min egen blog, til at strikke, bage – ja bare være kvinde på godt og ondt.
Anonym eller ej. Det vigtigste er vel at du gør en forskel. Det må føles så godt. Og noget jeg selv stræber efter her i livet.
Så tak – også fra mig
Annedorthe
Lisbeth - søndag 13. januar 2008 klokken 01:04
Kære Liselotte
Fantastisk blog – jeg har læst med den sidste halvanden uge, og du har inspireret mig meget. Jeg elsker selv at fotografere, og nu skal jeg altså til at tage nogle flere billeder. Strik har jeg i mange år ikke været så vild med, da min mor gik amok i 80′erne med hjemmestrik og garner, men det har din hjemmeside ændret, jeg tror det er lige før jeg selv griber pindene i løbet af 2008. Sådan kunne jeg blive ved.
Men jeg ville så gerne vide hvor de fine hvide fyrfadsstager på billedet er fra, for sådan nogle kunne jeg godt tænke mig?
Mange hilsner
Lisbeth ;o)
Liselotte - søndag 13. januar 2008 klokken 01:41
Tak for de pæne ord om bloggen – og hvem ved, om du ender med strikkepinde i hånden? Lysestagerne er en gave og gamle, så der kan jeg desværre ikke hjælpe dig, Lisbeth. Måske er der andre læsere, som ved hvor de fåes henne :-)
Slagt en hellig ko… » Ude er godt… - søndag 13. januar 2008 klokken 19:38
[...] Hun lod mor stå for udførslen og gid jeg dog havde fået den for nogle dage siden, da verdenspressen var her for at fotografere, for det pyntede sørme. Tusinde [...]
Fr. Møller - mandag 14. januar 2008 klokken 17:54
Ja, du er sgu nordjyde – i ordets allermest positive betydning :-). Du formidler og fortæller – bygger broer – giver mennesker, det aldrig ville være faldet ind at lave en weblog, inspiration. Og så tror du guddødemig, du kan blive ved at gemme dig – den holder sgutte, Fr. Weller :-).
For et par år siden lagde jeg selv tanker til en artikel i den lokale avis om weblogs. Min betingelse var faktisk, at jeg ikke ville lægge genkendeligt billede til. Ikke fordi jeg ikke gerne står ved, hvem kvinden bag valkyrien er. Men faktisk netop fordi jeg overhovedet ikke har lyst til at blive “kendt” i mit lokalsamfund. Synes sgu, jeg er kendt nok, når jeg går ture med en blind hund i snor og en legesyg, forvokset kattekilling dansende om benene *G*.
Liselotte - mandag 14. januar 2008 klokken 17:57
Fr. Møller – jeg tænker mange tanker omkring det her for øjeblikket. Måske ender nogle af dem på skrift, når jeg får styr på dem :-)
Jeg tror til hver en tid, at jeg ville genkende dig, hund og kat, hvis jeg kom forbi Horsens – jeg er slet ikke i tvivl :-)
Fr. Møller - mandag 14. januar 2008 klokken 18:20
Liselotte – du ved jo, at jeg godt ved, hvordan du tænker *G*. Og ja, jeg er nem at genkende blandt de mange andre originaler i en by af den her størrelse. Pluto kan jo ikke se ret meget, og der er mange kælderhalse på vor vej. Så dem er jeg nødt til at “snakke ham udenom” – det er vi ved at være rigtig gode til. Stilen spoleres dog en del, når en grå skygge springer ud af ingenting – smider sig på fortovet foran os og vil kløs på maven *G*. Hunden, der som sagt næsten er blind, snubler over katten, som bliver skideforskækket og liige minder om, at hun har søm i handskerne.
Når jeg har grinet af, tøjrer jeg hunden til nærmeste lygepæl. Samler mislingen op og bærer hende hjem – helt hjem. Ellers kan jeg nemlig lege “trappeartist” med hende i op til en halv time – hun elsker det. Så henter jeg hunden, som i mellemtiden er faldet i søvn. Bærer ham op ad trapperne. Landsætter ham. I mellemtiden er katten smuttet ud af min fordør, så vi alligevel får leget trappeartister.
Jo – jeg er nem at genkende *G*. Det trøster mig dog, at folk ikke griner helt så meget, når jeg ikke har dyrene med.