Jeg trækker den…

Jeg er svær at trække ind, når vejret er mildt og aftenen lun, så da vi har spist, trækker jeg diskret udenfor igen. Lavendlerne skal lige stikkes i jorden ude på gårdspladsen, så de får en chance for at vokse sig store i løbet af sommeren.

Nede på hjørnet af længen står en af stokroserne fra Dana. Den strutter omtrent og den er allerede temmelig omfangsrig…

Jeg kan se antydningen af blomster. Jeg er så spændt…

Hver eneste vinter kigger jeg ud i haven og tænker, at den er grim og aldrig bliver pæn igen. Hver eneste vinter tænker jeg, at der er FRYGTELIGT meget arbejde, når foråret kommer, hvis jeg gerne vil, at haven skal være rar at være i.

Hver eneste forår forundres jeg…

På ingen tid forvandles det trøstesløse til den smukkeste plet på jorden. Nå ja, det er helt sikkert overdrevet, men det er min have og jeg elsker den. Jeg elsker den for at forære mig så smukke omgivelser, at være hjemme i. Jeg elsker den for at give mig ro. Indeni og udenpå. Og ikke ret meget arbejde.

Da vi kom til haven her var der ingenting. Det var en have, som bar præg af, at dens ejere ikke gad den. Der var græs og hvor der ikke var græs, var der lidt træer, for de skulle ikke luges.

Vi vidste, at vores liv ikke levnede tid til alt for meget havearbejde, så der blev prioriteret. Nemt og bekvemt, men hyggeligt og et sted med både det vilde og et enkelt staudebed, for lugning er heller ikke yndlingsdisciplinen for os. Nok er nok og da jeg insisterede på en kæmpestor køkkenhave og et kæmpestort væksthus også, var nok af grunde til at gøre det nemt for os selv.

Staudebedet blev placeret langs en sti, vi selv lagde. I bunden af haven lå der stakkevis af gamle fortorvsfliser. Det var vel ikke for ingenting, at naboen var ansat ved kommunen, så dem havde vi så rigeligt af, men ikke rigtigt noget at bruge til. Sådan nogle ting har det med at blive liggende, for man orker ikke flytte et ton fliser. Det gjorde vi heller ikke, men så fik vi en idé…

Kenneth tog en mukkert og så kan det nok være, at vi knækkede fliser. Siden lagde vi dem ned i tilfældigt mønster og på den måde fik vi en sti, som passede smukt til husets alder og udseende og tillige med færre stakke af fliser at glo på nederst i haven.

Egentlig skulle stien kun have løbet langs krydderurtebedet, men vi var så godt i gang, at vi fortsatte ned forbi og omkring væksthuset. Stien ligger smukt endnu, men ukrudtet titter op engang imellem.

Stien snor sig lidt, som sådan en sti skal. Da Kenneth en dag kom hjem med et abrikostræ, trak vi sten op, så det kunne placeres langs den vestvendte mur. Det var let at gøre og abrikosen trives.

Siden udvidede vi haven med terrassen. Kenneth tog livtag med en usandsynlig stor stak brædder, men resultatet var en skøn og kæmpestor træterrasse, som Alexander med lethed kunne være på i sin kørestol. Om aftenen faldt duggen og der blev køligt i samme øjeblik, som det skete. Så udvidede Kenneth igen. Denne gang med en Negerhytte, som Oline døbte den.

Nu lever vi ude på terrassen og i haven hele sommeren. Det er svært ikke at have lyst og haven er ikke stringent, men den er frygteligt hyggelig og rummer masser af hjørner, som kunne trænge til en kærlig hånd, men når græsset er nyslået, ligner den omtrent en park og det endda uden andet arbejde, end den første intensive lugning i staudebedet.

Resten af haven klarer næsten sig selv og det passer mig strålende, for jeg elsker, når jeg har en dag som denne, der kan tilbringes stille i et hjørne af terrassen med strikketøjet og den gode bog.

Lidt dahlia fuldender drømme om en have, som passer smukt med huset. Jeg synes det er lykkes. Vi får sikkert flere gode idéer, som tiden går, men du kan være sikker på, at de bliver af den slags, som omtrent passer sig selv. Dem kan vi godt lide og så elsker jeg allermest, at det, som ligner ingenting om vinteren, pludselig forvandles til en smuk, blomstrende og frodig have, når vi når maj og endda uden, at jeg behøver sætte uger af til forberedelserne.

Nu er kaffen brygget. Jeg vil finde sofaen, selvom haven stadig trækker. Det må være en kant.