80

En fødselsdag, som aldrig blev

I dag ville Alexander være fyldt atten. Det er en underlig dag, som efterlader mig vingeskudt på mere end én måde. Dagen minder mig om tabet og lader mig mærke smerten, der er forbundet med det tab. Jeg har været frygtelig tyndhudet i et stykke tid og jeg har let til tårer. Sådan må det være.

Samtidig tænker jeg også, at der er ting, vi er blevet forskånet for. Både Alexander og hans pårørende slap for det sværeste, nemlig at han skulle flytte hjemmefra. Det var aldrig blevet godt nok. Det ville være en lang række af kompromiser og en nødvendig erkendelse af, at ingen kunne eller ville lægge lige så meget energi i hans livskvalitet, som vi magtede, fordi vi var hans forældre og elskede ham betingelsesløst.

Det ville have kostet frygtelige sår i vores hjerter og en livslang smerte over, at det ikke kunne gøres bedre.

Han og vi blev forskånet for kampen for et værdigt voksenliv og med de erfaringer vi havde gjort med vores samarbejdspartnere, var det blevet en uendelig lang og sej kamp, som havde krævet en energi, vi til sidst slet ikke havde.

I små øjeblikke overmandes jeg af dårlig samvittighed over, at jeg får vendt tabet til noget positivt, men det er vel sådan, vi mennesker overlever.

Atten

I morgen aften kommer der en dokumentarudsendelse på DR. Alt for Martin er en rejse gennem et liv, som aldrig nogensinde var nemt. Et liv fyldt med udfordringer, som ind imellem krævede så utroligt mange kræfter af Martin og hans nærmeste, at det var svært at finde dem.

Martin døde i 2007. Martin og Alexander gik i børnehave sammen. Jeg ved præcis hvor blød Martins kind var, hvor lange hans øjenvipper var og hvor blidt hans smil altid var, når vi hyggesnakkede om alt og ingenting. Jeg vidste ikke, at Martin er død og endda så tæt på tidspunktet, hvor vi også mistede Alexander.

Nu har jeg efterhånden set traileren til den udsendelse så mange gange, at øjnene næsten ikke rummer flere floder, for hver eneste gang jeg ser det sidste klip med Martin og Anette, er det som at være sammen med Alexander de sidste timer af hans liv.

Jeg ved ikke hvordan Martins forældre kommer gennem sorgen og tabet. Jeg ved, hvordan jeg gør. Jeg opsøger ikke smerten, men når den opsøger mig, er jeg ikke bange for den og kan sagtens være i den. Jeg vælger den til, når den kommer på visit. Jeg tror den kommer, fordi jeg har brug for den. Jeg tror, at den er nødvendig, for at komme videre. Jeg tror, at det skal gøre ondt og jeg bliver i det, til det ikke længere fylder og jeg oplever hjertet blive en lille smule lettere.

I dag er en af de dage, hvor det gør ondt, men samtidig ikke nær så ondt, som jeg havde frygtet. Det bliver lettere med tiden, men tårer løber man aldrig tør for. Det ved jeg nu.

Du vil sikkert også kunne lide