I den sidste rest aftensol deler Kenneth og Oline bænk. Jeg sidder nede på mit værelse, lige ved siden af, og kan høre dem snakke sammen. De kommer vidt omkring. Jeg er stille. Jeg lytter og smiler ved mig selv, for de er så lig og alligevel så forskellige.
De snakker computer, processor, ram og belastning af systemer, som til sidst har så meget åndenød, at de puster og stønner.
Oline kan ikke spises af med en enkel forklaring. Detaljegraden er vigtig. Alting skal uddybes. Han gider. Han løber aldrig træt. Han er så forskellig fra mig, som sagtens kan skære igennem af den rene udmattelse. Han gider. Virkelig og altid. Hun er heldig med den far.
Imens bølger duften af narcisser ned omkring min plads. Gæsterne havde påsken med…
I min mave er ro. Jeg hygger mig sådan.
8 kommentarer
Liselotte
16. marts 2008 at 11:07Det er netop den der fornemmelse af, at de hygger sig og stemningen forplanter sig til maven, som bliver varm og glad. Jeg elsker det, Conny og god påske til dig også :-)
conny
16. marts 2008 at 10:58Jeg bliver helt glad i maven over din beskrivelse. Genkender den fornemmelse/fornøjelse, når resten af familien hygger intensivt, og man selv føler sig som en flue på væggen.
God Påske.
Liselotte
15. marts 2008 at 23:44Ja, det er godt, Donald. De er gode sammen og det er noget begge i høj grad nyder. Jeg nyder at være tilskuer. Det er så rart ind imellem :-)
Donald
15. marts 2008 at 23:38Skære igennem af ren udmattelse – den kender jeg godt! Det er da klart, at man kan gøre det. Men det er vist også ret indlysende, at der blev (Kenneth-)tid til Oline, og det er godt.
Liselotte
15. marts 2008 at 21:09Gitte, det lyder skønt med en tur til Borholm. Jeg glæder mig til en skønne dag at besøge øen. Rigtig god tur :-)
Gitte
15. marts 2008 at 21:00Vi sidder i hvert vores rum og nyder stilheden. Vi har nemlig pakket, for vi skal tidligt op i morgen. Vi drager til solskins øen Bornholm og bliver der i 4 dage. Men tålmodige mænd skal vi være glade for – jeg har en lige sådan.
God weekend.
Liselotte
15. marts 2008 at 19:21Ja, det er præcis hvad vi gør… og nyder dem :-)
Charlotte Illum Larsen
15. marts 2008 at 19:10Vi sanser dem, vores mænd og deres tålmodighed. Jeg sansede min idag da han sammen med Ludvig på 7 rev gulv op i køkkenet – der var oceaner af tid – masser af ros – og så følelsen af samvær…