En fin dag at gemme i hjerterne

Vi ankom til Fur Museum omtrent på slaget tolv, som foreskrevet. Vi fik besked på, at der blev strikket nede for enden af museet, så vi gik gennem fortiden, for at finde en flok flittige kvinder og sikke en modtagelse. Knus og kram og kys og Irene. Hjertesuk…

Mor siger, da vi sidst på dagen kører ned mod færgen, for at forlade øen, at hun aldrig nogensinde har oplevet så varm en modtagelse fra mennesker, som ikke kender hende. Hun har følt sig så velkommen og jeg forstår akkurat, hvad hun mener. Vi er velkomne, da vi ankommer.

Vi starter med en frokost. Vi finder vej udenfor, hvor vi finder en bænk med sol. Der er læ og blå himmel, så vi holder snildt varmen og nyder egentlig bare, at vi lige nu sidder på en af Limfjordens smukkeste øer med godt selskab ventende lige indenfor døren.

Bevæger vi os ti meter væk, er der en enestående udsigt over Limfjorden, men lige her er der varme og rugbrødsmadder med æg og tomat. Lige hvad vi trænger til, så vi tager fra og nyder bare stille, at vi er på tur sammen. Det sker alt for sjældent.

Vi kommer i godt selskab i samme sekund, som vi finder indenfor. Snart er vi bænket omkring kaffen, kagerne (den ene var en krydderkage, som smagte, så jeg kunne have spist krummerne og slikket fadet bagefter, hvis det ikke havde været frygteligt pinligt). Mor kender ingen og jeg kender Irene og Tina (som heldigvis ankommer efter at have haft en vigtig leverance udenfor øen), men resten behøver vi ikke kende, for vi er velkomne og snakken går livligt i det gode og hyggelige selskab, så snart har vi glemt, at vi ikke kender andre, men snakker livligt med på kryds og tværs.

Som dagen skrider frem, kommer flere og flere strikkeglade kvinder forbi. Duddine tilbyder strikkeprøver og det ender med, at mor også er i gang med strikkepindene. Jeg når at møde en af mine læsere – det er SÅ hyggeligt, når det sker – og vi får en aftale i stand om en opskrift.

Ind imellem alle strikkerierne er der tid til en lille udflugt udenfor. Irene tager mig med på en tur gennem jordens udvikling. Der er sten, fossiler og forstenet træ. Der er endda Furs egen vulkan, som med jævne mellemrum går i udbrud. Måske skal den have lidt starthjælp, men den er der. Med valmuer og den smukkest tænkelige baggrundskulisse.

Og så er der snakken. Den snak, som kunne udvides og udvikles og udfoldes, hvis tiden var der. Jeg ved det. Jeg føler det helt ind i min sjæl, men vores tid er knap og sådan må det være lidt endnu. En skønne dag, så strækker vi den i det uendelige. Næsten. Det er vi nødt til.

Bagefter er der udflugten over gården til gården. Det lille Land skal opleves. Det gør mor og jeg med Tina. Som vi dog hygger os derinde og vi finder mindsandten hæklenålens KnitPicks…

Det smukkeste sæt hæklenåle skåret i ben og lagt sirligt i en æske foret med silke. Så bliver det ikke finere. Helt som det er med denne dag. Den bliver ikke finere.