41

Sådan ligger landet…

På vej ind til lægen nåede jeg forbi Blå Fugl. Der var rigeligt med fristelser derinde, men heldigvis havde juleshopperne allerede tømt hylderne for min størrelse. Jeg blev ikke meget fattigere af besøget, men i farten nåede jeg at købe en Mormor.

Min varme-/ispude med hvedekerner er pist væk og forsvundet, men pludselig fik jeg øje på Mormor, som er en grandtante til den forlængst forsvundne følgesvend. Nu har jeg ny, syet af mormor og barnebarn af gamle tekstiler. Den er skøn og minder mig om min mormor og hendes dynebetræk.

Bagefter var der ventetiden oppe ved lægen. Jeg havde glemt mine briller, lægen var forsinket og jeg har været festlig underholdning, som jeg til sidst endte med at stå ved reolen og læse. På den måde kunne jeg sætte bladene i reolen, aflaste arme og skuldre og finde en passende læseafstand. Herligt…

Inde ved lægen gik der to splitsekunder, så sad jeg med tre nåle i hver albue. Jeg nåede overhovedet ikke at opdage, hvad der ramte mig, før jeg tilsyneladende var i gang med en omgang akupunktur for første gang i mit liv.

Hold da op, hvor det gjorde ondt! Jeg er ellers fuldstændigt immun overfor nålestik, men det her gjorde altså virkelig ondt. “Så virker det”, sagde lægen bare og så skraldgrinede hun, som kun hun kan. Jeg er vild med hende.

Hun undersøgte arme, skuldre og nakke, skrev en henvisning til fysioterapi og sygemeldte mig i tre uger. Så blev jeg bleg, men der var ikke noget at gøre. Man må ikke have så ondt, som jeg har. Nej, selvfølgelig må man ikke det, tænker jeg, men jeg er ualmindelig god til at ignorere den slags, fordi de pokkers arme er mit levebrød.

Nu er der ro i en tid og det er godt, men samtidig tænker jeg på de stakkels kolleger, som ikke kan rende stærkere, end de allerede gør. Åh, som jeg lige kan få ondt af dem nu. Mere end af mig.

Du vil sikkert også kunne lide