Nogle gange vender verden bare overhovedet ikke, som man gerne vil have den til at vende. Man kan heller ikke vende den. Man ender i en situation, som er alt andet end ønskværdig.
Jeg havde på et tidspunkt en opgave på sygehuset. Måske lidt tæt på Alexanders dødsdag (det er forøvrigt om to dage, tro endelig ikke, at jeg er færdig med det regnestykke), men jeg mente nu nok, at det kunne gå an. Det var i samme bygning, som Alexander blev indlagt, men på en helt anden etage, så jeg besluttede, at det nok skulle gå og lagde ud med en hyggelig snak i venteværelset. Jeg havde det fint. Jeg kunne godt.
Så kom lægen, som jeg straks genkendte. Han havde tilset Alexander i de første døgn af hans indlæggelse, inden vi blev overflyttet til intensiv. “Bare han lader som ingenting”, tænkte jeg.
Han startede med at hilse pænt på patienten, hvorefter han tog min hånd… studsede og sagde: “Vi to har set hinanden før. Det var med din søn. Hvordan går det i grunden med ham?” og sådan et sted er jeg tolk og altså ikke Alexanders mor. Det nytter ikke at lade som ingenting. Jeg tolker ALT.
Jeg tolkede altså lægens kommentar henvendt til mig og endte op med at måtte svare lægen, samtidig med, at jeg tolkede for brugeren, som naturligvis skulle vide, hvad der blev talt om. Det er min fornemste opgave at sørge for, at min bruger ikke føler sig døv i sådan en situation, men når brugeren ikke er klar over, at min søn er død og lægen spørger yderligere ind til det hele på trods af mine tydelige signaler om ikke at ville tale mere om det, ender det bizart. Jeg kunne ikke, på trods af alle mine forsøg, få lov til “bare” at være tolk. Jeg var nødt til at forvandles til Liselotte, uddybe og herefter bruge kræfter på at få samtalen på rette spor igen. Min brugers tid skal ikke anvendes til andet end netop det, vi er kommet for. Fokus skal ligge på en anden end mig, nemlig patienten. Alt andet er ikke i orden og også utrygt for patienten. Jeg drejede samtalen. Jeg klarede det til en medalje.
Jeg forlod situationen med følelsen af at have klaret det, men sådan kan man ind imellem snyde sig selv godt og grundigt.
“Alt er godt” nåede jeg lige at tænke, da jeg satte mig ind på forsædet af min bil. Så faldt alle forsvarsværker og jeg skal love for, at der blev grædt en tåre eller ti på vej hjem, for hjem skulle jeg lige. Hjem og have et kram. Min hud er stadig pergamenttynd.
40 kommentarer
Kirsten på Bornholm
28. november 2008 at 11:50Du er sådan en prægtig kvinde.. og fortjener alt godt, heldigvis du har en klippe at læne dig opad, når det gør allermest ondt…. jeg har ikke ord der kan lindre… et stort knus og mange varme tanker herfra….
Mille
28. november 2008 at 08:54Det var da en rigtig klummerröv til lägedims.
Skriv et läserbrev til dansk lägeavis eller hvad det hedder. Hils fra os alle! Håber iaf at lägebimsen läser din blogg, NU!
Julie
28. november 2008 at 08:28drag ;-)
Julie
28. november 2008 at 08:13Føj for en episode! Jeg er imponeret over, så tilgivende du er, Liselotte, jeg synes bestemt ikke, at det er i orden af lægen, for han bryder sin tavshedspligt, uanset om det var velmenende eller ej. I min tid som sygeplejerske har jeg oplevet flere situationer, hvor sundhedspersonalet I DEN BEDSTE MENING har brudt tavshedspligten overfor f.eks. pårørende/venner – og jeg har desværre også oplevet, at en sådan velmenenhed har ødelagt og smadret tilliden til både systemet og familien, som overskred grænsen og dermed svigtede :-(
Nu er det heldigvis lige straks weekend, og den skal vi nyde i fulde drage, ik’?!
Liselotte
28. november 2008 at 07:50Det gik jo… og i dag er det jo forlængst passeret og fordøjet. Lægen gjorde det i bedste mening og det var jo i grunden pænt af ham :-)
Eva
28. november 2008 at 07:25Sikken oplevelse. Kan ikke forestille mig, hvor hårdt det må ha’ været. Godt du har trygge, stærke arme at komme hjem til.
Tak for du deler dine følelser så hudløst med os læsere på webben.
Kærlige tanker herfra…
Irene
28. november 2008 at 01:08Kærlighed og varme, lige så stille.
Tina
28. november 2008 at 00:05Det lys jeg tændte for Alexander sidste år, har desværre været i brug siden. Også her er mistet, og ja, det gør pergamenttynd, og ja, det er den tunge del af livet.
