Ydrkkk…

Oskar er slet ikke så dum, som jeg ind imellem tror. Han kan pludselig blive vil-døv og slet ikke høre, hvad jeg beder ham om. Sådan var det ude i haven for et øjeblik siden. Vi var ude at nyde, at luften er fugtig og ikke mindst frisk og selvfølgelig er han så ude at stikke snuden i alting.

Nede i bunden af haven har vi et hjørne, som dannes af hovedhus og længe. Derinde hersker anarki og fred med det, for det gør ingenting med den slags hjørner. De har det med at blive smukke helt på egen hånd.

Oskar render glad og gerne rundt i det hjørne og der må dufte dejligt for en hund, for han er udenfor pædagogisk rækkevidde, når han først er indenfor bøgehækken, som omkranser hjørnet.

Engang var det græsplæne. Nu er det mest skvalderkål, men det generer ham ikke det mindste. Han letter glad og gerne ben op af tulipanerne, render i kål til knæene og hygger sig i det hele taget stort, når han indtager hjørnet.

Imens beundrer jeg det lille pæretræ, som har besluttet sig for at blomstre med de fineste, tætte blomsterformationer, som gør hjørnet smukt lige nu. Det er svært ikke at betages af blomsterne, når man er mig og glad for den slags, så selvfølgelig må de foreviges.

Der er nyt kamera. Jeg må prøve mig frem, så jeg skyder fra hoften, mens Oskar render stille rundt i egne cirkler og hygger sig stort.

Da han bliver træt af det, fortsætter han over i skoven. Han elsker den del af grunden og det er han ikke alene om. Jeg er vild med den skovstemning, som hersker nederst i haven. Høje træer og en skovbund, som lever sit eget liv.

Her er også skvalderkål og vi kunne vel brødføde det meste af Gug med de mængder vi holder os hernede, men det gør ingenting og om lidt blomstrer det hele og der bliver ufatteligt smukt med skyer af hvide, lette blomsterkroner. Jeg elsker faktisk de skvalderkål.

Det er hernede det går galt, for pludselig har Oskar fået færten af et eller andet. Jeg når aldrig at se, hvad det er, men der er ingen tvivl om, at det bekommer ham vel. Han kredser først, mens halen logrer og bagefter kaster han sig ned oveni skidtet, vælter sig rundt i ekstase, hvorefter han straks snupper skidtet og begynder at tygge. Her står jeg helt af… for det er med garanti rigtigt, rigtigt ulækkert og jeg gider ikke, at han bliver syg af at spise et eller andet ådsel, så jeg beder ham aflevere.

Han bliver pludselig vil-døv. Uanset hvor mange gange jeg gentager mit “aflever”, sidder han bare stille mellem mine ben og lader som om, han slet ikke ser eller hører mig.

Vi når helt op til terrassen, hvor jeg fortsætter med at skælde ud, men ikke om han vil aflevere. Han er simpelthen i stand til at sidde musestille med munden fuld af ådsel, mens han lader som om ingen henvender sig til ham.

Da jeg går ind og beder ham blive udenfor, skynder han sig at æde skidtet. Det knaser. Jeg vil ikke vide, hvad det er. Jeg vil heller ikke kysses af ham. Mere. Nogensinde.