Jeg har én gang været i gang med dette mønster. Så blev mine noter omkring mønstret væk og jeg opgav og lod strikketøjet hvile. Efter en tid, trævlede jeg det op og satte garnet tilbage i reolen. Sådan skulle det nok være, mente jeg.
I går faldt jeg over mønstret og fandt garnet frem igen. Jeg synes det er så smukt og meget dekorativt, så nu strikker jeg igen på livet løs, eller det er måske en overdrivelse, for arme og skuldre kræver hyppige pauser, men jeg strikker da.

Jeg kalder mønstret Kogler, fordi jeg synes det ligner små kogler, som ligger tæt. Andre ville måske synes, at det ligner flammer, men i grunden er det ganske og aldeles ligegyldigt. Kald det hvad du vil.
Dette her ender som endnu en halsklud, men mønstret kunne være smukt, som bol på en kort cardigan, så jeg er ude i overvejelser omkring fremtidige strikkeprojekter, for der er også lige denne her, som frister frygteligt og så var der jo Ella Jacket, som også gerne skulle på pindene.
Har du lyst til at give dig i kast med mønstret, kommer her en beskrivelse:

Kogler
Mønstret er deleligt med 10 +1 og løber over 16 pinde, men er lynhurtigt memoreret.
At mønstret er deleligt med 10 +1 betyder, at der skal slås 11, 21, 31, 41eller 101 masker op. Ti ganget med et eller antal, som passer med din ønskede bredde plus den sidste, ekstra maske.
1. Række: (forsiden) 1 r, *slå om, 3 r, (tag 1 m løst af p, strik 2 m ret sm, løft den løse m over), 3 r, slå om, 1 r*; gentag fra stjerne til stjerne til enden af pinden.
2. Række: Vrang.
Gentag disse to pinde 3 gange mere.
Række 9: 2 r drejet sammen, 3 r, slå om, 1 r, slå om, 3 r, *(tag 1 m løst af p, strik 2 m ret sm, løft den løse m over), 3 r, slå om, 1 r, slå om, 3 r*; gentag fra stjerne til stjerne til de 2 sidste masker, som strikkes sammen.
Række 10: Vrang.
Gentag disse 2 pinde 3 gange mere.
Et lille fif…
Hvis du vil strikke et halstørklæde, kan du med fordel lave en kant med retmasker, for at gøre strikken mindre tilbøjelig til at rulle. Slå ekstra 6/8 masker op og strik henholdsvist 3/4 masker ret i hver side på alle pinde, inden du påbegynder mønster.
God fornøjelse, hvis det skulle friste :-)























Jeannette Mariae - søndag 27. januar 2008 klokken 11:25
Jo, jeg bliver i alle tilfælde fristet. Gemmer strikkeopskriften til en senere lejlighed ;-) Dejligt at se dine kreationer, Liselotte
Liselotte - søndag 27. januar 2008 klokken 11:49
Du gemmer bare, Jeanette Mariae, for den slags kan sagtens vente :-)
Sifka - søndag 27. januar 2008 klokken 11:49
Liselotte, du skulle bare have pippet, så havde jeg sendt det til dig. Jeg har det liggende:) Det ser godt ud, og det er dejligt, at du er kommet i gang igen så småt. Jeg selv er startet på et enkelt lille stykke, som er rart for fingrene, men jeg glæder mig til foråret, hvor kulden for alvor slipper fingrene fri.
Liselotte - søndag 27. januar 2008 klokken 11:52
Årh Sifka… det skulle jeg da så. Så var jeg sluppet for dobbeltarbejdet, men skidt, processen er jo en stor del af fornøjelsen.
Ja, det er noget skidt, når udefrakommende ting bestemmer over vores led, Sifka, men jeg håber snart det vender og så skal der strikkes for alvor… :-)
Anne - søndag 27. januar 2008 klokken 12:31
jeg nupper lige mønsteret, godt at have på lager…måske hvis jeg skal strikke med Sifka engang igen.
