Der er masser af ting ikke at elske, hvis man er sådan indrettet, at man helst finder fejl fremfor noget smukt at bemærke. Jeg kan huske min farmor. Hun elskede sine rynker og hun havde – mildt sagt – nok at elske. Det syntes jeg var dejligt, for jeg elskede dem også og syntes, at de var meget smukke. Mine fingre kunne vandre lange og krogede ture ned ad hendes kinder, langs furer, som var resultat af et levet liv.
Min mor har rynker. Min far havde vel også sin andel, men jeg husker dem ikke så tydeligt, nok mest fordi mænds rynker på en eller anden måde ikke falder i øjnene på samme måde, som en kvindes gør. Mine øjne altså. Jeg ved ikke hvordan dine er indrettet.
Nu er det min tur. Genetisk er jeg ikke disponeret, så jeg holder mig evigt ung og nærmest rynkefri. Jeg ligner vist mest min far, men her kommer farmors rynker vel også ind i billedet. Jeg har en del rynker til gode endnu, er jeg temmelig sikker på, men skal sandheden frem, så elsker jeg kragetæerne ved øjnene. Dem, som bliver tydelige, når jeg smiler. Dem, som ender med dybe furer, som formentlig trækker mine øjne ned til kineserne, bare jeg venter længe nok.
Jeg elsker den dybe fure i panden, som mor meget tidligt advarede mig om. “Du får en dyb fure i panden, når du rynker bryn på den måde”, sagde hun altid, da jeg var yngre. Hun fik vel ret og hvad så? Jeg kan lide den. Jeg kan gøre den helt dyb og meget tydelig, når jeg vil. Jeg vil godt ind imellem og specielt, hvis jeg kan drille mor lidt med den.
Jeg synes, at min mors rynker er smukke. Jeg synes, at de vidner om et liv, som er levet og levet godt. Jeg ved godt, at det er frygteligt moderne, at prøve at undgå de rynker, men jeg kan altså lide dem og har glædet mig til at få dem, så jeg gider ikke gå og gemme dem.
Måske ændres mit forhold til dem med alderen, men lige nu kan jeg faktisk godt lide dem. Jeg hilste min første rynke velkommen. Hvad gjorde du?
Update… fordi jeg synes, at jeg også ligner udskidt æblegrød og Mor Skrap MED rynker…
Kat synes i en kommentar til indlægget her, at jeg ser så forskellig ud hver gang, hun ser et billede af mig. Tidligere i dag var jeg Mor Skrap, lige inden Oline og jeg skulle op til skole/hjem-samtale. Truende og med mørke skyer i øjnene… men vist egentlig meget lig den Liselotte, du kunne møde på gaden, så her er jeg… sådan i ucensureret udgave…
– og forøvrigt griner jeg altid… men altså ikke her. Jeg er SKRAP, kan du godt se, ikke? Måske ligner jeg Kat’s keramiklærerinde. Måske ikke. Jeg ligner vist i hvert fald mig på sådan en helt gennemsnitslig tirsdag efter en arbejdsdag og inden en kop kaffe ;-)
43 kommentarer
Tina Poulsen
30. april 2008 at 21:22Jeg var super stolt af den første rynke og det første grå hår!!!! :) Måske fordi jeg alle dage har kæmpet med at jeg blev bedømt meget yngre end jeg var. Og jeg har en holdning om at rynker og grå hår vidner om livsklogskab… man har oplevet noget :) Så ingen af delene generer mig… endnu! ;)
Liselotte
30. april 2008 at 15:38Rynker er da helt i orden…ligesom strækmærker og appelsinhud. Hvis kroppen duer, er der vist ikke noget at klage over :-)
Hannah Reber
30. april 2008 at 14:03Jeg har lige set mig selv i spejlet med andre,nye øjne. tak for at kunne læse så meget om krøller,rynker og “livsstreger”
Jeg tror jeg vil tænke mere positivt om dem
Gitte
30. april 2008 at 13:46Jeg synes at rynker er en charme i sig selv om, det er jo noget der kommer med årene og de er smukke. Jeg kan godt lide dem jeg har. Og jeg synes ikke det grimmes ved at ansigt, men som du selv siger, men kan se at vi har levet livet og gør det stadigvæk.
