Bernd og Eges smukke have

Jeg blev hentet af Ella og så gik turen mod Frydendal, hvor den åbne have ventede. Vi havde selvfølgelig glemt at tjekke adressen, men vejen kunne jeg huske og resten enedes vi om at improvisere. Det lykkedes, for det er ingen hemmelighed, at der er åbent for forbipasserende…

Jeg skal love for, at vi fik haveoplevelse for alle de penge, vi ikke betalte. Tænk at hente så megen inspiration ganske gratis.

Her kom vi i en have, som tydeligvis ejes af et par mennesker med sans for øjenoplevelser, for allerede inden vi var indenfor, blev vi mødt med masser af pryd for øjet.

Indenfor, op ad gavlen, kravlede tobakspibeplanten, som jeg drømmer om. Jeg ved lige, hvor den skal gro, så nu er det bare et spørgsmål om at få fundet et lager et sted. Så skal der plantes.

Jeg brugte oceaner af tid på at dvæle ved alle detaljerne og alligevel er jeg sikker på, at jeg ikke fik halvdelen med, men kommer tid, kommer råd.

Fra indgangen var der frit slag. Højre eller venstre? Vi snuppede vejen til højre, op ad havegangen i retning af haven oppe bagved, som lokkede med storkenæb og roser.

Selv bagsiden er skøn i Ege og Bernds have, så ligegyldigt hvor øjnene faldt, var der oplevelser at hente. Allevegne var der små opstillinger af planter og skønne ting og foruden alt det øjet fandt indenfor matriklen, var der den skønneste udsigt ned over en god del af Aalborg.

Haven er kuperet. Ege og Bernd bor på et veritabelt kalkbjerg, men det forhindrer dem ikke i at leve havedrømmene ud. Hele haven er et stort, frodigt sansebombardement og med masser af små rum, som er dannet med fin tanke for de mange, skiftende niveauer.

Det er en have efter mit hjerte. En have, hvor der er plads til skvalderkål og andre af de små blomster, vi kalder ukrudt. Her faldt de ind i frodigheden, som var de en del af hele arrangementet og det er ikke sirligt anlagte bede, men frodige, fyldte bede fulde af yndigheder, der afløser hinanden. Min drømmehave, er det.

På en “badebro” står Bernds drivhus og troner…

Jeg var meget optaget af de mange forskellige chili i drivhuset og efter endt kig, satte jeg mig på broen og nød den helt fantastiske udsigt, der er deroppe fra. Heldigvis kom Bernd forbi, så jeg endelig fik hilst på ham og endda fik fine historier om de mange forskellige planter. Chili deler vi interessen for, så jeg lyttede, mens Bernd forklarede lidt om planterne og så snakkede vi lidt om mulighederne for tilberedning efter høsten.

Hold op, hvor jeg hyggede mig. Jeg er langsom nyder, så Ella var snart forsvundet op i den hemmelige have sammen med Ege. Jeg indhentede dem til sidst og fik historien om idéerne bag dette nye havetiltag. Det bliver smukt, er jeg sikker på.

Lige bagved hemmeligheden ligger Eges drivhus.

Jeg havde glædet mig til at tage drivhuset i øjesyn og jeg blev ikke skuffet. Sikke en rigdom, men bare turen ned gennem stien mod drivhuset gav oplevelser nok til, at jeg kunne have været længe undervejs, hvis ikke Ella havde skubbet lidt til mig.

Ege dyrker Pelargonier. Ikke bare én eller tyve, men flere hundrede. De står på rad og række. De blomstrer på livet løs og den ene er smukkere end den anden.

Det var helt og aldeles overvældende, men hvor var der dog smukt derinde. Jeg kunne tilbringe timer sådan et sted og jeg kunne mærke savnet efter mit gamle væksthus. Der dufter helt specielt sådan et sted. Jeg elsker den duft og jeg kan mærke, at sjælen falder til ro med det samme. Jeg glæder mig til, det bliver min tur.

Der er oplevelser allevegne inde i drivhuset. Lerpotter i stabler, aflæggere, som er i gang med at vokse sig store, brogede blade,rindende vand og pelargonier med udsigt…

Udenfor i haven var der mindst lige så mange oplevelser. Ligegyldigt hvor øjet faldt, var der noget nyt at kigge på og overalt stod storkenæb. Jeg elsker storkenæb og her var de i hobetal. Det gjorde sit til, at jeg vil forfølge drømmen om storkenæb mange flere steder i haven.

Da vi kom ud fra drivhuset, kom duften af rose strømmende os i møde. Det var der god grund til. Min dags mest fantastiske oplevelse ventede lige foran os. Et æbletræ, som var fuldstændigt forsvundet bag den mest fantastiske sky af roser.

Det var Paul’s Himalayan Musk, som var skyld i nogle latterlige udbrud fra min side, for sjældent har jeg set noget lignende. Et æbletræ, som først blomstrer med de yndigste æbleblomster, hvorefter det overtages af rosens yndigheder, for til sidst at give æbler til efteråret. Det må siges at være optimal udnyttelse af et æbletræ…

Ikke alene var roserne ualmindelig yndige, men duften var helt overvældende. En rose, der duftede af rose. Over hele haven faktisk. Bernd fortalte, at den også kaldes 100 meter rosen og det navn lever den fint op til, for den kunne duftes på lang afstand.

Se, her ville jeg sagtens kunne finde mig til rette på en lun sommeraften…

Det var et imponerende skue og selvfølgelig måtte jeg ind under træet, for at se om der virkelig kunne gro æbler under al den skønhed, men den var god nok. Måske bliver det ikke verdens største æblehøst, men æbler det var der.

Vi kom ned gennem Dahliabedene. Vi var gennem den gamle del af haven, som rummede planterne, som kan klare tørke og vi så og duftede den ene smukke rose efter den anden. Til sidst nåede vi Bernds Astriumgård. Der, hvor der kun er lidt arbejde, så størstedelen af tiden kan gå med udsigt til vand.

Det var et fredfyldt hjørne af haven. Jeg elsker vand, så jeg fandt snart en bænk, hvor det kunne nydes.

Vi snakkede om planterne til venstre i billedet. Sporebaldrian, som jeg synes er utrolig dekorativt. Der er noteret i hjernebarken, for den have var så fuld af fantastiske idéer, at der rigeligt med projekter til de næste mange år.

Mens Bernd gav sig tid til at snakke vand, haveplaner, kalk, baldrian og alt det andet vi nåede omkring, fik Ege sagt farvel til de sidste havegæster.

Vi fik tilbud om at se terrassen. Hold da helt hest i forhaven for en udsigt de har deroppe fra. Hele Aalborg ligger for deres fødder. Sommermorgener må være helt og aldeles vidunderlige deroppe på toppen af verden og så var der lige det der overmåde fristende tilbud om kaffe.

Den slags skal vi ikke tilbydes to gange, så snart sad vi bænket om spisebordet, fordybet i de smukkeste quiltede tæpper, unge af i dag, chokolade og den bedste kaffe, jeg har fået hele dagen og tiden løb… og løb… og pludselig havde vi familier, som var blevet sultne og egentlig havde vi da vist også opbrugt vores kvote af gæstfrihed… og så var der kun én vej og det var hjem!

Et sidste kig på haven, et tusinde tak for en helt igennem skøn eftermiddag og så til sidst en VARM anbefaling. Kan du lide at få sanserne stimuleret og bombarderet, er Ege og Bernds Åbne Have absolut et besøg værd. Jeg har fået tonsvis af idéer med hjem og så har jeg set den smukkeste have, jeg nogensinde har været i. Tag op og se den, hvis du er i nærheden!