25

Tankespiraler

Jeg har været i godt selskab denne weekend. Det allerbedste faktisk. Jeg elsker, når mennesker omkring mig, tvinger mig til at sætte ord på nogle af mine frustrationer og jeg har en veninde, som er rigtigt god til at hjælpe mig med det.

I søndags faldt talen på webloggen, prisen jeg fik, det offentlige rum kontra det private, hvad det betyder for mig, at skrive herude og hvad det gør ved mig, at være offentlig både på bloggen, men også i forbindelse med interviews.

Jeg er så ambivalent omkring det, at det var en rigtig svær prøve hun satte mig på, da hun bad mig beskrive, hvorfor jeg ikke bryder mig om opmærksomheden. Hun kender mig rigtigt godt, så hun er god at tale med, for der er ikke noget med at snige sig udenom. Tænk og tal!

Jeg har intet problem med det jeg skriver herude. Jeg har et problem med at blive bedt om, at optræde offentligt.

Det handler om kontroltab og det har jeg aldrig været i tvivl om. Det handler om, at jeg mister retten til filter, når andre skal formidle mig, for jeg er jo ikke kun det, jeg skriver herude. Jeg er så meget mere og jeg redigerer. Du ser mig ikke på en søndag, hvor jeg er grim ud over enhver fatteevne. Du ser ikke mine skyhøje bunker af vasketøj. Du hører ikke, når jeg bander, som en havnearbejde – det er forøvrigt noget, jeg er rigtigt god til…

Hun giver mig eksempler. Hun ved godt, at når jeg skrive hudløst ærligt omkring mine følelser i forbindelse med Alexander, så er de allerede bearbejdet i en eller anden grad. Ellers kunne jeg ikke skrive om dem. Hun ved, at når jeg skriver om hverdagen, er den redigeret i en eller anden form. Den er i hvert fald gradbøjet med mellemrum, fordi den skal være det, for ikke at udlevere nogen. Hun ved, at ved siden af billedet af blomsten står en fandens høj bunke endnu ikke sorterede blade og så videre…

Hun ved, fordi hun er en del af mit liv, at jeg skriver med filter. Et filter, som skal udgøre skillelinjen mellem det personlige og det private og hun rammer rigtigt, når hun anfører, at det handler om kontroltabet. At jeg mister redigeringsretten. At jeg bliver klædt nøgen, for det er jeg jo aldrig herude. Her er jeg sommerklædt, vinterklædt, klædt ud og pakket ind – helt som det passer mig, for jeg bestemmer.

Jeg er også bare mig og jeg er dybest set ikke særligt interessant. Jeg er jo bare mig! Et helt almindeligt menneske med en skrivekløe ganske vist, men de fleste vil nok medgive mig, at jeg er temmelig gennemsnitlig.

Samtidig er jeg sådan en, som elsker at optræde på slap line. Også gerne med mig selv som det tåbelige eksempel, som andre kan grine af. Jeg elsker at undervise/formidle viden og jeg tror, at jeg er god til det. Når jeg træder op foran en forsamling og ved, at nu skal jeg fortælle dem om et eller andet emne, er jeg faktisk i mit es. Jeg er sjov, selvsikker og i den grad klar til at underholde. Bare jeg ved, at det ikke handler om mig, men om noget andet, så kom an.

Jeg er også sådan et menneske, som ikke bekymrer mig særligt meget om, hvad andre mennesker måtte tænke om min måde at leve på. Jeg blander mig heller ikke meget i deres valg her i livet, for det handler dybest set om, at man skal være glad, der hvor man er. Det er jeg god til at være. Det er en gave og det gør, at jeg fremstår utrolig stærk. Det er jeg også, når jeg selv sidder ved roret.

Jeg er fuldstændig sikker på mig selv. Jeg ved, hvem jeg er. Jeg ved, hvad jeg kan. Jeg ved, hvad jeg vil.

Jeg vil

selv

bestemme.

Det er retten til det, jeg mister, når andre skal formidle mig. Så bliver jeg hundeangst. Det er vel helt menneskeligt og sådan fik jeg endnu en gang slået fast, at jeg er helt igennem gennemsnitlig. Ah…

Du vil sikkert også kunne lide