Italiensk, når det er vidunderligt

Hvis jeg havde glemt, at jeg elsker italiensk mad, så blev jeg mindet om hvorfor, da vi fandt Restaurant San Michele nede i Jarrestrasse den aften, vi ankom til Hamborg.

Egentlig blev det tilfældet, som rådede den aften. Vi var trætte, orkede ikke at lede længe og så, at der lige overfor Die Wäscherei lå en italiensk restaurant. Enige om, at en pizza næppe kan spoleres helt og aldeles tog vi chancen og gik indenfor. Der var et bord til fire. Lige akkurat et bord til fire, for der var omtrent fyldt op derinde. Den slags har det med at være en rimelig indikator på kvaliteten, så vi satte os til bords med sindsro og lidt spændte på at se menukortet.

Først kom de med en tavle. Her var italienske specialiteter, forretter som lokkede, autentiske italienske hovedretter med masser af smag og en lille italiener, som vimsede rundt og holdt skarpt øje med personalet. Det var bossen. Vi var ikke i tvivl.

Alt for ofte er jeg blevet præsenteret for dårlige kopier. Alt for ofte har jeg bestilt italiensk mad kun for at blive skuffet, når det kom. Italiensk mad er fantastisk, når det er autentisk. Enkelt, smagfuldt og sanseligt.

Vi startede med godt, hjemmebagt brød og øl. En udmærket start, mens maverne kunne tage bestik af vindretningen og beslutte, hvad de skulle belønnes med. Der var nok at vælge mellem.

Vi havde så mange muligheder, at det næsten blev uoverskueligt, men det endte med, at vi snuppede både forret, hovedret og dessert og jeg skal love for, at vi ikke blev skuffede. Maden smagte pragtfuldt og det var en fornøjelse at sidde på en restaurant, som havde forstået, at det italienske køkken ikke behøver være selvudslettende, men absolut kan være sig selv bekendt.

Da vi kom igen på andendagen – for det gjorde vi – blev vi genkendt og selvom servicen var uovertruffen første aften, så blev den om muligt endnu bedre lørdag.

Vi fik først en lille himmerigsmundfuld i form af en skive pumpernickel med Foie Gras, friskrevet trøffel og balsamico på husets regning. Siden fik vi en ualmindelig lækker omgang Antipasti. Der var nok 10-12 forskellige småretter, som hver især smagte helt vidunderligt. Hold da op, som vi blev mætte, men…

Efterfølgende gik vi ombord i både pasta-, kød- og fiskeretter og ingen af os blev skuffede. Det hele smagte fantastisk. Der blev delt, kommenteret og spist igennem.

Vi gjorde det godt. Da vi lagde bestikket efter hovedretterne, var der desværre ikke plads til dessert og det var lidt ærgerligt, for aftenen før havde en af os fået den mest udsøgte tallerken med samtlige desserter i miniformat. Hold da helt fest, som de smagte skønt, men pladsen var der ikke.

Vi afsluttede i stedet med en kop god kaffe og grappa i ualmindeligt store glas – på husets regning. Så kunne jeg også næsten have danset hjem, hvis det ikke havde været for maven, som protesterede ved mindste ansats til sjov.

Vi havde haft det så dejligt, at klokken var tæt på midnat, da vi endelig forlod San Michele. Vores tur til Pulverfass for at se show blev opgivet. Næste show var klokken 02.30. Lige sent nok for os, som skulle retur til Danmark næste formiddag. Maden og aftenen i godt selskab var nu slet ikke nogen ringe erstatning, skal jeg hilse og sige.

Kommer du til Hamborg, kan jeg varmt anbefale, at du kigger ud forbi San Michele. Du kan oven i løbet reservere bord hjemmefra via deres hjemmeside. Der er ingen undskyldninger for ikke at spise italiensk, som italiensk skal spises.

Relaterede skriv

15 kommentarer

  • Svar
    Birgitte
    10. april 2009 at 19:07

    Inspireret af beskrivelsen her endte vi også via U-bahn og gåtur på St. Michele. Og ja, det var en fornøjelse af de store. Selv med to kræsne børn på 9 og 11 lykkedes det forældrene at få et veltillavet og velserveret måltid! Tak for inspirationen og ja, Hamborg er en dejlig by…

  • Svar
    Susan
    5. november 2008 at 00:29

    Uhm hvor lyder det bare lækkert, jeg bliver helt sulten.

    Der er godt nok langt til Hamburg herfra, men på Cozumel er der en fantastisk italiensk restaurant ( http://susan.smartlog.dk/lidt-.....post126527 ) og den skal vi snart besøge og vi glæder os rigtig rigtig meget.

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    4. november 2008 at 23:31

    Jo tak… det vil jeg, Anne ;-)

  • Svar
    Anne Dyrholm Stange
    4. november 2008 at 23:07

    Du vil måske ha’ et lidt så…

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    4. november 2008 at 22:15

    Jeg tror, du er nødt til at køre, Anne ;-)

  • Svar
    Anne Dyrholm Stange
    4. november 2008 at 22:12

    Lækkersult lækkersult lækkersult!!!
    Kan den mon stilles med noget fra skabet, eller er jeg nødt til at starte bilen og køre til Hamborg NU…

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    4. november 2008 at 22:09

    Jamen italiensk, det er godt… når det er autentisk og uprætentiøst. Så elsker jeg det :-)

  • Svar
    karen
    4. november 2008 at 21:13

    Aj så deilig det ser ut! En virkelig autentisk italiensk restaurant, med yrkes/matstolthet er i grunnen alt man trenger! Fant en sånn i Amsterdam nylig – Toscanini i Jordaan -helt utrolig fantastisk- å nei – nå ble jeg sulten!! ;-)

  • Svar
    rosa
    4. november 2008 at 20:59

    Det hørtes helt fantastisk ut…nesten så jeg smakte maten : )

  • Svar
    Karin
    4. november 2008 at 20:14

    Åh det er skønt at blive forkælet på restaurant. Alle dine links bliver nøjsomt gemt til senere inspiration og rejsebrug.

    Da vi var i A’dam spiste vi også Italiensk en aften. Helt simpel, ret billig mad, men sikke en lasagne. Fuldstændig formidabel. Smagfuld, kraftfuld. Enkelt og alligevel så fyldt med smagsnuancer. Ahh – det var skønt.

    Nu bliver jeg helt sulten….

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    4. november 2008 at 19:24

    Lene, det havde været alletiders, men man forstår jo børnenes skuffelse. Kunne de ikke lokkes… hvis du gjorde dig lidt alvorlige anstrengelser? I vil ikke fortryde det :-)

    Nadia, det var bare SÅ lækkert :-)

  • Svar
    Nadia
    4. november 2008 at 18:37

    Det lyder jo helt kongeligt det der Liselotte. :-)

  • Svar
    Lene
    4. november 2008 at 18:33

    Uhm tak for tippet, måske skulle vi være kørt til Hamburg i næste weekend, men det kunne de unge mennesker ikke se fidusen i ;-) Skuffelsen over den aflyste London tur var for stor.

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    4. november 2008 at 18:11

    Selv tak, Ella – og sikke en tur. Den var skøn og gav overskud, selvom trætheden var mærkbar i går efter arbejde :-)

  • Svar
    Ella
    4. november 2008 at 18:05

    Jeg er vild med at rejse med jer, Liselotte – tusinde tak for en vidunderlig rejsebeskrivelse og skønne billeder :-)

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)