Når jeg har grinet af, tøjrer jeg hunden til nærmeste lygepæl. Samler mislingen op og bærer hende hjem – helt hjem. Ellers kan jeg nemlig lege “trappeartist” med hende i op til en halv time – hun elsker det. Så henter jeg hunden, som i mellemtiden er faldet i søvn. Bærer ham op ad trapperne. Landsætter ham. I mellemtiden er katten smuttet ud af min fordør, så vi alligevel får leget trappeartister.

Jo – jeg er nem at genkende *G*. Det trøster mig dog, at folk ikke griner helt så meget, når jeg ikke har dyrene med.

Jeg tror til hver en tid, at jeg ville genkende dig, hund og kat, hvis jeg kom forbi Horsens – jeg er slet ikke i tvivl :-)

For et par år siden lagde jeg selv tanker til en artikel i den lokale avis om weblogs. Min betingelse var faktisk, at jeg ikke ville lægge genkendeligt billede til. Ikke fordi jeg ikke gerne står ved, hvem kvinden bag valkyrien er. Men faktisk netop fordi jeg overhovedet ikke har lyst til at blive “kendt” i mit lokalsamfund. Synes sgu, jeg er kendt nok, når jeg går ture med en blind hund i snor og en legesyg, forvokset kattekilling dansende om benene *G*.

Edit Delete

Fantastisk blog – jeg har læst med den sidste halvanden uge, og du har inspireret mig meget. Jeg elsker selv at fotografere, og nu skal jeg altså til at tage nogle flere billeder. Strik har jeg i mange år ikke været så vild med, da min mor gik amok i 80′erne med hjemmestrik og garner, men det har din hjemmeside ændret, jeg tror det er lige før jeg selv griber pindene i løbet af 2008. Sådan kunne jeg blive ved.

Men jeg ville så gerne vide hvor de fine hvide fyrfadsstager på billedet er fra, for sådan nogle kunne jeg godt tænke mig?

Mange hilsner

Lisbeth ;o)

Du inspirerer mig til det der overskud i hverdagen, til at holde liv i min egen blog, til at strikke, bage – ja bare være kvinde på godt og ondt.

Anonym eller ej. Det vigtigste er vel at du gør en forskel. Det må føles så godt. Og noget jeg selv stræber efter her i livet.

Så tak – også fra mig
Annedorthe

Tak for de meget smukke ord allesammen – de varmer dejligt… og så ville et flyverskjul hos dig, Susan, nok ikke være så tosset endda, men jeg tør ikke tage støvlerne med :-)

Anonym, nej det er du ikke mere, men kendt paa den lidt anonyme og gode maade er du, du skal foerst blive bekymret naar Se og Hoer ringer og du opdager fotograferne foelger efter dig naar du koerer rundt i Aalborg ;-)

Flyverskjul tilbydes selvfoelgelig ogsaa her … ogsaa til stoevlerne

Artiklen kommer i vores lokaltillæg på mandag, så jeg tvivler på, at det kan læses af andre end dem, som køber en papirudgave heroppe ;-)

Og selv om jeg bestemt ikke selv er genert, så kan jeg sagtens genkende den der med, at opmærksomheden gør en rød i kammen og underlig til mode – men jeg kan love, at når det har stået på et stykke tid bliver man mere rolig på indersiden – for som regel går det jo fint og de fleste journalister viser sig at være meget venlige mennesker – og det er jeg sikker på også er tilfældet her.

Håber du kan linke til artiklen, så vi kan læse med herovre på djævleøen :-)

Man griner, græder, bliver vred og glad med dig. Man bliver simpelhen inspirere af dig og tanker sættes gerne i gang. Man føler at man “ser” noget af mennesket bag. Det er det der gør denne blog så unik for mig.