Søndagssvir

En af Kenneths kammerater bor i Haveforeningen Frederikshøj ude i Sydhavnen. Fordomme om Sydhavnen er der nok af og jeg kom til at smile, da vi ankom i dag, for hvad hang på hver eneste ledig stolpe derude…

Helt løgn er det vel ikke, når man siger, at man skal holde på hat og briller oppe omkring Mozarts Plads, men der er også en egen charme i det kvarter og jeg har altid holdt meget af det. Jeg har til gengæld aldrig været nede i Frederikshøj, så i dag var min første visit.

Frederikshøj har eksisteret siden 20’erne og i starten var det vel sådan, at man flyttede derud af nød, men i mange år har man boet i haveforeningen, fordi man kunne lide det tætte sammenhold, som eksisterer derude. Det har lagt ryg til mere end ét kollektiv og Karsten, som vi besøgte i dag, har boet i flere af dem, inden han endte i det hus, som i dag rummer ham og Kenneths kammerat, Michael. En slags bofællesskab er det, for Karsten kan i virkeligheden nok ikke undvære bofæller.

Der var varm kaffe ved bordet i køkkenet, inden jeg overlod drengene til lidt høj musik og selv tog turen ned gennem kvarteret, for at beundre kreativiteten derude.

Der er ingen regler for byggeriet. Man kan gøre, som man lyster. Grundene er store og alle – med undtagelse af en enkelt matrikel, er helårsliggere, som egentlig bor der ganske ulovligt, som det er lige nu, men der er planer om at give området helårsstatus indenfor relativ kort tid.

Der hersker anarki i Frederikshøj og det gør området til en oplevelse. Der er noget at kigge på ligegyldigt hvor man vender blikket hen. Noget er smukt. Noget er sjovere, end det er smukt. Det kan jeg godt lide.

På de bredeste stier holder bilerne parkeret så tæt, så man kunne forledes til at tro, at man spadserede rundt i Rom, men langt de fleste havde også cyklerne gjort klar og jeg forstår dem. Det er noget nemmere at få afsat en cykel både ude og hjemme end det er at finde plads til en bil.

Sensommerlys indhyllede området i smukke efterårsfarver og det gjorde selv ruinerne til smukke små oaser, når man passerede de af grundene, som måske ikke havde malet, ordnet have eller på anden vis gjort meget andet end at nyde livet hele sommeren. Det var rigtigt hyggeligt.

Nogle haver var friserede. Andre var vildnis. Jeg havde indtryk af, at der er plads til det hele i Frederikshøj.

Udenfor et hus jeg passerede, var der gang i ukrudtsbekæmpelsen. Da jeg passerede anden gang, blev jeg spurgt, hvad i alverden jeg lavede. Jeg fortalte, at jeg var der for første gang og syntes, at der var dejligt. At de, som havde til huse i Frederikshøj, var heldige mennesker. Det blev modtaget godt og selvfølgelig gjorde det det. Man bor i Frederikshøj, fordi man elsker det, tror jeg.

Skiltet her skulle advare mod løse hunde, men det er ved at være en sæson siden det sidst kunne læses. Måske ikke praktisk, men smukt.

Efter en halv times tid, kom jeg igen forbi bagsiden af Karstens hus. Jeg kunne høre, at de stadig var i gang med at lytte til musik, så de fik ekstra 10 minutter og så rumlede min mave. Vi havde en frokostaftale i Ejby.

Kontrasten var til at tage og føle på, da vi ankom til Annemette og Heidi…

Ikke en blomst vendte hovedet den forkerte vej ude i deres haveforening. Det ene er ikke bedre end det andet. Det er bare forskelligt og så serverede de altså frokost det sidste sted og det var slet ikke så ringe endda.

Vi blev tanket op med tomater, agurker og jalapenos fra det overfyldte drivhus, inden vi satte kursen mod Fyn, hvor Kenneth lige var inde og vende i Nyborg. Imens sov jeg de uskyldiges søvn. Ah, at vågne halvvejs hjemme er slet ikke tosset og nu sidder jeg her på min egen pind og har det så dejligt. Både fordi jeg var afsted og fordi jeg er hjemme.