Liselotte
30. april 2008 at 10:52Ha ha ha… ja, Ulla, de mødre er svært kloge ;-)
Ulla V.
30. april 2008 at 10:49Åh, jeg husker det godt: i min tidlige ungdom var min mors standard sætning også “Ulla, ret panden ud (!!!) du rynker den…..”
Det ses så i dag, at jeg handlede imod hendes formaninger – men det er i orden med mig……
Liselotte
30. april 2008 at 10:42Årh tak, Karen :-)
Ja, rynkerne er da tegn på et levet liv og derfor kan jeg også godt lide dem. Vi mennesker får dem i forskellig grad og på forskellige tidspunkter i livet, men et gammelt ansigt med mange rynker… det er jo fantastisk :-)
karen
30. april 2008 at 10:29hurra for rynker og du har da virkelig ikke mange av dem! de rynkene vi får sier virkelig mye om hvem vi er og hvordan vi har levd. de få rynker jeg kan spore i ansiktet ditt er de smilende utenfor øynene og den dype i pannen. de første viser at du har mye lykke i ditt liv, den siste viser sorg men også oppriktig omtanke og tilstedeværelse for dine nærmeste og verden rundt deg. men..rynker eller ei – du er jo smellvakker!! :-)
Liselotte
30. april 2008 at 08:58Susan, jeg skal prøve at tænke på noget sjovt næste gang ;-)
Ann, i USA er der vist større tradition for skønhedsoperationer, hvis man er i mediernes søgelys, end der herhjemme, men vi plejer jo at følges ganske godt med USA efter en tid, så den kommer nok også her på et tidspunkt, trangen til evig ungdom :-)
Kat, selvfølgelig ligner jeg ikke din keramiklærer, men jeg ser da ikke yngre ud, end jeg giver mig ud for… eller… jeg ser jo bare sådan ud! :-)
Kirsten, tak skal du have, for de smukke ord :-)
Madame, jeg har det ligesom du og synes også, at et ansigt skal vidne om et liv, der er levet. Fascinationen af de helt unge piger handler sikkert om mere end et glat ansigt :-)
hannekludekone, jeg kan altså også godt lide de rynker og jeg fascineres af min søsters, som er helt anderledes end mine. Jeg tror måske, at hun ligner min mor hvad det angår, så hun har rynker helt andre steder, end jeg har. Hun har også mange grå hår. Jeg har kun et par stykker. Med alderen er vi begyndt at ligne hinanden, men altså ikke m.h.t. rynkerne, som sætter sig noget så forskelligt. Det er lidt sjovt.
hannekludekone
30. april 2008 at 08:17Jeg synes, det er dejligt at se et ucensureret billede af dig, helt naturligt, også selv om du er SKRAP!
Jeg elsker iøvrigt naturlige ansigter med og uden rynker, og jeg har aldrig bekymret mig over de rynker, jeg har fået hen ad vejen. Ligeså med de grå hår, som jeg egentlig blev lidt overrasket over en dag, jeg så mig selv på en film i en anden vinkel end den i spejlet! Men jeg elsker især de rynker og de grå hår, som jeg ser på mine søstre, som er yngre end mig, men som minder mig om mine forældres ansigter MED rynker.
Kærlig hilsen, hannekludekone
Madame
30. april 2008 at 07:35Åh, det er et dejligt indlæg, Liselotte. Jeg holder bestemt mest af ansigter med karakter, og det er lidt rynker med til at give. Et glat ungpigeansigt er ikke så interessant i mine øjne. Så hvordan nogle mænd kan være fascineret af ganske unger piger, forstår jeg slet ikke. Et ansigt skal vidne om levet live.
kirsten pauli
30. april 2008 at 04:59you are beautiful….inside and out…
kirsten
Kat
30. april 2008 at 04:36Liselotte,
Du ligner slet ikke min keramik laerer! Men du ser skisme noget yngre ud end du giver dig ud for.
Kat
Ann
30. april 2008 at 00:39Hej Liselotte,
netop i morges sad vi i et hotel vaerelse syd for Salt Lake City og saa nyheder hvor bl.a. Barbara Walthers havde indlaeg. Du kender hende sikkert, vi snakkede om hvor mange ansigtsstramninger hun mon har faaet foretaget i aarenes loeb. Hun er helt stiv i ansigtet, naesten uden mimik. Det er soergeligt at se hvor svaert det er for mange ikke at kunne aeldes med ynde og karakter. Dit indlaeg er dejligt og dine billeder endnu dejligere.
