Oskar og jeg har været på vores sædvanlige runde i haven, som overalt ligger badet i sollys. Ikke en sky er der på himlen. Det er så oplagt havevejr, at det er svært at skulle erkende, at det bliver begrænset med aktiviteterne derude for mit vedkommende, men sådan er det. Jeg hoster fortsat og hovedet gør konstant opmærksom på sig selv, så planerne om krukkeopfyldning, planter og oprydning må enten opgives eller overgives til nogle andre.
Jeg kan vel se på, tænker jeg, for mor kommer senere og kender jeg hende ret, får hun ikke ro før hun er udstyret med haveredskaber. Hun elsker at være i haven. Det er mit held, for hun har ikke en selv, men hjælper gerne i min. Hun er en knag. Jeg må hellere finde skuffejernet frem og brygge en kop kaffe.
3 kommentarer
Liselotte
20. april 2008 at 16:18Det er rigtigt dejligt med en mor, som er så hjælpsom, som min er. Det er jeg meget glad for :-)
Jeg selv er mestendels indendøre, for jeg har en knaldende hovedpine, som ikke er specielt samarbejdsvillig :-(
Deborah
20. april 2008 at 15:04Pas nu på dig selv!!! Jeg hjalp også gerne, hvis jeg var nær på, så meget jeg nu ville magte, men det kniber jo lidt ;-)
Solsikkens-Sang
20. april 2008 at 14:43Hvor er det dog skønt at du har en mor der vil hjælpe dig, når du selv er lidt sløj. Håber du kom lidt ud i det gode vejr alligevel, fordi hold op hvor er det dog bare skønt – med lidt varme/solskin og en skyfri himmel ;-)