Begyndervanskeligheder

At køre Lupo er ligesom at køre radiobil. Der er noget morsomt og lattervækkende ved kun at skulle betjene en speeder og en bremse. Spøjst. Jeg tror, at jeg kan ende med at synes, at det er rigtigt sjovt, men det kræver vist, at vi kommer til at kende hinanden en smule bedre, end tilfældet er nu.

Jeg lever en stor del af mit liv i den bil. Jeg har det halve af livet smidt på forsædet og ind imellem tænker jeg, at det kunne ligne, at jeg er på vej til at flytte hjemmefra. Der er madpakkerne, som skal være opfindsomme, for at kunne stå distancen, vandet, måske en cola, solbrillerne, mobilen, kameraerne, det uundværlige tørklæde, jakke, regnjakke, gummistøvler, paraply, Åse og alt det løse. Der er mig. Der er måske en pastil og der kunne sagtens være en på gæsteoptræden også, for jeg gi’r gerne et lift.

Jeg er så afhængig af, at jeg er gode venner med den bil. Måske jeg ender med at blive det med Sparegrisen, men denne eftermiddag, da jeg endelig kunne vende snuden hjemad, startede bilen elegant, kun for at gå ud med det samme. Jeg prøvede nok ti gange. Hver eneste gang startede skidtet. Og gik ud!

Måske jeg var en smule indebrændt, for nu syntes jeg endelig, at vi kunne begynde at gøre hinandens bekendtskab efter en alt for kort romance for snart en måned siden.

Ha!

Bilen er jo – en kende optimistisk måske – sat til at køre så absolut økonomisk som muligt, hvorfor den automatisk slukker motoren, når jeg eksempelvis holder i et kryds og venter. Et lille slip af bremsen starter øjeblikkelig bilen igen og jeg har styr på det. Jeg regnede bare ikke med, at skidtet var så følsomt, så det kunne aktiveres, fordi jeg var parkeret lidt på skrå. Jeg er blevet meget klogere. Åh ja, meget klogere. Efter en panikopringning, sved på panden og et udefrakommende og forsigtigt forslag om at slå eco-spareanordningen fra, lagde Sparegrisen fra kaj helt uden problemer.

Altså… man kan godt blive lidt for mærkelig til min smag. Det kan man altså godt. Jeg si’r det bare.