Jeg har rørt dej til en drømmekage. Ole må fortsat ikke spise det mindste, men når han må, skal der være lidt af det gode og skidne æg er besværlige at indkorporere i min eftermiddagskurv, men en kage, kaffe og lidt sødt kan der sagtens blive plads til.
Mens jeg venter på ovnen, sidder jeg stille i lyset fra vinduerne og strikker en pind eller to. Oline sover fortsat, men det kan vist ikke blive ved med at gå, så der skal vækkes om et øjeblik.
Jeg nyder stilheden i bevidstheden om, at den er forbi om et øjeblik. Sådan er det nemlig. Man kan kun nyde, når man ved alting fortsætter, som man holder af det skal fortsætte.
Om et øjeblik kommer mor. Hun vil hygge med Oline, mens jeg tager ud på sygehuset og er sammen med Ella og familien.
Kenneth sidder i Farum hos sin mor og forkæles med frokost. Det er dejligt at vide, at der bliver kræset om ham på denne dag, hvor verden er væltet og han slet ikke er hjemme før sent i aften. Vi finder kræfter i de små ting og glæde ved, at tingene lykkes på trods og nu er Oline endelig oppe…
8 kommentarer
Liselotte
20. marts 2008 at 20:07At være til stede, når det bliver svært er ikke vanskeligt. Det er nødvendigt.
Jeg skal gerne indrømme, at Kenneth og jeg ikke har det specielt godt med det sygehus og hver eneste gang jeg træder indenfor derude, mærker jeg de sidste døgn med Alexander, men dette her står ikke til diskussion – det SKAL være sådan og fokus kan flyttes, så vi finder sagtens stamina og viljen, der skal til :-)
Hanne
20. marts 2008 at 19:32Tillykke til Kenneth med fødselsdagen :)
Godt at Ella har dig og du har Ella….
Lisbeth
20. marts 2008 at 17:17Også kærlig hilsen herfra, med ønsket om snarlig god bedring til Ole. Godt I har hinanden. Og tillykke til Kenneth.
Lisbeth
Britta
20. marts 2008 at 16:58Hej Liselotte, det er første gang jeg skriver her til dig, men jeg har kigget i smug mange gange. Jeg vil bare sige at det er så dejligt at vide Ella og familie har jer omkring dem lige nu, hvor er det frygteligt synd for dem, hils dem så mange gange fra mig og Jørgen.
Irene
20. marts 2008 at 16:29Kærlig hilsen fra mig!
Johanne
20. marts 2008 at 15:18Í begge indlæg fortæller du fint og nænsomt om netop det, selve livet handler om. At nyde de små ting i nuet, velvidende at man aldrig ved, hvad der kommer bagefter. Selv midt i trygheden kan kaos dukke op. Jeg er dybt dybt berørt…..Knus til dig og dine, samt Ella og familie.
Madame
20. marts 2008 at 14:17Knus og kram til jer alle. Miri siger det også så smukt …
Miri
20. marts 2008 at 14:01God tur. Det er smukt, at du er der for dem. Venner er meget betydningsfulde i sådanne kriser. Du skriver så smukt, at jeg dårlig ved , hvordan jeg skal formulere det..Fåor du har jo sagt det
så godt. Dit forrige indlæg berørte mig dybt.
For det er ikke altid nemt, derfor er det godt at hjælpes ad.