I rest my case…

Mens vi var i Berlin, gled Oline og jeg ubemærket rundt i Zoo’s skygger i nogle timer en eftermiddag. Vi så både hajer,vandmænd, giraffer, gråspurve og elefanter. Vi så selvfølgelig også Knut. Vi spiste to is hver. Vi drak vand og konstaterede, at temperaturen nåede 33 grader.

Vi sad længe i skyggen under en akacie og betragtede pansernæsehornet, som travede vredt og hvileløst rundt på alt for lidt plads. Det trængte til at strække ud. Til at løbe henover en støvet slette. Ikke til os.

Mens vi ventede på Kenneth, som var ude i en eller anden obskur forstad til Berlin, for at aflevere et par monsterstore højtalere til en artsfælle (lyd-entusiast), nød vi dyr, mennesker og hinandens selskab. Sådan helt stille. I skyggen. Det var rart. Og så måtte han altså godt se af at komme. Og snart, for det var frygteligt varmt også i skyggen. Og vi havde kontakt. Flere gange. Hver eneste gang lød det “Jeg er næsten på vej og er der snart. Jeg ringer”, men der skete ikke en skid. Vi sad bare der og svedte.

Så ringede han endelig og meddelte, at han var lige på de trapper, som ikke findes ved Berlins Zoo. Vi gik udenfor og ventede. Jeg var noget træt i betrækket. Helt ærligt…

“Hvor pokker blev du af?”

“Jamen, det var jo svært at slippe derfra igen, ikke…”

“Jo, men du vidste da, at vi ventede og svedte og…”

“Jo, jo, men altså… de var et par ret fede fyre. Den ene har eget musikstudie her i Berlin. Han producerer fed musik og vi skulle jo lige vende lidt af musikscenen og sådan…”

“Hmm… som om det interesserer os ret meget! Det er da pisseirriterende, at vi skal svede ad helvede til, fordi I skal snakke musik… og I skulle vel også lytte til noget?”

“Åh ja, det var sådan set det værste. Ham der fyren med højtalerne… han havde 12.000 LP’er!”

“Nå! Som om det interesserer os en skid. Og kør nu!”

“Jo, men måske du alligevel kan hygge dig lidt med de plader…”

“Gu’ kan jeg da ej! Jeg er ligeglad med en eller anden tilfældig mands pladesamling!”

“Det var reggae. Det hele! Jeg har lyttet til reggae i 2½ time!”

Kenneth HADER reggae. I rest my case.

Ha!