Kidnapningskaffe

Og verden ville bare samarbejde i dag, da vi kørte nordpå og kidnappede Ole, som helt på egen hånd forflyttede sig fra kørestol til bil – den sejeste mand jeg kender, er han – og kørte tværs over landet, for at ende ude ved Vesterhavet.

Blæsten var lige frisk nok til kaffeindtag derude, men synet, duften og lyden af havet var også fint nok. Til kaffen fandt vi i stedet en stille og rimeligvis ugenert plet, som bød på næsten læ, solskin og brunsviger med flødeskum. Hædersgæsten sad naturligvis for bordenden…

Den udsigt er altså meget værd, skal I vide. Den varmer helt ned i mine storetæer og det var så dejligt at være en del af kidnapningsholdet, som siden kunne konstatere, at det ikke var verdens dårligste idé, vi der havde fået.

Der blev ikke levnet meget af brunsvigeren med flødeskum, skal vi være ærlige og sige, men den var heller ikke helt ringe.

Amorinerne sværmede omkring os og det gjorde bestemt ingenting. Der var plads til det hele i dag, for solen skinnede og vi var på udgang med vores helt personlige kyssefrøer.

Sikke vi dog hyggede os der midt i bellis og sol…

To tosser er vel et eller andet sted sjovere end én, så Ella og jeg gjorde vores bedste…

Måske nyder vi hinanden, mændene og AC her på billedet. Med lukkede øjne og vejr helt ned i maven. Det kunne være sandsynligt, for det var ren hjertefryd, men jeg ser altså ikke specielt nydende ud. Faktisk ligner jeg en med mavepine og jeg skal da gerne indrømme, at jeg spiste to stykker kage… og de mættede mere end hvad godt var…

Vi fandt en sti, som førte ind i plantagen. Den blev straks døbt bellisstien, for der var bellis så langt øjet rakte. AC lagde sig resolut på maven og tog dette skønne billede af et udsnit af herlighederne, mens vi lod mændene i fred et øjeblik. Det nød de, tror jeg.

Efter en skøn eftermiddag, som var tæt på at blive til aften, var der ingen vej udenom. Vi ville så nødig ud i noget politi, eftersøgninger og det der var værre, så turen gik atter østover, så Ole kunne vende hjem igen uden løftede pegefingre, men ét er sikkert; det er ikke sidste gang, kidnapningsbanden slår til.

PS – størstedelen af dagens fotos er taget af AC. Hun er et naturtalent. Potrætterne er fine. Det er modellerne, den er gal med ;-)