Jeg plejer at sige, at jeg ikke er spor romantisk. Det er bonderoserne… og min mand. Det er alt rigeligt, for en matrikel af denne her størrelse.
– og så er det forøvrigt mig, som synes, at stokroser HØRER TIL en gård, som denne. Om et øjeblik blomstrer de første og jeg er så spændt, for jeg aner ikke, hvilken farve de har. Måske er de lyserøde, som bonderoserne. Så kender jeg én, som får et bommesislag – og det er ikke mig.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
3 kommentarer
Nadia
7. juni 2008 at 00:35Åhh har aldrig set dem før, dem må jeg finde et buket af snart så de kan nydes her i min hybel også.
Pga dig er jeg begyndt at holde blomster – 3 indtil videre i potter. De lever endnu.. mens mine urteplanter døde.
Liselotte
6. juni 2008 at 23:00Vel er de så, Deborah :-)
Deborah
6. juni 2008 at 22:56*Griner* – Jeg ved godt hvem ;-) De er vildt flotte! Især lyserøde!