Ah, fredag…

Hjemmearbejdsdag betyder langsom start. Det betyder, at jeg kan kramme dynen i en time mere end planlagt, for jeg kan indhente senere, hvad jeg stjal i tid denne morgen. Det gjorde godt.

Nu sidder jeg her og er frisk og udhvilet. Kroppen har det lidt bedre og jeg er fuld af fortrøstning. Det skal nok ende med, at jeg får has på skidtet. Også denne gang.

Slidskaderne er permanente. Der er ingen vej udenom. Jeg har brugt kroppen i en udstrækning, som gør smerterne uafvendelige med mellemrum. Jeg ved det. Jeg lever med det og gudskelov gør min arbejdsgiver det samme. Sådan kan man være heldig. Det er jeg.

Udenfor banker efteråret på med gråvejr og ingen sol. Der er tørt, men køligt og jeg nyder, at jeg kan sidde indenfor kun med udsigten og ikke kulden. Jeg er i gang med at gøre kål på en kande kaffe. Det går temmelig godt. Måske for godt, for jeg er ved at få en fornemmelse af, at det er i overkanten med den sorte drik. Måske en pause ville være passende. Jeg tager den om et øjeblik, når kruset er tømt.

Jeg elsker hjemmearbejdsdage. Jeg elsker, at jeg selv kan disponere med tiden. At jeg kan smutte ned og hente mælk, vaske en maskinfuld tøj og få en pause, som ikke bruges på forsædet i en bil. At jeg selv kan bestemme. At jeg kan lade musik akkompagnere arbejdet, så det glider i rask tempo. Det kan jeg ikke i hverdagen, hvor opgaverne bestemmer for mig. Ah, frihed…

Om nogle timer er det weekend. En weekend uden én eneste aftale. Hvor jeg dog trængte til sådan en. Jeg glæder mig og så er fredag jo bare min absolut bedste dag på ugen. Ah, det er fredag!