Liselotte - søndag 27. januar 2008 klokken 12:33
Det skal du da, Anne… og så er det godt at have noget, at trække op af hatten :-)
Stine - søndag 27. januar 2008 klokken 12:34
Hvor ser det godt ud. Jeg skal nok lige fortsætte med nogle andre begynderprojekter, men du bliver lige gemt i foretrukne til inspiration :)
Liselotte - søndag 27. januar 2008 klokken 12:38
Stine, det er et godt mønster, også til ikke så øvede strikkere, så du kan med sindsro kaste dig ud i det :-)
Stine - søndag 27. januar 2008 klokken 12:41
Indtil videre kan jeg kun strikke ret ;) Men jeg har blod på tanden og når jeg er igennem mit halstørklæde begynderprojekt så skal jeg helt sikkert prøve noget nyt :)
fabelaktiv - søndag 27. januar 2008 klokken 15:45
Så fint! jeg liker godt bærestykket på denne: (http://www.garnstudio.com/lang.....mp;d_id=24), men synes den nedre delen er nokså kjedelig, kanskje jeg kunne byttet ut med ditt mønster i stedet? (og forlenge ermene en del cm;)
Liselotte - søndag 27. januar 2008 klokken 15:57
Stine, du skal nok komme efter det med den indstilling :-)
fabelaktiv, det var da en god idé at bytte det ud. Det er bestemt et forsøg værd, synes jeg :-)
Anna-Lise Ravn - søndag 27. januar 2008 klokken 15:59
Hvor er det et flot “koglemønster” Tak for det!
Liselotte - søndag 27. januar 2008 klokken 16:13
Selv tak, Anna-Lise :-)
Anne Dyrholm Stange - søndag 27. januar 2008 klokken 16:22
Åh ja, godt du husker mig på, at dette skønne mønster også findes :-)
Måske skulle man…
Halsklud, hmm…
Garn, hvad mon der er…
Liselotte - søndag 27. januar 2008 klokken 17:40
Man ka’ jo ikke få for mange halsklude, Anne… vel? ;-)
Pernille - søndag 27. januar 2008 klokken 17:41
….og hvordan er det lige man drejer 2 r sammen??
*suk* jeg er da bare så håbløs til den slags :-(
Pernille - søndag 27. januar 2008 klokken 17:43
Undskyld ;-)
HAR fundet din udførlige vejledning fra sidste gang, jeg spurgte :-D
Stine - søndag 27. januar 2008 klokken 17:58
Jeg håber du har ret Liselotte. Jeg er rigtig dårlig til at lære nyt, jeg vil kunne det hele med det samme. Netop derfor er jeg rigtig glad for at jeg synes det er hyggeligt at strikke ret, så skal det nok komme det hele :)
LindaT, kastrup - søndag 27. januar 2008 klokken 19:04
Har straks gemt dit mønster, dejligt til et halstørklæde. Der er lige et andet projekt på pindene lige nu som skal strikkes færdigt før jeg begynder på noget som helst andet. (i hvertilfælde hvis nogen spørg’) Men der kan snige sig småprojekter ind fra venstre – det er jo hårdt at sidde med en hel trøje, bilder jeg mig selv ind)
Liselotte - søndag 27. januar 2008 klokken 19:19
Pernille, du KAN godt! ;-)
Stine, du skal bare have tålmodighed – og forøvrigt er ret en af mine yndlinge. Det er smukt med alle de riller, synes jeg :-)
Linda, jeg strikker altid på flere ting ad gangen, så jeg holder så absolut med dig ;-)
Pernille - søndag 27. januar 2008 klokken 19:47
OK – altså hvis du siger det ;-)
Så er derkun ét lillebitte spørgsmål – når nu du siger 10+1 , er det så 10+1 pr. mønsterstykke eller bare 10x? + 1 i alt?? Altså hvor mange masker skal jeg lige slå op til at starte med??
Ja ja, jeg ER jo strikkemongol, men fandt dog ud af dit bølgehæklemønster uden (ret mange) gentagelser ;-D
Liselotte - søndag 27. januar 2008 klokken 19:52
Jamen jeg kaster gerne yderligere lys over mysteriet, Pernille :-)
At mønstret er deleligt med 10 +1 betyder, at der skal slås 11, 21, 31, 41eller 101 masker op. Ti ganget med et eller antal, som passer med din ønskede bredde plus den sidste, ekstra maske.
Stine - søndag 27. januar 2008 klokken 20:37
Jeg kan også godt lide ret – og et halstørklæde i ren ret kan også se godt ud, less is more ;)
Pernille - søndag 27. januar 2008 klokken 21:00
AHA – 1000 tak, Liselotte – nu vil jeg forsøge mig :-)
Liselotte - søndag 27. januar 2008 klokken 21:07
Stine, helt sikkert, så du kan da roligt være stolt :-)
Pernille, du er sikkert ikke den eneste, som kommer i tvivl, så det var godt, at du spurgte :-)
Gitte - søndag 27. januar 2008 klokken 21:28
Tusinde tak Liselotte.. Det er et smukt mønster:-) Dejligt du gider dele med os. Det kunne være rigtig flot i en lille top her til sommer. Måske med påfugle forneden, et lille hulmønster og dine kogler foroven.
