Der kommer engang…

Eftermiddagen er tilbragt i mit yndlingshjørne med Oline siddende ved siden af. Vi har hygget, jeg har strikket og der er drukket te, mens vi har snakket om julen og de ønsker hun har for den. De er meget specifikke, men ikke nødvendigvis til at opfylde.

Nogle af ønskerne må hun pakke væk, andre kan hun stadig forfølge og nej, vi snakker ikke om ting, men om mennesker. Mennesker hun holder af og har lyst til at være sammen med i julen. Mennesker hun gerne vil invitere herover, for julen kan stadig ikke holdes andre steder, ligesom årets julekugle fortsat skal indkøbes i to eksemplarer. Hun er akkurat lige så traditionsbunden, som hun altid har været. Hun er ikke forandringsparat. Faktisk overhovedet ikke. Selv menuen ligger fast.

Jeg var ellers frisk i år. Jeg ville godt, at vi gjorde noget andet. Noget vi ikke plejer, men ikke tale om. Alt skal være, som det plejer at være. Jeg kan mærke, at det skal være sådan. Også i år. Hun har levet et helt liv på kanten af en vulkan, som var fuldstændig uberegnelig, så julen er én af de ting, som gennem årene har været med til at forsikre hende om, at verden trods alt ligner sig selv. Om et øjeblik.

Der kommer engang, hvor hun kan rumme det. Indtil den dag kommer, finder jeg troligt lyskæderne, opskrifterne på saltmandler og Churros og bager den sædvanlige overflod af kager. Sådan skal det heller ikke være.

Relaterede skriv

13 kommentarer

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    17. november 2008 at 08:13

    Lene, det havde vi :-)

    Tina, det der med traditioner… de er vel til, for at følges, tror jeg ;-)

  • Svar
    Tina - omme i London
    17. november 2008 at 00:15

    Ih, som jeg kender fornemmelsen. Ikke af helt den samme aarsag, men noget i den samme stil. Jeg proevede ogsaa paa at lave om paa traditionerne, men det var de unge mennesker slet ikke parat til, saa vi holdt ved dem og det goer vi endnu. Maaske en dag… :)

  • Svar
    Lene
    16. november 2008 at 21:48

    Den jul er så forbunden med følelser, så det indimellem kan gøre frygteligt ondt.

    I har haft en dejlig dag med drømme og tanker :-)

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    16. november 2008 at 21:20

    Traditioner er jeg ikke den store håndhæver af, men lige præcis i denne her situation, er det vigtigt at holde fast. Det kan jeg mærke, så det gør vi :-)

  • Svar
    Mette
    16. november 2008 at 20:05

    Spurgt om julen i år… vores første efter en skilsmisse, svarede min pode: den skal være som den plejer og med de mennesker vi plejer…

    Jeg er selv lige knap 46 og har aldrig holdt jul uden mine forældre og min søster – og sådan bliver det også i år. Stedet har skiftet, men traditionerne er båret med rundt.

    Jeg tror, de fleste har det som Jeanette siger: ingen skal pille ved min jul og de minder der er knyttet til den.

  • Svar
    Anne, Mandagspigen
    16. november 2008 at 19:31

    god læsning…hold fast i traditioner så længe det er nødvendigt…sidenhen er der jo mulighed for forandringer :-)

  • Svar
    Deborah
    16. november 2008 at 18:48

    Du lyder som om, du hellere ville noget andet? Jeg er er i en alder af nogen og fyrre mindst lige så traditionsbunden som Oline *LOL* Mange af dem er desværre bortgået som følge af, at min mor også er det, og derfor er Julen slet, slet ikke det samme mere. Åh, glæd jeg over den dyrbare tid, hvor I hygger jer sådan – med masser af traditioner ;-)

  • Svar
    merete
    16. november 2008 at 18:29

    jeg synes også at det er godt i savner. det er vigtigt, og mærkeligt ikke at gøre det. så er det fordi man ikke har modet til det.

    ja, julen er noget underligt nok. jeg tror den ligger fast i mange familier. den skal bare være på en bestemt måde. og så banker virkeligheden på i form af at der pludselig kommer små børn til, eller at nogen dør eller bliver skilt. julen bestemmer selv. men vi bestemmer alligevel hvad vi vil fylde den med.

  • Svar
    Nadia
    16. november 2008 at 17:23

    Skønt, at høre at nogle er lige så traditionsbunden som jeg er, og forståeligt julen er den tid, hvor man tænker på ens kære som ikke er mere.

  • Svar
    Pernille
    16. november 2008 at 17:12

    Det er rigtigt godt at I savner ham – alt andet ville være at fortrænge. Og der komme en dag hvor Oline kan rumme at der pilles ved nogle af de traditioner, der blev bygget op sammen med Alexander – lige nu har hun brug for roen og trygheden i det velkendte. Godt at du giver hende tid og plads!

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    16. november 2008 at 17:02

    Jeg overraskes gang på gang over, hvor ramte vi stadig er. Vi fungerer. Vi gør endda mere end det. Vi lever helt og fuldt. Vi griner og pjatter. Vi har det dejligt, men lige inde bagved ligger Alexander stadig og fylder næsten alt i vores hjerter. Det er dejligt og trygt, at han stadig er så stor en del af vores familie, men savnet af han bliver så stort, så stort, når vi kommer i situationer som denne.

    Sådan må og skal det være. Vi savner ham. Allesammen. Det er godt, at vi savner, synes jeg :-)

  • Svar
    Jeannette
    16. november 2008 at 17:01

    Åhhh ja, julen er bare som den er og den skal ingen pille ved! Hvor er det smukt at Oline får lov at være nøjagtig dén hun er – og at I ikke presser noget ned over hende som hun ikke har lyst til.
    Jeg er idag 32 år, jeg har een gang i mit liv holdt jul et andet sted end ‘hjemme’, det var hos min svigerfar for 8 år siden. Og det var da heeelt forkert! De gjorde jo alting forkert og jeg havde det bare så trist hele aftenen. Siden da har jeg holdt jul hos mine forældre – for dér er det rigtigt. Så holder vi jul hos svigermor den 23. og jul hos svigerfar den 24. om morgenen – og dét fungerer bare så fint.
    Min jul skal ingen pille ved, for det er nu dejligste aften hver eneste år. Jeg glæder mig allerede….
    Kram og tanker fra Jeannette – som du slet ikke kender, men jeg måtte lige give mit besyv med…

  • Svar
    et cetera
    16. november 2008 at 16:57

    Dén trak lige tårer, den lille fortælling, Liselotte … Stille og rolig som den ér, rummer den så mange tanker og følelser – og de gik rent ind, her små 4 km “ovre” …
    – men samtidigt trak den også et lille varmt smil frem – for det er så godt, at der er plads, rum og forståelse for hvordan det jo ér – varmt knus!

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)