
Denne morgen gik jeg ud, for at mærke verden. I krydderurtebedet sad pudselig en lille mus og stirrede forbavset på mig. Helt stille sad den og håbede, at jeg slet ikke fik øje på den. Verden er stor og grum, specielt når man er mus, så jeg forstod den og lod som ingenting, mens jeg lige repeterede “musefælder i køkkenet, musefælder i soveværelset og musefælder oppe hos Oline”. Vi er klar.
Da jeg bevægede mig, for at tage et billede, stak den af. Selvfølgelig. Sådan skal det være og jeg gjorde det samme, for indenfor ventede kaffen. Nu skal den indtages sammen med det sidste arbejde på en af julegaverne. Om et øjeblik er jeg færdig. Sådan skal det også være.










































Catarina - lørdag 22. november 2008 klokken 08:53
Du må have en god lørdag Liselotte.
Håber musen forblev udenfor og ikke valgte at følge efter dig ind ad døren. :-)
Losarinas mor - lørdag 22. november 2008 klokken 09:16
Det er også en smuk morgen her på Sjælland. Et smukt tyndt snetæppe dækker alt og fuglene flyver mod foderhuset.
God Lørdag og husk fælderne!
Anette - lørdag 22. november 2008 klokken 09:56
Synes bestemt også mus og den slags hører til udenfor! God week-end – her er vejret rigtig flot og vist også ret koldt.
Irene - lørdag 22. november 2008 klokken 10:05
:-)) Dejlig livsbekræftende indslag,Tak….
Lene - lørdag 22. november 2008 klokken 10:18
God lørdag til mus og mennesker i det røde hus :-)
Mille - lørdag 22. november 2008 klokken 10:29
Jeg synes det er ret sjovt, at jeg denne morgen har taget et billede, næsten helt magen til. (http://www.milleo.dk/?p=422)
Men en smuk morgen, det var det!
Liselotte - lørdag 22. november 2008 klokken 11:04
Både mennesker og dyr skal nok sørge for en god lørdag herhjemme. Der er smukt vejr her også, men lidt sne ville pynte. Lidt sagde jeg! ;-)