Liselotte - søndag 27. januar 2008 klokken 21:38
Det lyder smukt, Gitte… så det er bare med at komme i gang :-)
Helle C - mandag 28. januar 2008 klokken 09:05
Hej LiseLotte, det er et meget smukt mønster, det er gemt og skal prøves på den næste halsklud, så det kan jo ikke vare længe.
Liselotte - mandag 28. januar 2008 klokken 09:06
Rigtig god fornøjelse, Helle :-)
Tina - omme i London - mandag 28. januar 2008 klokken 12:15
Fedt, tak for den. Moensteret er ogsaa godt til et barnevognstaeppe eller en cardigan – ja, faktisk kunne man bruge det paa alt muligt. :)
Dana - mandag 28. januar 2008 klokken 15:13
Det er en klassiker, du har fundet frem der – og navnet er nok osse husket rigtigt. Det hedder ‘Shetland Fir Cone’ – hvilket betyder fyrrekogle fra Shetlandsøerne ;o)
Jeg har det på diagram og deler gerne hvis du er interesseret. Det letter strikningen.
Liselotte - mandag 28. januar 2008 klokken 16:24
Tina, det kan anvendes til det meste. Det bedste er, at det er nemt at huske – altså mens man har det mellem hænderne, for erfaringen viste mig, at der ikke skal gå al for lang tid mellem aktiviteterne ;-)
Dana, det er nemlig en klassiker. Min farmor var meget glad for det, husker jeg.
Tak for tilbud om diagram, men vi er jo forskelligt indrettet, så for mig er det nemmeste at strikke efter ord og ikke diagram. Til gengæld er der måske andre læsere, som gerne ville have det som diagram, så er det et vi kan publicere uden problemer, vil jeg meget gerne lægge det ud her :-)
Slagt en hellig ko… » Tørt og klart - tirsdag 4. marts 2008 klokken 17:30
[...] er de gode, gamle kogler i ny anvendelse, for her strikkes de med udtagninger, så sjalet langsomt vokser frem, efterhånden [...]
Line - torsdag 6. marts 2008 klokken 18:55
Hmm…. Det der diagram? Er det for sent at få nallerne i det? Jeg er ret forelsket i mønstret, men er helt ny strikker, og forstår altså ikke heeeelt opskriften….
Liselotte - torsdag 6. marts 2008 klokken 19:11
Line, der er ikke noget diagram, men kun opskriften ovenfor.
Ulla - tirsdag 11. marts 2008 klokken 18:07
øh lige et af de dumme spørgsmål igen, når du strikker to ret sammen gør du det så ved at tage en løst af og trække den over den strikkede, eller strikker du bare almindeligt to ret sammen, jeg syntes det virker svært at gøre det på den almindelige måde med de tykke pinde (str 4).
Liselotte - tirsdag 11. marts 2008 klokken 18:34
To ret sammen er bare to ret sammen og ikke en løs maske over en anden. Det er to ret sammen og så den tredje maske, som tidligere er taget løst af, som trækkes over den nye maske :-)
Ulla - tirsdag 11. marts 2008 klokken 18:40
Takker, det fortsætter jeg med så :-)
Liselotte - tirsdag 11. marts 2008 klokken 18:48
God fornøjelse, Ulla :-)
Stines Blog » Blog Archive » Lille verden - fredag 21. marts 2008 klokken 16:35
[...] at lære at strikke andet end ret… Jeg tror, at garnet kan være fint til et tørklæde med Koglemønster. Det påstår Liselotte skulle være begyndervenligt… Vi får [...]
Anette B - fredag 21. marts 2008 klokken 17:07
Det frister. Det må være mit næste projekt – at forsøge at lave et “kogle-tørklæde”
Tak for opskriften Liselotte :)
Lone Christiansen - fredag 9. maj 2008 klokken 18:10
Hej Liselotte.
Fantastisk hjemmeside.
Jeg er også vild med dit koglesjal. Nu har jeg lært mønstreret, men er nok en af dem der skal have ting skåret ud i pak og bøjet i neon.
Hvordan strikker jeg det som et shetland triangle ( altså et trekantet sjal). Hvad starter jeg med og skal der tages ud/ind? Hjælp.
Håber jeg kan strikke 100 af dem. De er bare fantastiske.
Venlig hilse Lone
Liselotte - fredag 9. maj 2008 klokken 21:59
Shetland Triangle er et mønster, som findes i bogen Wrapstyle, som du måske kan være heldig at låne på biblioteket, Lone. Vær opmærksom på, at mønstret er på engelsk.