2

Sikke en tur…

Sparegrisen har boet i ualmindelig pæne omgivelser, mens den er blevet toptunet. Nu er den hentet hjem. Med fynd og klem. Og sikke den kan.

Jeg var i Vårst for at hente. Der er jeg kommet så meget, at jeg synes, at jeg kender byen, som min egen bukselomme. Det var der, min far residerede. Det er længe siden jeg sidst var der. Jeg har det skidt med at komme derude. Der er alt for mange minder og på vej ind i byen passerede vi det hus, som far ikke engang nåede at bygge færdig, før han satte sig hen i et hjørne for at dø. Øv, det giver ikke god mavefornemmelse og på trods af så utroligt mange gode og sjove minder fra den by, så får det hus altså den sidste tid med far til at stå lysende klart for mig. Det var en barsk omgang.

Jeg plejer at snyde. Jeg tager Skomagerbakken og kan på den måde snige mig udenom det gule træhus. Så kan jeg begrænse skadernes omfang og kun se det, som bringer smil frem. I dag blev jeg snydt af Åse, som fik lov til at bestemme og derfor tog en anden vej, end den jeg ville have valgt. Man må tage det sure med det søde og jeg glemte alligevel ikke at grine på hjemvejen, da jeg mødte en ualmindelig fuld mand på Hadsundvej. En øldåse i den ene hånd og den anden hånd i linningen på bukserne, som konstant var ved at glide ned om hælene.

Han siksakkede slingrende og faretruende og jeg trak ind til siden og snakkede lidt med ham. Han fik en chance for at bevæge sig helt ind på markerne og ellers havde vi en aftale om, at jeg måtte ringe til politiet. Han tog ingen chancer – med mig altså – og trak helt ind på marken, kun for at falde. Så måtte jeg kravle ud af Sparegrisen og hjælpe ham på benene, men alligevel insistere på, at han fortsatte sin færd langt væk fra vejen. Gad vide hvor han var på vej hen. Jeg glemte at spørge, men kunne se i bakspejlet, at han blev af vejen. Det sidste var det vigtigste.

Nu er jeg hjemme MED egen bil. Ah…

You Might Also Like

2 Comments

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    14. august 2008 at 21:53

    unikarina, det tror jeg altså ikke, at de var… altså kørt videre. Han var simpelthen SÅ usikker til bens, at han var i fare for at blive kørt ned. Han var tæt på midterstriben med mellemrum. Jeg håber, at han er nået godt hjem nu :-)

  • Avatar
    Reply
    unikarina
    14. august 2008 at 20:45

    Du er et sødt og betænktsomt menneske – mange ville desværre bare have kørt videre og ikke tækt videre på mandens vé og vel.

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)