Lyset tændes i morgen, tanker sendes og sorg deles. Og lyset sættes igen midt på bordet hvor vi sidder, hvor der er liv.
Tanker.
Ella
27. november 2008 at 23:34Åhhh nej, en skrækkelig oplevelse, Liselotte – heldigvis har du din store evne til at være professionel, det havde været så træls for dig at krakkelere der, midt i arbejdet.
Vel handlede lægen i den bedste mening, men klogt var det altså ikke.
(((Et stort varmt kram))))
Anne Dyrholm Stange
27. november 2008 at 22:56Øv en barsk oplevelse :-(
Jeg er glad for at vide, at du kom hjem til stærke og varme trygge arme…
Pernille
27. november 2008 at 22:40Krummede tæer mens jeg læste, tænkte nu må det stoppe, nu må det stoppe. Sjovt som nogen mennesker ikke tyder andres signaler :(
Jeg ser det som et sundhedstegn at du ikke er lige tyjhudet hele tiden, det skal til, og det har lov. Godt der var knus at hente :)
Tænkte på dig tidligere på dagen, da jeg rundede det lokale center og pludselig fandt mig omgivet af herlige, farvestrålende, kitchede frøer.
Marianne
27. november 2008 at 22:28For Helgoland da…. altså Liselotte det er kun to år siden…… Det er så tæt på.
Jeg kan simpelthen føle hvordan du har og har haft det.
Det gør så ubeskriveligt ondt…..Selvfølgelig er du proff…. i situationen, men bagefter…. godt du gav plads til følelserne – for det skal du blive ved med….
Jeg har det sådan med Hvidovre Hospital – jeg kan det ikke – det hospital pga. nogle meget voldsomme oplevelser – så efter 5 år skulle jeg i foråret (da Michael havde fået sin blodprop) ud og hente pumpemateriale til ham (han går der fast med sin diabetes).
Jeg tænkte okay nu må jeg klare det og det er jo slet ikke den afdeling jeg har problemer med….Jeg ringede til afdelingen, at de skulle have alt klart til mig – så jeg bare lige skulle op på afdelingen og hente det og hurtigt ud i bilen og væk…
Hverken værre eller bedre så ankommer jeg og man kan ikke finde pakken til Michael. jeg bliver sendt frem og tilbage mellem to afdelinger. hele tiden tænker jeg – du er sej du skal klare det her…..
Jeg kan godt mærke at min krop gør knuder…. Til sidst taler jeg meget højt til en sygepl, at det skal altså være nu – og man finder pludselig pakken (da har jeg været der i 53 minutter).
Jeg når lige ned ved p. kælderen da jeg kaster op….. jeg forsøger efterfølgende at kører bil, men må ind til siden og lige trække vejret et par gange…..
Det er så hårdt – fordi sådanne oplevelser går i ens krop…..
Jeg sender dig så mange tanker og krammer – for du var sej idag, men du skal love mig at du lige tager jobbene på hospitalet i nødstilfælde, okay……
Du skal gå langsomt frem, der er hele tiden noget der vil minde dig om Alexanders afslutning på hospitalet…. en bestemt lugt, en lyd, kendte ansigter, en portør osv…..
Nu lover du at passe på dig selv – ellers så kommer jeg med næste fly….
Liselotte
27. november 2008 at 22:08Det gik jo, så ingen skade sket. Der skal grædes de tårer, der skal grædes. I dag faldt så nogen af dem :-)
Nadia
27. november 2008 at 20:54Hej Liselotte,
Jeg kan sagtens se det fra lægens side, men også fra din side. Jeg mener, at lægen burde have været lidt mere OBS på, at du var på arbejde og ikke var i privat øjemed. Så havde han måske ventet med at spørge til en anden gang eller lige hive dig til side.
jeg tror det ikke handler om hans manglende fatevne, men mere hans mangel på situations fornemmelse.
Så lige oven i hatten er det denne tid på året.
Et stort varmt klem herfra i København.
Nadia
Anne, Mandagspigen
27. november 2008 at 20:44For fanden det er ikke i orden….knus her fra også…må det varme lidt :-)
Karin Hørkilde Jensen
27. november 2008 at 20:29Masser af varme knus til dig og dine kære herfra;-)
Liselotte
27. november 2008 at 20:19Jeg har altid foldere med i tasken og jo, de bliver også runddelt i lind strøm, så der er delt ud ;-)
Selvfølgelig mente han det godt. Han var bare uheldig.
Christine
27. november 2008 at 20:15Hej Liselotte
Du er sej! Du har garanteret mødt mange, mange læger i forbindelse med din søn. Nogle møder mindre heldige end andre. Og alligevel er du så large. (det er der mange, der opgiver undervejs) Tak, fordi du kan se de gode intentioner også. Stor respekt for dig herfra.
