Levende valnød

Sidste år ved denne tid, forærede Kenneth mig et valnøddetræ. Det stod og så noget så trist ud, da jeg sidst kiggede til det, at jeg næsten havde opgivet håbet.

Det står et sted, hvor der tidligere har stået tre æbletræer, som aldrig fik rigtigt fat. De er flyttet og trives nu, så jeg var allerede i gang med at overveje en ny plads til valnødden også, men ærgerlig var jeg, for det er sådan et smukt sted til en valnød og med tiden, vil kronen danne en smuk ramme om et hjørne af haven, som lige nu er tom for store, smukke træer.

Nu springer træet ud. Pludselig og næsten uden varsel, har det tilsyneladende besluttet sig for, at det vil endnu en sæson på det sted. Det levner håb, synes jeg og jeg er svært tilfreds.

I en lille have skal der ikke være for mange eller for store træer, for de kaster lange skygger og tager meget plads, men jeg har en stor have, som sagtens rummer store træer.

Da vi flyttede ind i huset, var der den smukkeste, gamle og kæmpestore elm, som havde en krone, der kunne række til det meste af den nederste del af haven. Historien var, at træet var sat samtidig med huset var bygget på grunden her og det var ikke helt forkert, fortalte forstmanden, som fik opgaven med at fælde det, da det til sidst var for medtaget af elmesyge.

Det var det smukkeste træ jeg nogensinde har set. En bred, saftiggrøn krone bredte sig hele sommeren ud over et kæmpestort areal af haven, men det var passende, for dette her er en gammel landbohave, som nok er udstykket og friseret siden dens etablering, men den er stadig rigeligt stor til at rumme den slags. I toppen af en af de tykke grene var fæstnet et reb med en gynge for enden og sikke ture, man kunne tage i den gynge. Nedenunder træet kunne man ligge og have himmelkig mellem de grønne blade, som summede smukt, når en brise legede med dem. Alexander og jeg holdt meget af at ligge under træet. Så fortalte jeg historier og han kommenterede og sikke vi hyggede os.

Det var en sorgens dag, da træet ikke kunne mere. Den dag det blev fældet, holdt jeg mig langt væk. Jeg næsten græder, når store, gamle træer bliver fældet. I dag står kun et par meter af stammen tilbage, som et bevis på træets enorme omfang.

Vi har bestilt en lokal amatørkunstner med speciale i træskærerarbejde, som snart kommer og tilbringer dage i haven. Han skal udsmykke træet stamme og samtidig mener han, at det sagtens kan skæres til, så det kan fungere som fuglekollektiv.

Stammen står lige på det hjørne, hvor jeg skal have etableret væksthus. Vi har aftalt, at jeg skal have et stort hjørnevindue, som giver kig direkte til stammen. Resulterer det i, at fuglene ikke etablerer sig i redekasserne, må jeg nøjes med glæden ved, at jeg har kig til et formentlig meget smukt resultat, når han er færdig med at arbejde med træet og forøvrigt kommer vinduet til at ligge sådan, at jeg med sikkerhed får kig til den valnød, som med tiden vil vokse sig stor og smuk. Hvor er jeg glad for, at den har besluttet sig for at blive.