Vi er hjemme igen efter en tur ind forbi Alexander. Oline ville med, så vi hentede hende fra skole og kørte ind på kirkegården. Det blev en herlig oplevelse, som gjorde dagen til noget helt specielt godt i stedet for noget frygteligt trist.
Vi mindedes alt det sjove, tændte lys og snakkede om, at Alexander, på trods af sine fysiske begrænsninger, er et af de mest betydningsfulde mennesker i vores liv. Han er formentlig den person, som når vores liv ender, vil have haft den absolut største indflydelse på vores personlige udvikling.
Alexander vil have haft afgørende betydning for, hvordan vi ser verden. Han vil fremover være bestemmende for, hvordan vi møder vores medmennesker. Han vil have været bestemmende for, hvordan vi vælger at tackle de udfordringer, som alle mennesker møder på livets vej og han vil, med sin altid ukuelige evne til at trodse modgang, have været den bedst tænkelige rollemodel og en konstant inspiration.
Han har gjort os rigere på det menneskelige plan og han har udvidet vores horisont, som ingen anden sikkert siden når at gøre det. Han var her kun for en kort bemærkning, men sikke en af slagsen.
Vi var heldige, at han faldt i vores families turban.
18 kommentarer
Liselotte
6. februar 2008 at 14:21Nej, det ville vi absolut ikke, Karin. Alexander var en gave. Han gjorde mig til et forandret menneske.
Karin
6. februar 2008 at 12:57Så måtte jeg overgive mig! Mine øjne er våde og du beskriver Alexanders liv og efterglød så smukt. Jeg tror jeg særligt røres fordi jeg føler mig beslægtet med erkendelsen af at vores værste udfordringer også ofte er vores største velsignelser – eller turbanappelsiner. Vi lærer og bliver berørt og forandret for livet; og selv om drømmen var anderledes så vil vi aldrig være foruden.
Mette
5. februar 2008 at 22:52Han holder øje og er stolt af jer Liselotte .. dejligt at læse at dagen blev god.
Susan
5. februar 2008 at 22:41Hvor er det dejligt at hoere at I har faaet noget godt, varmt og dejligt ud af dagen.
I er heldige at Alexander faldt lige i jeres turban, og han er heldig at han faldt lige der.
Katja
5. februar 2008 at 22:36Øv jeg glemte et lille IKKE:
Og tro mig I bliver ved med at huske dele af appelsinen som I IKKE erindrer i dag…
Katja
5. februar 2008 at 22:33Os som læser med udefra kender Alexander som den smukke glatte, modne appelsin – som vi indimellem får lov til at kende bedre når du løfter på skralden – Men I (hans nærmeste) kender alle hans lag – alle bådenes former – duft og smag og det skal I bringe frem for hinanden når savnet bliver for stort. Og tro mig I bliver ved med at huske dele af appelsinen som I erindrer i dag….
Tillykke med Alexanders fødselsdag.
Hilsen Katja
Marianne
5. februar 2008 at 19:30Nemlig – i var heldige at blive beriget med Alexandra, der lærte jer at farven grøn ikke bare er grøn, men at grøn er mange ting.
Valdemarsro.dk
5. februar 2008 at 19:07Jeg er løbet helt tør for ord, Liselotte. -jeg er rørt helt ind i hjertet!
Hvor er jeg glad for, at I har været så heldige at få så skøn en appelsin i jeres turban.
Jeg er glad for at dagen blev en god dag!
kokken på blokken
5. februar 2008 at 18:57Tak for at du, som så mange gange før, har overskud til at dele tanker og følelser med os andre. Kram fra vestjylland til Gug ………
Liselotte
5. februar 2008 at 18:47Dagen er fortsat god. Vi klarer os fint igennem og varmer os ved tanken om, at vi fik lov til at kende Alexander. Vi var heldige :-)
Tak for jeres smukke ord :-)
Nina
5. februar 2008 at 17:20Tænkte fuldstændig de samme tanker som Andrea, hvor er han et fantastisk væsen, ham Alexander. Ikke nok med at han faldt godt og trygt i den turban, der er jer, men han er så sandelig også, gennem dine ord, en inspiration og rollemodel for alle os andre. Selv nu, hvor han ikke er fysisk til stede, men så til gengæld så meget mere til stede i ånden! Tak fordi du deler ham med alle os andre. Vi ville have været fattigere uden!
Og dejligt at høre, at dagen blev til at bære og lidt mere til! :o)
Dorte/Tusindfryd
5. februar 2008 at 17:04Hvor jeg under jer det….
et cetera
5. februar 2008 at 17:04– og sikke et eftermæle at sætte sig – det kan ikke være smukkere eller mere livsbekræftende. Gid nogle af os andre får mulighed for at sætte bare noget af det “aftryk” på vores omgivelser som Alexander formåede!
Lotte
5. februar 2008 at 16:45Og hvilken turban!!!
Andrea
5. februar 2008 at 16:38Hvor dejligt at høre, at det slet ikke var tungt, men en herlig oplevelse at besøge ham, Alexander, appelsinen.
Og tænk engang, hvordan der nu omkring jeres elskede og savnede appelsin breder sig ringe til alle os andre, som han og I bevæger og berører.
Irene
5. februar 2008 at 16:34Uhm! Det er den saftigste post længe! Alexander presser stadig appelsinen! Elsket, elskelig, livet!
Knus! Stort og godt!
Liselotte
5. februar 2008 at 16:29Det gjorde den, Anne – meget bedre, end jeg havde frygtet :-)
Anne
5. februar 2008 at 16:28Ja, og Alexander var heldig at “falde i” hos jer. Dejligt at læse at dagen blev god :-)