Mange hilsner Ann i Vancouver pt paa laaaaang biltur ned langs kysten til San Diego i Californien,tvaers over Arizona ind i Navajo terratorie,ja, jeg fik mig et meget flot turkis smykke,nu paa vej hjem til Vancouver, her til aften i Boise Idaho.Jeg foelger med paa din side hver dag!!!!
Susan
29. april 2008 at 23:56Jeg kan godt lide den med at det hedder kroeller i stedet for rynker :-)
En kroellet hjerne maa jo give kroeller i ansigtet, og en kroellet hjerne har det altsaa sjovest.
Jeg har det fint med mine kroeller, baade indeni og udenpaa hovedet, de er en del af mig og fortaeller en hel del om mig synes jeg. Det betyder saa ikke at jeg ikke putter halvdyre cremer i ansigtet for at faa dem til at udvikle sig lidt langsomt … forhaabentlig.
Jeg ryger dog ikke, saa det hjaelper forhaabentlig lidt, jeg havde en 50 aarig kollega der roeg mindst 30 cigaretter om dagen og det kunne klart ses i hendes ansigt, det var meget kroellet, huden saa meget tynd, sart og graa ud, ogsaa kroellede den altsaa let.
Dine kroeller er da dejlige, naeste gang du tager et billede af dig selv, kan du saa ikke taenke paa noget sjovt samtidig ;-)
Liselotte
29. april 2008 at 23:19Tak Helle, til den sidste kommentar ;-)
Ja, jeg kan også godt lide, at man kan se alder. Et samfund, hvor alle er glatte og fejlfri ville blive lidt kedeligt, tror jeg. Jeg kan lide forskelligheden :-)
Helle K.
29. april 2008 at 23:11Jeg elsker også mine (og andres) rynker. Jeg elsker, at man kan se, at der er levet et liv med sorger og glæder. jeg elsker, at vi ikke er perfekte og rynkefri, men brugte og levende. Jeg elsker, at være sammen med og omgivet af levende mennesker – på godt og ondt. Jeg elsker, at vi ikke er fejlfri. Kort sagt der er så meget at elske, så hvorfor bekymre sig over småting?
Du ser godt ud med dine smilerynker og den streg i panden – som min mor også advarede mig om i sin tid ;)
Liselotte
29. april 2008 at 22:50Ha ha ha ha… ja, det er det vel Ege, men vi to har forhåbentlig lang vej igen, inden det sker :-)
Ege
29. april 2008 at 22:47det er sgu værre når man blir helt plisseret i ansigtet ;-))))))))
Liselotte
29. april 2008 at 22:44Ella, jeg tror også, at du har set mig HELT uden filter og i de fleste følelsers vold, så der er vist dømt ven, for jeg har tilsyneladende ikke skræmt dig ;-)
Nej, selvfølgelig er du ikke ked af hverken rynker eller gråt hår, for du ser jo ualmindelig skøn ud og skulle være et skarn, hvis du klagede :-)
Ella
29. april 2008 at 22:41Du ser faktisk sjældent ud, som på det nederste billede – jeg har mest set dig, med smil på læben – engang imellem eftertænksom, også med en tåre i øjet, og vred – og trist – men oftest glad – jeg tror egentlig jeg har set Liselotte uden filter – og du ser altid dejlig ud – at du ved det! :-)
Og nu du spørger, er jeg flintrende ligeglad med mine rynker og mit grå hår – jeg skriver med vilje mit, selv om der er mere end et ;-)
Liselotte
29. april 2008 at 22:34Jeg kan lide, at huden bliver lidt “krøllet”, Helle – det er et skønt udtryk :-)
gråhåret
29. april 2008 at 22:20Jeg har det sådan med grå hår. Jeg fik ganske vist lidt panik da jeg så de første, men jeg elsker min mands grå stænk og synes at gråt hår er dejligt. Det er spændende hvor grå jeg selv bliver om nogen år…
Jane K
29. april 2008 at 22:14Jeg synes også rynker er smukke. De vidner om at et liv er levet.
