Lørdagsmarathon

Jeg travede byen tynd i går. Klokken 11 blev jeg smidt af på Rådhuspladsen. Inden havde jeg set en af mine læsere (Lotte, du er røbet) stå nede på Enghavevej og vente på bussen. Jeg vinkede som en gal, men hun så mig ikke.

Kenneth kørte videre ud i verden, så jeg havde dagen for mig selv. Det var sådan set helt i orden, så jeg startede fra en ende af og travede ned gennem strøget, fordi jeg lykkeligt havde glemt, hvor indebrændt jeg bliver over så mange mennesker samlet på ét sted. Jeg deltog i slalom og er der noget, jeg ikke er god til, er det den slags, men jeg holdt ved og holdt ud.

Undervejs var der butikker, som lokkede mig indenfor. Der var også fristelser, som var alt for svære at modstå. Sådan skal det være og så endelig nåede jeg Kongens Nytorv. Her var bænk og sol, så jeg brugte en halv time i solen sammen med Viktor og hans far. De ville gerne have mig til at uddybe, hvorfor jeg gad tage til Kongens Nytorv, når jeg i stedet kunne have siddet hjemme i Aalborg.

Siden brugte vi tid på at beundre, grine af og iagttage de mange mennesker, som defilerede forbi vores bænk. Viktor havde mange gode kommentarer og jeg hyggede mig gevaldigt, men der var jo stadig butikker, som manglede min visit, så jeg takkede for godt selskab og begav mig ned til Købmagergade. Jeg endte oppe på Kultorvet, konstaterede at der var en dejlig sangstemme, som underholdt og smuttede så ned gennem Rosengården, for jeg ville over i Fiolstræde. Her fandt jeg vinterens frakke. Fed, fed og dobbeltfed er den. Og flødefarvet. Flot, som bare pokker.

Hold da fest hvor var jeg ved at være træt nu, så da jeg nåede en bænk med sol nede på Vor Frue Plads, var jeg ikke sen til at snuppe den. Lige overfor var en lille bod, hvor der var koldt at drikke. Sådan!

Så sad jeg der og blev sværere og sværere at flytte. Jeg nød at sidde stille, drikke koldt og kigge på mennesker, som travede gaderne tynde.

Mens jeg sad stille på bænken, passerede en kvinde, som jeg med sikkerhed vidste, at jeg kendte, men jeg kunne for min død ikke huske hvor fra. Jeg vidste, at vi havde tilbragt en hel dag sammen. Jeg vidste og huskede, at vi havde grinet, snakket og hygget os, men jeg huskede ikke hvor eller hvorfor. Det kan jeg nu. Jeg var på en dagslang opgave i forsommeren, som inkluderede en del køren frem og tilbage gennem det nordlige Jylland, filmoptagelser forskellige steder i lokalområdet og dermed en lang, men sjov og udfordrende arbejdsdag. Hun var en del af filmholdet. Jeg nåede aldrig at råbe hende an, for hun var forlængst væk, da jeg endelig huskede.

“Hvor er her dejligt”, tænkte jeg, mens jeg skulede til uret, for der var ikke lang tid til jeg var nødt til at rejse mig. Jeg havde en aftale med Mikkel. Så sendte jeg en sms og endte med at blive hentet, fordi han ved, jeg er gammel og affældig og fordi jeg skrev, at jeg nægtede at rejse mig, før det blev nødvendigt. Sådan blev det og det var bare så dejligt, at se Mikkel igen. Han lignede sig selv og sikke et held, at jeg gjorde det samme ;-)

Vi endte på Kultorvet i solen, fordi jeg var på grænsen til udmattet efter at have travet byen tynd. Her fik vi lejlighed til at nyde den smukke sangstemme. I hvert fald lige indtil “han der nok har fået lidt for meget indenbords og nu er blevet træt” og derfor lå og sov midt på torvet, skulle vækkes af et par håndfaste betjente. Så blev hun stille. Hun manglede nok en tilladelse og da hun endelig startede igen, var solen forsvundet og Mikkel og jeg ligeså i adstadig fart ned ad Pustervig.

Vi gik ind på Det Danske Filminstitut. Et lidt overset hjørne af København, tror jeg, for vi havde fred derinde. Vi annekterede en af de gode sofaer i foyeren og Mikkel ved omtrent alt om alt, så jeg var rigtigt godt underholdt det næste stykke tid, da han fortalte om huset og de muligheder det rummer. Bagefter blev jeg sendt ud på egen hånd, for at gå på opdagelse.

Der er meget spændende derinde. Nede i kælderen sad et par stykker og så film, ovenpå var det gratis internet konstant i brug og i biografsalene kørte film af den gode og sjældne slags. Denne måned byder de blandt andet på et kig ind i Andy Warhols univers og en billet til en af biograferne gør ingen fattig. Boede jeg her i byen, ville jeg med sikkerhed bruge huset.

Sofaen var blød, selskabet godt og så kom Kenneth endelig til Staden. Så enedes vi om at trave op gennem byen igen. Bagom og op til et af de listige steder. Værtshus var passende nu, syntes drengene, så det blev det. Vi endte her…

Klareboderne. Ind på en af byens barer. Faktisk har den eksisteret omtrent altid. Billedet over bordet er dateret 1937. Nogle af gæsterne så ud til at kunne være kommet der dengang, men hyggeligt var der og øl kunne man få, så jeg hørte ingen være utilfredse. Vi var på Bobi Bar. Det første værtshus med en bar i København. Den slags historier kan Mikkel.

Efter nogle timer sendte vi Mikkel hjem. Han havde gjort det godt. Han holdt tappert ud, mens jeg talte kæberne af led og det endda selvom, at han ikke ligefrem var destineret frisk. Han havde ikke sovet mange timer, men jeg formåede altså at holde ham vågen hele dagen. Det synes jeg ærlig talt var meget godt gået, men vi endte altså med at slippe ham fri til sidst og så snuppede jeg bilnøglerne og fragtede Kenneth ud for at spise lidt mad og herefter hjem til sofaen. Ah, som vi trængte.

Nu er der bare hjemturen tilbage. Om nogle timer vågner Kenneth vel, så vi kan komme afsted og så venter lidt pligter på hjemmematriklen, inden endnu en uge kan tage sin begyndelse. Jeg har hygget mig. Vældigt.