Same procedure…

I er nødt til at bære over med mig, for jeg kan slet ikke få nok af de valmuer. De springer langsomt, men sikkert ud og i et tempo som gør, at jeg kan se frem til valmuer et stykke tid endnu.

De er et imponerende skue. De er så røde, at øjnene næsten gør ondt og tænk, at de kun varer så kort.

Valmuen, som fik brændt stænglen, holdt i halvandet døgn. I morges kunne den ikke mere, men det er alt rigeligt for mig, for jeg havde en rød farveklat i karmen, som jeg trak al farve ud af i de timer, den holdt.

I staudebedet er endnu en af de hjembragte valmuer sprunget ud og jeg troede, at den var hvid, men den har vist sig at være endnu et eksemplar af den smukt lyserøde. Sikke heldig jeg er.

Tingene trives dernede og lupinerne står på spring nu. Midt mellem alle de nye og gamle stauder kommer så dahlia, som nu har overvintret to år i træk. Det er mere held end forstand, men som jeg siger, jeg er frygteligt heldig.

Efter turen ned omkring valmuerne, var jeg oppe for at vande blåregnen. Næste år, tror jeg måske, at der kan findes blomsterklaser på den. Den har i hvert fald travlt og klatrer lystigt til himmels, mens jeg sidder i et solvarmt hjørne og nyder de sidste minutter, inden vi skal spise. Jeg kan spise en ulv nu. Oskar skal tage sig i agt.