Ah…

Køkkenet har emmet af hygge hele dagen. Anne var godt placeret på bænken, så hun ikke kunne stikke af og Oline og Oskar har vogtet over hende, for de er lige så vilde med hende, som jeg er. Det er ikke sådan at skulle slås om opmærksomheden, men der er rigeligt af den, så de fik begge to, så hatten passer.

Jeg elsker dage som denne. Jeg kan bare læne mig tilbage og være mig, fordi jeg er nok og rigeligt. Det er en ualmindelig rar følelse og så bliver dagen bare dejlig. At Anne så også tilbød at agere chauffør for Kenneth er intet mindre end storsindet i en grad, så han ringede hjem sidst på eftermiddagen, for lige at sikre sig, at han nu havde husket at sige tak. Da sad han i toget, godt på vej mod Sjælland, for at hente sin nye bil, den tosse, men han var glad, fordi alting alligevel endte med at hænge sammen takket være Anne.

Nu har vi sendt hende retur til hendes familie, for de vil ikke, at vi beholder hende. Jeg forstår dem.

Da vi havde vinket farvel, tog vi det varme tøj på og gik ned og handlede ind til aftensmaden. Det var en frisk tur i et aftenstille Gug og bageren havde de fineste honninghjerter, som indtages til aftenkaffen.

Om lidt kommer Oline herud i køkkenet for at tegne og mig, ja, jeg surfer lidt, vender lidt mad med mellemrum og nyder bare, at her hersker en stemning af december og hygge. Ah, som jeg har det godt.