49

Ilddåb

De sidste timer er brugt i godt selskab  ved spisebordet i køkkenet og jeg har overskredet endnu en grænse. Jeg ender vel med at få hår på brystet og et billede, som stemmer lidt mere overens med virkeligheden…

Visit

Jeg har haft besøg af en journalist fra Nordjyske, som gerne ville høre lidt mere om det at have og drive en weblog. Det var treogtyve splitsekunder fra, at jeg havde sagt, at jeg ikke kunne alligevel, for jeg kan slet ikke finde ud af den opmærksomhed, som denne her weblog afføder.

Jeg tror stadig, at jeg er omtrent anonym. Jeg tror stadig, at jeg skriver for mig selv og så er jeg ikke dummere, end jeg er klar over, at der også er jer læsere, men altså… der er jo bare mig… og så lige jer, ikke… og så er det jo ikke så mange, vel… og hvem i alverden skulle også interessere sig for det her hjørne af internettet?

Det er så ambivalente følelser jeg har omkring det her, at jeg endnu ikke har fundet ud af, hvad jeg i virkeligheden føler, tror, tænker og mener. Jeg bryder mig ikke om opmærksomheden. Jeg bliver til Liselotte på 8 år, som helst gemmer sig i et hjørne og lader de andre om at snakke. Jeg bliver hende, som ville foretrække, at jeg havde en stand-in, som kunne overtage og samtidig, så synes jeg egentlig også bare, at hende Liselotte skulle tage sig gevaldigt sammen og se af at komme op af starthullerne, for den slags har vel potentiale, når først der er taget hul. Læring er det i hvert fald.

Dybest set handler det vist om, at jeg ikke kan forstå, at der stadig er mennesker derude, som kan finde det interessant, at snakke med mig. Banalt, men sådan er det. Og så er jeg genert. Jo, det er jeg vist dybest set. Larmende genert. Det kan man vel også være?

Glimt af mig

I dag er jeg bare et par forholdsvis anonyme støvler i lokalbilledet. I morgen er det måske anderledes. Der var nemlig – ifølge ham selv – fotograf fra verdens fineste mediehus med. Han tog billeder og han sagde, at jeg skulle med på dem. Fandens!

Du vil sikkert også kunne lide