M.v.h.
Christine (der nu nok ville vente med at bore i mine patienters måske stadig åbne sår, til der var plads til det)
Vita
27. november 2008 at 20:10Uanset hvor solidt man har fødderne plantet i den danske muld, så viser det sig ofte, at der er mennesker, situationer, små som store – der pludselig vælter en omkuld. Og uanset hvor mange gange man har prøvet det – så bliver man lige omtumlet og ulykkelig hver gang.
Alt herinde på din blog tyder på du er et lille lyssøgende missil. Det er virkelig en stor gave du har fået der. Måske for at opveje nogle af alle de situationer du væltes omkuld af.
De allerbedste tanker herfra!
Karin
27. november 2008 at 20:04Flot at du reagerede professionelt og klart at du reagerer privat bagefter. Og godt at du gør det.
Sorg tager tid – også selvom det ikke altid er synligt for omverdenen.
Pust på såret herfra.
Susan
27. november 2008 at 19:59Synd at du skulle havne i den situation. Som du selv skriver, det var velment af laegen og generelt ses det jo ogsaa som positivt og hoefligt at laeger husker paaroerende og patienter selvom der er gaaet noget tid.
Har du nogle informationsfoldere i tasken, som du kan give til laeger m.v. naar du oplever at de ikke har faaet den information som de sikkert ogsaa gerne selv vil have for at vaere bedst muligt forberedt. Saa har de i hvert fald ingen undskyldning naeste gang og maaske deler han/hun sin viden med kollegaerne.
Lisbeth
27. november 2008 at 19:57Åh, jeg føler med dig, og er imponeret af din måde at takle endnu en svær situation. Jeg har stået i lignende situationer flere gange, og det er svært, fordi det overskrider ens grænser mellem den professionnelle del og den private. Og så er det godt at få det kram, der genopretter pergamenten. Varme tanker i disse dage. KH Lisbeth
Liselotte
27. november 2008 at 19:52Jeg synes egentlig ikke, at lægen skal have skældud, for det var velment. Derom ingen tvivl. Det skete bare i en situation, som han sikkert ikke er særlig vant med og derfor ikke har “redskaber” til at tackle. Næ, han er et godt menneske. Bare lidt “uheldig” lige i dag.
Jeg tror det ramte så hårdt, fordi det lige nu er tiden for Alexanders død. Havde det være i sommer, havde jeg måske ikke reageret sådan. Det var vist bare et sammenfald af uheldige omstændigheder.
Mit firma har materiale, som vi sender til sygehusene. Hvor det ender, ved jeg ikke. Vi oplever ikke ofte, at lægerne har set vores ellers temmelig gode informationsfolder, så den bliver vist ikke videredistribueret, desværre.
kokken
27. november 2008 at 19:47Selvom du har fået det bedste kram i verden – ja så får du også lige eet fra mig. Du er så sej …..
Klejs
27. november 2008 at 19:36Den situation viser bare hvilket et dybt professionelt menneske du er, med det menneskelige islæt bag. Men lægen må have været lidt fatsvag, og ikke forstod at læse dine signaler.
Et stort kram herfra
Anette
27. november 2008 at 19:34Årh nej sikke en afslutning på din arbejdsdag. Ja der har garanteret været gode hensigter med spørgmålet men for pokker da… du klarede det flot og virkelig professionelt! Knus
Lene Münter
27. november 2008 at 19:28Hej Liselotte.
Åh nej, tænkte jeg bare, da jeg læste dit indlæg. Som tidligere sygeplejerske ved jeg, hvor svært det kan være, når man får sagt det forkerte i en bestemt situation!
Som såkaldt “fagprofessionel” vælger jeg dog at tolke lægens udsagn, som en ægte interesse for Alexander. Der er altid nogle patienter, som man kan huske – selv mange år efter. Patienter, som kommer så dybt ind under huden, at man virkelig ønsker at høre, hvordan det er gået i det videre forløb.
Jeg ved ikke, om det er professionelt at få stillet sin nysgerrighed – men på det rent personlige plan er det tilfredsstillende at spørge til, hvordan det er gået med en tidligere patient. Det kan ikke undgås, at nogle patienter og deres pårørende gang på gang kommer frem i erindringen – og så er det meget fristende at spørge til det videre forløb, når der er lejlighed til det.
Som Christine siger, skulle spørgsmålet bare være stillet, når det rent professionelle var overstået – men som sagt er vi bare mennesker!
De bedste tanker fra Lene.