Tænk hvis vi alle fyldte ansigtet op med botox og hvad alle de andre giftstoffer hedder. Så ville vi om 30 år have fuldstændig glatte ansigter, men huden på halsen ville ligne en kalkun. Ikke kønt tror jeg.
Rynker er smukke. Andres rynker er smukkere end mine. Synes jeg… ;o)
Tora
29. april 2008 at 22:13For et deilig innlegg!!
Selv synes jeg også rynker er vakre. De vitner om et levet liv og kommer ofte samtidig som folk får en slags ro over seg, en ro 20-åringer ikke har.
Mine egne har jeg ikke noe særlig forhold til ennå, jeg er nok for ung ;-)
Helle
29. april 2008 at 22:01Min yngste kalder dem ; Krøllerne. Jeg har et meget krøllet ansigt, men ville egentlig godt have nøjes med det halve, altså bare halv-krøllet….
Hanne
29. april 2008 at 21:59Rynker er da skønne, de fleste kommer jo af at smile :) Mine er velkomne og jeg tør godt gå udenfor en dør uden maske på. Jeg elsker det naturlige og kan blive helt væk i et ældre menneskes ansigt. Min mormors hud er som det fineste porcelæn, med små sirlige rynker, der er utroligt bløde at røre ved. Min farmors rynker var dybe og grove, måske af alle de cigaretter hun nåede at ryge, men også af et langt liv med krig og kærlighed :) Min egen mors er få, men de er der, når man kigger grundigt. Jeg ved næsten hvilke af dem, som jeg har forårsaget i mine unge år og det kan vi så fortælle en masse historier om :)
Liselotte
29. april 2008 at 21:58Rynker kommer for at blive. Herligt ;-)
Kat, synes du, jeg ser forskellig ud? Hmm… det tror jeg egentlig ikke, at jeg gør, men det er måske bare vinklerne på billederne ;-)
Kat
29. april 2008 at 21:55Hejsa,
Rynker er skoenne, saa laenge de holder sig til mit ansigt. Jeg er ihvertfald ikke glad for dem der er paa laarene!!! Hvilket liv har jeg dog levet:)
Foroevrig er jeg forundret hver gang jeg ser et billede af dig, du ser saa forskelligt ud paa dem alle at jeg ingen anelse har om hvordan du ser ud. Jeg vil saa gerne have at du skal ligne min keramik laerer for hun er saa kreativ!!! Er det ikke sjovt som man forbinder folk paa den maade.
Anne, Mandagspigen
29. april 2008 at 21:53Tja, jeg har det vist som alle de øvrige…de rynker jeg har, er jo en del af mig..og er jo et billede af den alder jeg har….inden i har jeg mange aldre…nogle gange er jeg 35 andre gange 45 …at der på dåbsattesten står født i 58, det er jo bare en årgang ( af de gode forstås) :-)
Karin
29. april 2008 at 21:20Åh, smilerynkerne og dem der giver ansigtet karakter de kan bare komme an. Også selvom det er underligt at se at de allerede har lagt an selvom jeg ikke engang er 30 endnu. Men der er forskel fra for 10 år siden. Så må der jo også være det om 10+.
Men nogle gange når jeg fløjter, så tager jeg mig selv i det med tanke på de rynker man kan få rundt om munden… og så griner jeg af mig selv og nynner indtil jeg glemmer det og fløjter igen.
Iøvrigt bilder jeg mig selv ind at jeg kommer til at ligne min mor, og hun er så smuk, synes jeg. Små 40 år ældre end mig.
Liselotte
29. april 2008 at 21:00Dana, jeg har det vist ligesom dig :-)
Bodil, jeg er vel heller ikke frygteligt rynket (endnu), men de er der og jeg kan vældig godt lide dem ;-)
Bodil
29. april 2008 at 20:52Hmmm – rynker dem kan jeg nu godt undvære så længe som muligt og de billeder af mig hvor man kan se rynker gemmer jeg langt væk!!
Jeg kan godt finde på at “kaste dyre cremer i ansigtet” – det er om ikke andet en dejlig selvforkælelse.
I øvrigt synes jeg ikke du ser rynket ud..
