Det gør ingenting

Mit liv for øjeblikket er en lang venten. Vi venter på svar, prognoser, talepædagoger,  fysioterapeuter, eftermiddagskaffe, morgenmad, frokost, blodprøver, ord og så venter jeg længselsfuldt på, at det er slut med de hospitaler, for dem er jeg ærlig talt ved at være en anelse fyldt af, selvom behandlingen på Dronninglund Sygehus er udsøgt.

I weekenden lukker alt ned. Der er kun det nødvendige personale og de klarer det utroligt flot, så alle på mors afdeling får omsorg, smil og god behandling. Først mandag er der for alvor gang i hverdagen igen og så vil den bære præg af, at der stadig strejkes. Sådan er det.

Efterveerne fra de sidste mange ugers strejke blandt de mennesker, som tager sig af vores svageste borgere kan også mærkes på afdelingen, hvor mor er placeret. Der er overbelægning. Mor ligger inde i et lille konferencerum sammen med en anden dame. Ingen af dem har brug for særlig meget hjælp, så de kan godt nøjes med et lille rum, hvor man skal kante sig gennem reolerne. Det er langt bedre end en plads på gangen og de har smuk udsigt til sansehaven. Dufte fra havens krydderurter siver ind gennem det åbne vindue.

På afdelingen ligger mennesker, som har fået plejehjemsplads for uger siden eller i adskillige uger har været raske nok til en udskrivning til eget hjem med støtte. Strejken har forsinket deres udskrivelse. Personalet klarer det hele med højt humør.

Udenfor på terrassen hersker en helt egen stemning. Sat i en position som indlagt, tvangsindskrevet til selskab med ukendte, åbner de fleste op og finder trøst i hinanden, så der er så megen omsorg blandt patienterne og der er altid en god historie at fortælle, så vi hører røverhistorier om de syv verdenshave, familieportrætter skifter hånd og der fortælles om stort og småt. Vi har masser af tid og ører, som gerne lytter.

Annemette og jeg er der hele tiden. Det er rart at have en søster at dele med. På den måde kan jeg også spare Kenneth og Oline for en del og Annemette og jeg duer sammen.

I går, da mor skulle til scanning i Hjørring, bad jeg om Marguerite-ruten derop. Det var et par friske fyre, som førte ambulancen, så de greb bolden og vi kørte bagom alting og ind over de smukkeste landskaber i retning af Hjørring. Mor kunne ikke se en snus, for hun skulle transporteres liggende, men vi fik hende sat op og hun fik kig til smukke landskaber og vi grinte hele vejen, for Annemette og jeg er gode for en spøg eller to og det var de to ambulanceførere også. Sikke skæg vi havde og mor glemte helt, at hun i grunden var lidt nervøs for den scanning, som forøvrigt gik godt. Så kørte vi retur til Dronninglund, men nu ad en ny rute. Vi havnede i kø på grund af Hjallerup Marked, men så fik vi imens en historie eller to af ambulanceredderne. Dem de kunne var slet ikke så ringe endda og sikke vi grinede. Man har kun det sjov, som man selv laver og vi laver meget.

Angst æder sjæle op, så vi prøver hele tiden at afmystificere og spørge ind. Vi kan ikke fjerne mors forskrækkelse over pludselig at blive konfronteret med blodpropper i hjernen, men vi kan forsikre hende om, at vi er lige ved siden af og bliver der. Vi kan også sørge for, at hun – tvangsindlagt til Dronninglund,som hun er – har os. Hun er alene til daglig. Hun skal ikke være alene nu, for der skal helst være en belønning i den anden ende, når man har brugt en stor del af sit liv på at give uendelige mængder af kærlighed og omsorg. Det er nu, vi betaler tilbage. Ikke fordi vi skal, men fordi vi slet ikke kan lade være. Man får, hvad man giver, tror jeg og nu vil jeg gå ind og kysse Oline og Kenneth, inden jeg igen kører nordpå. Min søndag bliver anderledes end oprindeligt planlagt, men det gør ingenting.