Charlotte Illum Larsen
27. november 2008 at 19:23Det er synd for dig at du skulle ende i den situation. Jeg aer forsigtigt din kind. Hilsner fra Ærø
et cetera
27. november 2008 at 19:18For helvede da, Liselotte!!! Det var måske gjort i den bedste mening, o.s.v. men jeg er altså alligevel godt og grundigt harm på dén læge. Jeg tror jeg kender dig godt nok til at vide, at dine signaler var tydelige – og så virker det ikke særligt “lægeligt” at insistere – uanset hvor gode hensigterne bag, måtte være …
merete
27. november 2008 at 19:12hvor var det synd for dig at du skulle opleve det. sikke en hæslig oplevelse. nej det regnestykke bliver jo aldrig rigtig færdigt, og det er godt.
Lene
27. november 2008 at 19:03Godt der var en, der kunne give et kram, Liselotte. Flot at du kunne klare tolkeopgave og at tolke de personlige spørgsmål.
Christine
27. november 2008 at 18:58Hej Liselotte
Jeg er læge. Jeg kunne til enhver tid havne i samme situation. For jeg spørger også altid interesseret til folk, jeg har mødt før. Også selv om det er længe siden.
Men måske kunne man vente, til det professionelle var overstået. Hvis man virkelig vil høre, hvordan det går, kan man godt vente 5 minutter.
Sikke noget rod! Godt, du klarede det.
Christine
Anni Fizzle
27. november 2008 at 18:56Kjære Lise Lotte!:) Fikk vondt i magen da jeg leste innlegget ditt!Veldig uproft av legen på sykehuset.Du var der tross alt i forbindelse med ditt arbeide.Av og til er mennesker så ubeteksomme!Føler med deg og tenker på deg i disse dager!
Varme tanker med klemmer fra Anni Fizzle:)
Karin Grøn
27. november 2008 at 18:56Hej Liselotte.
Jeg tror ikke, jeg kender dig, men jeg er gift med en døv mand, der godt nok er dansktalende, men også bruge både TSK og TStolk når han har brug for det. Vi bor i Asaa men min mand kommer bl.a. i døveforeningen i Aalborg.
Jeg krummer stadig mine tæer i mine sko og tænker som sædvanlig- hvordan i alverden kan man komme ind på en af landets fineste uddannelser- i hvert fald med den største adgangsbegrænsning og så være så D-U-M som menneske.
Jeg kender jo din arbejdssituation fra utallige gange og jeg kan ikke lade være at tænke om han også ville gøre det hvis det var en fremmedsproget, du stod med. Sikke en forvirring og sikke en IDIOT !!!
Det korte af det lange er, at du klarede det flot og professionelt og måske skal have din arbejdsplads til at sende noget materiale ud til de læger, der kan komme i kontakt med tolke en anden gang.
Til gengæld blev jeg lettet over at høre, at du privat lader masken falde og får bearbejdet verdens dårskab i denne sammenhæng.
Det gør så forfærdeligt ondt, men det er også en del af din helningsproces, ved jeg. Vi har også haft det tæt inde på livet i vores familie.
Jeg håber du får den hjælp du selv synes du har behov for. Så vidt jeg kan se, så overkommer du en masse, men får også plads til din sorg og det er godt men tager en masse tid.
Mange medfølende tanker
Karin Grøn
Maria Jensen
27. november 2008 at 18:50sikke dog noget rod!
Sender et kram og håber Du fik ro til at bearbejde sorgen!
Er det for meget og kalde lægen en klapodder uden situatinsfornemmelse?
Knus og tanker Maria
unikarina
27. november 2008 at 18:49Varme tanker herfra. Liselotte – regnestykket holder aldrig op. Der vil altid være dage, som vil minde os om smerten – den vil følge os livet igennem. Den vil ramme os hårdt eller blidt – og på de mærkeligste tidspunkter. Men selvom din hud stadig er pergamenttynd – så vil den aldrig hele helt op. Men du vil med tiden lære at tackle smerten – og du gør det allerede godt. Og du gør det godt sammen med din familie. Jeg tænder et lys for Alexander – og hans familie.
Pollyanna
27. november 2008 at 18:49Jeg synes Claus har ret i, at lægens opførsel var uprofessionel, oveni sker det på et sårbart tidspunkt. Det er en stor balancegang at arbejde med mennesker….
Catarina
27. november 2008 at 18:45For filan da også…… sikke en dum situation at havne i midt i arbejdstiden.
Godt der var nogen hjemme til at tage i mod med varme og knus.
Et Fynsk klem herfra.
Helle K.
27. november 2008 at 18:40Varme kram og tanker sendes til dig med kærlig hilsen fra mig
Claus
27. november 2008 at 18:38For h….. da – sådan kan en professionel da ikke bare behandle dig! Det er fint at han hilser på, og indikerer at i kender hinanden – men dertil og ikke længere…
På den anden side, havde verden nu set anderledes ud, ville du nok trodsalt have været knap så ked af at han viste interesse, selvom din opgave er ikke at være der – det er ikke spor nemt at have situationsfornemmelse hvis man ikke kender situationen..
Knus…