Dana
29. april 2008 at 20:51Jeg tænkte på min ungdoms udgave af et helseleksikon for rødstrømper, der havde følgende definition på rynker:
“Linjer i ansigt og på krop som følge af brug. Hvis man aldrig har eller udtrykker følelser, får man ikke nogen.”
Jeg er glad for mine. De viser, at jeg lever.
Liselotte
29. april 2008 at 20:28Lene, du har jo nærmest heller ikke en rynke og ser bare fantastisk ud, så du ville heller ikke have grund til at frygte noget som helst :-)
Lizelotte, jeg opdagede lige din kommentar omkring Døvebladet. Annoncen har jeg endnu ikke set, men den eneste grund til, at du ikke kan se rynkerne, er størrelsen på billedet (mikroskopisk lille, regner jeg med) ;-)
Lene
29. april 2008 at 20:20jeg tror ikke jeg lage mærke til de første rynker, og til daglig kan jeg godt lide spejlbilledet :-) men rynker , det har jeg!
Jeg er så heller ikke den, der har haft traumer over de forskellige runde fødselsdage ;-)
Liselotte
29. april 2008 at 20:18Dejligt at læse, at der er andre end mig, som sagtens kan finde glæde ved de rynker, som kommer med tiden :-)
Jeg er faktisk glad for mine. Kommer der for mange for tidligt, kan det da godt være, at jeg bliver træt af dem, men lige nu er de altså helt okay :-)
Irene, din operation er naturligvis også en slags kosmetisk tilretning, men jeg synes, at din situation er speciel. Jeg ved ikke, hvad jeg ville vælge. Jeg tror, at jeg ville synes, at det var en svær beslutning, som jeg også fornemmer du synes :-)
Irene Aagaard
29. april 2008 at 19:58Forleden dag havde jeg netop en lang diskussion med en kollega om skønhedsoperationer, Ingen af os havde lyst til at lægge os under kniven, medmindre vi havde et synligt og meget generende handicap. Jeg blev opereret for brystkræft og fik fjernet mit ene bryst for godt et år siden og overvejer lige nu, om jeg skal have det rekonstrueret. Men det er en stor operation og ikke ufarligt at komme i narkose, og jeg ved,hvor dårligt man har det bagefter.
Mine rynker må derfor gerne være der – både sorgrynkerne og smilerynkerne er tegn på mine erfaringer og mit liv. De er en del af den person jeg er – og jeg synes faktisk de (ligesom dine)er smukke.
Mariann Høj Jensen
29. april 2008 at 19:56Jeg kan ikke engang huske de første rynker, men jeg tror det har været omkring øjnene, og det synes jeg egentlig (som du også siger) er vældigt charmerende. Men så stopper det altså også… dem jeg har på overlæben er ikke “sjove”, det er nærmest furer, og minder vel mest om det som Niels Hausgård kalder for hønserøv. Det er jeg træt af, og var der en creme der kunne fjerne dem, så var jeg helt sikkert køber.
Mvh. Mariann
et cetera
29. april 2008 at 19:55Du har god grund til at være tilfreds – for du har sådan et dejligt ansigt, Liselotte – klogt og smukt – præget af latter, de mest henrivende smilehuller og en lille smule melankoli – præcis som et ansigt skal være, med et liv levet på godt og ondt … Jeg bryder mig ikke om glatte ansigter – jo selvfølgelig hos børn og helt unge mennesker – men voksne skal have ansigter der bærer præg af liv der er levet – ellers er som en bog med et glittet, men tomt omslag – fordi indholdet er revet ud (tilgiv bibliotekarens metafor :-)
Hege
29. april 2008 at 19:51Jeg har det for travelt til å se etter. Men de er der nok, – og det er helt greit for meg. Jeg er bra nok for mitt bruk.
Lizelotte
29. april 2008 at 19:50…og så så jeg lige et fint ikke-rynket billede af dig for lidt siden, da jeg åbnede Døvebladet :-)
Lizelotte
29. april 2008 at 19:49Jeg blev lidt forundret. Syntes ikke helt, jeg var gammel nok til den første, der.
Men jeg går ikke i panik og kaster dyre cremer og peelingprodukter i ansigtet. Levet liv må godt kunne ses.
De behøver dog ikke allesammen komme lige nu. Tak.