Kompetenceudvikling

Jeg blev forvist fra stuen i går aftes. Oline skulle se en gyser. Alene lyden fra filmen efterlod mig fuldstændig sikker på, at vi ikke taler stor kunst, men hun var tilfreds og så kunne jeg jo også være det.

I stedet sad jeg på min pind. Jeg skrev lidt, arbejdede en smule og ind imellem fik jeg kigget på det japanske hækleri, som skrider fremad. Jeg er i gang med første gentagelse og jeg kan ikke huske en snus, så jeg sidder konstant med næsen i diagrammet.

Jeg synes ikke, det bliver lettere at tyde. Jeg synes fortsat, at det er svært at læse og jeg skal tænke mig grundigt om, inden jeg indleder en række, men jeg øver mig i langsommelighed og tålmod, så dette her er virkelig noget der rykker på den konto.

Det er i det små og ikke verdensforrykkende som en ny uddannelse, et faldskærmsspring eller forfølgelse af en karriere som hospitalsklovn jeg er gået i gang med, men jeg er gået i gang med noget, som jeg hidtil har holdt fingrene fra. Hæklediagrammer.

Jeg kan godt lide at udfordre mig selv. Hidtil har det været i det små, for der har ikke været liv til de store og ekstreme udviklingskvantespring, men jeg øver mig i at være detaljefokuseret og jeg holder af at knække koder. Jeg holder meget af koder. Af logisk opbyggede rækker af uforståeligheder, som forvandles til noget brugbart, hvis jeg giver mig tid. Jeg er kommet på opgave her, men jeg bliver så glad, når jeg opdager, at det er lykkedes at skabe noget ud af en tegning, som i første omgang var det rene volapyk for en diagramanalfabet som mig.

Jeg har udvidet mine kompetencer. Det er da helt okay, men der ligger vist ikke en lønforhøjelse gemt i at kunne knække hæklediagrammer. Fandens også!