Mine bogmærker holder fri. De hænger lige ved siden af mig og minder mig om, at der var engang, hvor jeg altid havde mindst én god bog i gang. Lige nu er der ingen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har svært ved at koncentrere mig om at læse.
Posttraumatisk stress lyder dramatisk, men vi er en familie, som er ramt noget så eftertrykkeligt og selv godt et år efter Alexanders død, trækker det sidste år af hans liv lange og seje spor. Ét af dem er min manglende evne til at fokusere med mellemrum. Der skal uhyggeligt lidt til, at udefrakommende ting spolerer min evne til at disponere, tænke strategisk og i det hele taget overskue. Så må jeg fravælge bøgerne til fordel for noget andet, som ikke kræver koncentration. Sådan er det for øjeblikket, hvor jeg i stedet koncentrer mig om små, overskuelige projekter. Jeg gør det uden ærgrelse. Jeg ved nemlig, at det igen vender og tiden til gode bøger vender tilbage. Jeg kan slet ikke vente.
14 kommentarer
Yrsa
21. januar 2008 at 09:45Kender det godt og er begyndt at øve mig lidt i at være “impulsiv”
Ikke at vi har mistet eller mister, men når den store (12 år når han at blive inden) er flyttet så bliver der pludselig OCEANER af tid til at være impulsiv, men jeg er helt sikker på at det kræver tid og øvelse at komme tilbage dertil hvor man kan gøre lige hvad man har lyst til.
Jeg glæder mig….. ikke mindst til igen at kunne læse en bog.
Helle K.
20. januar 2008 at 21:28Ting ta’r tid …
Liselotte
20. januar 2008 at 18:39Irene, det gør vi og vi finder vej… langsomt, men sikkert :-)
Karen-Ditte, du har helt ret. Fokus flyttes og måske kommer der nye lidenskaber – de vil være velkomne :-)
Karen-Ditte
20. januar 2008 at 15:58Kære Liselotte, nogen gange er man simpelthen også forandret – noget har skudt én ud af en bane og ind på en ny. og når man fodfæste igen vil du måske opdage at det der før var en lidenskab er skiftet ud med andre lige så betydningsfulde lidenskaber. Måske kommer der noget ind som du faktisk fordyber og koncentrere dig om – måske er det bøger, måske er det noget andet.
Karen-Ditte /Slangerup
Irene
20. januar 2008 at 15:55Alexander liv bragte megen skønhed med sig og kærlighed og nogle tunge åg var der også at bære. Livets vej finder sin gænge og imens lever du og Kenneth og Oline. Knus!
Liselotte
20. januar 2008 at 14:48Jeg tager den tid, som er nødvendig. Jeg kan ikke andet. Jeg er tålmodig, for der er meget at lære undervejs i sådan en proces. For mig er det en lang række nye erkendelser, som allesammen er gode for mig, så jeg ser det næsten som en gave, at være nødt til at gå min vej. Jeg ville ønske, at årsagen var en anden, men jeg bliver hele tiden klogere på mig selv og det kan vist kun ses som en foræring.
Lotte
20. januar 2008 at 14:24Nej posttraumatisk stress, det er lige præcis, hvad det er. Og gid flere kendte sådan et livsvilkår. Ja altså forstå mig ret :-)
Måske det kunne generere lidt mere accept og mindre pacen enhver frem, der må standse op på livets vej fordi skæbnen rammer ubarmhjertigt ned.
Godt du er god til at erkende vilkåret. Kræv din ret i den forbindelse. Tiden fikser det ikke, men den udhvisker, og pludselig kan du læse et helt bibliotek igen :-)
Sifka
20. januar 2008 at 13:43Da jeg og min lille familie stod i vores værste mareridt, forklarede min læge, at det svarede til at vi var blevet kørt over af et expresstog, hverken mere eller mindre. Jeg er så småt begyndt, at læse igen, men underlig nok har jeg ikke tænkt på sammenhængen. Det var faktisk rart at få det sat på plads, så tak derfor.
et cetera
20. januar 2008 at 13:22Liselotte, det kan meget vel være tilfældet – at de efterdønninger I oplever faktisk ER posttraumatisk stress. Jeg står jo selv midt i det – og ét af mine “symptomer” er præcis “svigtende” koncentration i forhold til at læse bøger – men som du ganske rigtigt skriver, så går livet fremad og det trækker os med – og selvom ting ta’r tid, så sker der udvikling – og bøgerne, de render jo ingen steder, vel :-)
Jeannette Mariae
20. januar 2008 at 13:21At miste et barn er den største sorg et menneske kan opleve. Den største proces et menneske kan gå igennem. Jeg ved, hvordan det mærkes og føles, for jeg har selv været i den situation. Mit barn var bare meget, meget lille. Det tog lang tid for mig at tilvælge livet på ny, men jeg kom igen stærkere end nogen sinde før. Det var en åbning til at tilvælge livet lyseste sider. Jeg ser og mærker fortat skyggerne, dem er der også plads til. For mig bragte modet til at leve med sorgen midt i glæderne og lyksaligheden en hel ny dimension ind i mit liv. Vi skaber selv denne glæde eller lader glæden spejle sig i andres glæde, det gør den kun større. Det bringer du til mig med din blog, Liselotte – Tak af hjertet ;-)
Lisbeth
20. januar 2008 at 12:45Ja, ting tager tid, og tit reagerer kroppen først, når der er tid/ro og ressourcer til det. Meget hensigtsmæssigt. Jeg er enig med Johanne i, at det er beundringsværdigt, så klartsynet, du er, og tålmodig. God søndag til dig og dine, samt dine små projekter, som også er spændende at følge.
Liselotte
20. januar 2008 at 12:40Johanne, tingene tager tid. Lang tid. Jeg ved, det vender, så jeg venter tålmodigt :-)
Bitten
20. januar 2008 at 12:37Liselotte, jeg vil bare fortælle at jeg linker til din blog fra min. :o)
Jeg er meget ydmyg i min medlæsning her hos dig.
Dit livssyn og de indblik du giver os læsere er meget inspirerende.
Tak.
Johanne
20. januar 2008 at 12:16Jeg synes slet ikke, det lyder spor dramatisk. Det er fantastisk så klartseende du er, Liselotte. Du tackler Jeres situation helt fantastisk flot (og jeg VED godt, at vi mest får de gode tanker her på bloggen) men alligevel….blot at holde det for øje dag efter dag, det er en præstation uden lige.
Dyb respekt for dig og dine.
Fortsat god og forhåbentlig solrig søndag. Bøgerne skal nok komme igen, det kender jeg også til fra mig selv :-)