Nogle morgener kan man blive svært glad for at opdage, at huset er hult og varmt. Denne morgen er sådan en. Det blæser frygteligt udenfor og vinden er kold.
Indenfor er der til gengæld varm kaffe og en frygteligt talende Oline, som sidder her ved siden af og lader munden løbe. Hun er ualmindelig frisk og ordrig om morgenen. Det er jeg ikke. Jeg foreslår forgæves, at hun skal sørge for at få tøj på i en fart. Jeg prøver at lokke hende tilbage i hendes hule med alskens forslag, men hun bider ikke på. Hun taler…
Endelig går hun. Kun for lige at vende tilbage. Der er altid noget at tilføje…
Jeg kan huske mig selv om morgenen i den alder. Sikke mange ord. Min mor rev næsten håret af sig selv, når jeg først fik startet. Hun prøvede forgæves at fortælle mig, at jeg ville komme for sent. Hun forsøgte med alle mulige udflugter, men jeg bed ikke på. Jeg gik, kun for at vende tilbage. Der var altid noget at tilføje.
Gad vide om man bliver mere morgenstille med alderen?
17 kommentarer
Liselotte
20. oktober 2008 at 16:56Åh Annepålandet… det bliver jo FRYGTELIGT, når hun ikke er her mere. Jeg ved det godt, men derfor kan mine morgenører godt blive trætte alligevel ;-)
Annepålandet
20. oktober 2008 at 15:28Synes det høres koselig ut jeg!
Datteren her i huset har nettopp flyttet hjemmefra for å gå på skole et annet sted. Hun er bare 16 år – og jeg skal si deg det ble bråstille! Skulle gjerne gitt bort både morgenkaffen og kveldskaffen for å hatt henne sittende her ved bordet – pratende og pratende…
Liselotte
20. oktober 2008 at 12:58Kirsten, det er langsom død… ohøj, hvor skal jeg ikke klage ;-)
Kirsten
20. oktober 2008 at 12:36Og der skulle selvfølgelig stå “gæt”, og ikke “gær” :-D
Kirsten
20. oktober 2008 at 12:35Jeg tror ikke nødvendigvis man bliver mere morgenstille med alderen. Jeg håber dog mine piger bliver det, for slægter de deres far på, bliver her ganske og aldeles uudholdeligt at være i længden.
Jeg er nemlig gift med en mand, der tilsyneladende mener, at hans fornemste opgave om morgenen er at drive mig til vanvid. Han er UDPRÆGET a-menneske. Gær engang hvad jeg er…
Det er ikke få morgener, jeg vågner op til lyden af en granvoksen mand, der af karsken bælg går rundt og brøler “Morgenstund har guld i mund” – og forøvrigt også alle de gamle Grand Prix slagere han kan mønstre.
Det er en langsom død, siger jeg dig……….
Og så er det faktisk også lidt sjovt ;-)
Liselotte
20. oktober 2008 at 12:20Tina, set i det lys… ja, så er det vel helt rart, at hun snakker og ikke er sur :-)
Tina - omme i London
20. oktober 2008 at 12:17Jeg er ukristelig morgenfrisk, lige saa snart jeg har vaeret under bruseren – og det er jeg faa sekunder efter jeg er staaet ud af sengen. At jeg saa fraeser rundt som en hvirvelvind og slet ikke har tid til at snakke med nogen som helst inden jeg gaar, er en helt anden sag.
Jeg foretraekker helt klart en teenagepige, der er morgenfrisk og snakker og fortaeller hvordan hun har det – over en der er morgensur… :)
Liselotte
20. oktober 2008 at 12:01Jeg tror måske det er en livscyklus, men i hvert fald kommer jeg til at holde mere og mere af stilheden – og jeg glæder mig til, at jeg kan udnytte mit talent for at være stille ;-)
Helle K.
20. oktober 2008 at 12:01Jeg var faktisk morgenstille som barn – og min stod af sammen grund altid først op, når jeg var gået :)
Lotte
20. oktober 2008 at 11:32Først kom snakken, så kom sprutten i forbindelse med gymnaisefesterne, så kom tømmermændene og så fik man de stille morgner tilbage….
Det er sådan en slags livscyklus hvor billedet vender. På en god dag kan jeg få penge for at holde kæft, når de har hovedpine…
Virker MAX til afpresning….ekstra opvaske osv….
Glæd dig !
capac
20. oktober 2008 at 11:13Nej, for så får man en blog! :-)
Madame
20. oktober 2008 at 09:56Det er sjovt, for jeg synes, det er en grundværemåde – de morgenstille og de morgentalende – men måske har du ret i, at vi ændrer os.
Hos os er husbond den morgenstille og jeg den morgenfriske :-)
Pernille
20. oktober 2008 at 08:56Jeg er stille… her er ro, kun Vanessa Carlton giver lyd fra sig, hun har meget på hjerte, men kræver intet svar.
Catarina
20. oktober 2008 at 08:48Vær du glad for at du er i din lune hule, for det er ikke rart udenfor.
Jeg er heller ikke særlig snaksaglig om morgenen og heldigvis er sønnike det heller ikke. :-)
Liselotte
20. oktober 2008 at 08:35Jeg elsker stilletid om morgenen, men det gør min teenager ikke. Hun er vendt frygteligt tilbage og sidder her ved siden af og lader munden løbe… og løbe… og… ;-)
Helena
20. oktober 2008 at 08:30Godmorgen. Ja – så var tiden alligevel til at læse blogs. Er tilkaldevikar og i dag er alle tilsyneladende raske. Jeg kender det kun alt for godt, men er gerne oppe i omdrejninger indtil familien er ude af klappen med stort ståhej. Nu er min stilletid kommet. Og ja, det er i takt med alderen. Oplevede meget stilletid som teenager, først i 20’erne og mens jeg var på barsel. H.
rosa
20. oktober 2008 at 08:18Ja jeg tror det faktisk…kjenner meg selv igjen i beskrivelsen av din Oline. Og nå…det kan ikke bli stille nok på morgenen…