At være heldig…

Alt lykkes på en mandag, hvis man har heldet ved sin side. Det har jeg tilsyneladende haft i dag, så det der så ud til at starte som en katastrofe, endte med at være en rigtigt fin og udbytterig dag på mere end én front.

Jeg lagde ud med en kaotisk morgen, hvor vækkeuret valgte at udånde i løbet af natten og derfor ikke ringede til den foreskrevne tid. Altså vågnede jeg en time senere end tiltænkt og havde bare en lille bitte smule travlt, men den slags kan feberreddes, hvis man ikke er alt for urolig natten op til.

Jeg ejer ikke en føntørrer, er i besiddelse af et viltert, muntert og temmelig kraftigt hår og er derfor afhængig af god tid til lufttørring om morgenen, men med heldet ved min side, kunne jeg konstatere, at natten havde været forholdsvis rolig og lidt spredt fægtning kunne udrette mirakler, så jeg kom ud af døren, så jeg nåede bestemmelsesstedet til tiden. Ha! Ikke en sjæl opdagede, at jeg kun havde feberreddet dagens frisure eller også var de for høflige til at nævne det. Måske det sidste er det mest sandsynlige…

Sidenhen skulle jeg til Brønderslev. I det halve år, hvor Ole har opholdt sig deroppe, har jeg ikke været sendt derop én eneste gang, men nu hvor han er flyttet, sker det straks. Hvor underligt er det lige?

Jeg var i rigelig god tid. Faktisk i så god tid, at jeg snildt kunne have nået morgenens lufttørring, men sådan skulle det ikke være, så i stedet tog jeg mig sammen og fandt en offentlig bygning, for når man er tolk, kommer kreativiteten ind imellem på arbejde. Tolke traumetisser. Nej, selvfølgelig gør vi ikke det, men vi er nok sådan indrettet, at hver gang vi får chancen, så skal vi, for vi ved aldrig nogensinde, hvornår vi får chancen igen. Det er ikke os, som bestemmer. Det er dagens opgaver og de huller, der ligger mellem dem.

Nu var der hul og selvfølgelig gik jagten ind på et toilet. Det er her, man må være kreativ. Jeg er f.eks. blevet rigtig god til at stige indenfor i enhver offentlig bygning, se ud som om jeg så absolut er i min gode ret og så stile direkte mod toilettet. Således også i dag. Ingen stopper dig. Prøv det ;-)

De er altså underlige oppe på kommunen. Det synes jeg altså. Måske de selv synes, at de er søde og sjove, men jeg synes de er underlige… og så trænger de til et stavekursus…

På skiltet udenfor stod “Kundentoilet” og indenfor, ja, der havde jeg udsigt til dette her, inklusive stavefejl…

Måske er det bare mig, men jeg forventer ikke at blive mødt med den slags tant og fjas på kommunen. Jeg overholdt forøvrigt reglerne. Det syntes jeg, at jeg skyldte det orange og mørkebrune toilet.

Bagefter kunne jeg nå at slå en slag ned omkring gågaden. Det tager ikke lang tid. Slet ikke. Der er ikke mange butikker, som jeg tiltrækkes af, men der er en enkelt, nemlig Troldheksen og den var fyldt med fristelser. Efter to minutter havde jeg fået hængt en kjole til side og var strøget ud af butikken igen, fordi jeg ikke ejede Kongens Mønt. Fandens!

Henne om hjørnet ringede jeg til Kenneth og nu tror du nok, at jeg er tosset, men jeg er jo så heldig stillet, at jeg er gift med sådan en Tøj Jon, som i sit tidligere liv beskæftigede sig professionelt med mode og derfor ikke så meget som blinker, når jeg ringer hjem fra Brønderslev og siger “Du er NØDT til at komme herop og møde mig, for jeg har set en kjole, som jeg MÅ eje”. Han siger bare “Jeps, hvor og hvornår mødes vi” og så er den ged barberet.

Så fik jeg overstået dagens sidste opgave og returnerede til Sparegrisen, hvis latterlige parkering må skyldes mit storhedsvanvid. Der var en bænk, solskin og så bare 5 minutters venten, så kom Kenneth med tegnebogen.

På hjørnet af Gl. Rådhusplads ligger ostemanden, så nu er der friske forsyninger af Prima Donna og lidt andre gode sager, for jeg skal ikke ud af huset før på fredag, så lageret skal være i orden.

Nu er jeg så forøvrigt også en smuk kjole rigere, men der røg altså også lige to fantastiske trøjer med i posen. En lækker, sort trøje med rullekrave, der bliver fantastisk til vinter og så den fedeste striktrøje fra Læsø Strik. Grå, fed og kæmpestor. Jeg kommer til at bo i den sidste. Nå ja, det gør jeg allerede, mens jeg nyder eftermiddagens første kop kaffe.

Kenneth? Han ikke så meget som blinkede, da jeg gik amok og glem det, jeg sælger ham aldrig!

Jeg er heldig, er jeg :-)