Nogle gange påstår jeg, at jeg ikke ejer hverken talent for romantik eller sentimentalitet, men det er jo i virkeligheden en stor løgn, for der er altså nogle ting, som bare sådan, uden yderligere forklaring, taler til barndommens erindringer om jul.
Sådan er det med nøddeknækkeren. Jeg elsker de originale, tyske nøddeknækkere, som optræder i Disneys tegnefilm. Sådan en strunk soldat, som står til tjeneste til hver en tid. Sådan en med håndtag i ryggen og manglende betjeningsvejledning, fordi det sjove er, at få øje på den og gå på opdagelse.
Jeg har i mange år drømt om at eje sådan en, men ikke bare en kopi. Næ, det skulle være originalt, tysk håndværk, som holder resten af min tid. Sådan en, som først børnene og siden børnebørnene ville kigge efter som det første, når vi begyndte at finde juletingene frem af gemmerne.
Sådan en er ikke billig, så det er ligesom ikke rigtigt blevet til noget. Det er sjældent, at der står luksusnøddeknækker på mit decemberbudget, men i år lykkedes det mig, at digte en fantastisk historie om, hvorfor den nøddeknækker måtte under tag inden jul.
Alexander ville nemlig have elsket den. Han havde en forkærlighed for den slags tossestreger, ligesom mig. Nu er Alexander ikke mere, men til gengæld står der på mit bord den mest fantastiske nøddeknækkersoldat og gæt hvad han hedder…
Han er næsten 40 centimeter høj, så han er ikke sådan at komme udenom. Han er helt fantastisk. Måske er han lidt kitsch, men han er min. Jeg elsker, elsker, elsker ham allerede. Han er indbegrebet af jul for mig og da jeg pakkede ham ud, gjorde jeg det med Alexander i tankerne.
I ryggen sidder et håndtag, som, når det løftes, åbner munden på den drabelige soldat. Ind lægges nødden og så er det bare et spørgsmål om at trykke håndtaget i bund. Sekunder efter spytter soldaten den knækkede nød ud. Mageløst. Simpelthen.
Hos Käthe Wohlfart havde de glemt min ordre. Faktisk er han bestilt i starten af december. Jeg skrev til dem for et par dage siden, for at spørge lidt til hans ankomst og de undskyldte og undskyldte, men så skal jeg også love for, at han har trykket sømmet i bund. Han nåede det lige og der ligger ingen fartbøder i kassen.
Nu kan det godt blive jul for min skyld :-)
Anita - mandag 22. december 2008 klokken 12:08
Arjjj, det er så NU jeg skal igang med at bruge tænkeren, for hvem pokker var det nu lige, der, i min barndom, havde sådan én?
Tænke, tænke, tænke… det var sgu da et sjovt gensyn egentlig :-)
Helle - mandag 22. december 2008 klokken 12:33
Han er da lige til at blive jule-forelsket i….
Mette - mandag 22. december 2008 klokken 12:40
Den er VELDIG flott! Jeg har også ønsket meg en sånn en, så den nettsiden skal jeg sjekke ut nå!
GOD JUL :)
merete - mandag 22. december 2008 klokken 12:45
den er vel nok fin. og dejligt at den minder dig om din dreng. og dejligt at den altid vil være en del af julen i din familie. altså når oline lige acceptere at du har en skøn julesmag. og det gør hun nok når hun får børn. vi er jo hvad vi lærer at være.
jeg synes faktisk at disse kan stå fremme hele året. kender dem fra en familie jeg gjorde rent hos, og som havde allehånde finurligheder stående i deres hjem. jeg elskede det. de forstod at hygge.
Gitte J - mandag 22. december 2008 klokken 12:48
Han er fin og ny. Dem vi har er en del ældre og man kan se de har været brugt meget.
Min yngste datter har dem til at stå til pynt hele året. Hun har dem i to størrelser – en lille som hun har fået af oldemor og en stor, som hun har fået af en gammel nabo. Meget sjovt ellers.
God nødde-jul til dig :-)
Fríða - mandag 22. december 2008 klokken 12:57
nej, hvor er han flot!
kh.fra Island
Frida
Karolina - mandag 22. december 2008 klokken 13:03
Han er ikke kitsch. Han bringer de gode minder og gode tanker frem. :-)
Frk. Vestergaard - mandag 22. december 2008 klokken 13:23
Jeg synes heller ikke han er kitch – han er da skøn og super julet. Jeg havde ikke overvejet, at man stadig kan få sådan en. Men jeg ville elske at eje en lignende
Charlotte Illum Larsen - mandag 22. december 2008 klokken 13:37
det var da lige sådan en høj herre med et ordenligt bid du skulle ha Liselotte…
kristine - mandag 22. december 2008 klokken 13:52
Så kan I da få spist nogle nødder ;-) Han er fin! Rigtig glædelig jul!
Alice - mandag 22. december 2008 klokken 14:09
Han er virkelig herlig. Sådan en må jeg ønske mig næste år. Hvor er han skøn!
Liselotte - mandag 22. december 2008 klokken 14:35
Han er helt igennem SKØN og jeg bliver glad, hver gang jeg passerer ham :-)
Ella - mandag 22. december 2008 klokken 14:46
Han passer godt til dig, og på dig, den strunke soldat :-)
Lea Poulsen - mandag 22. december 2008 klokken 14:58
Der er noget trygt ved det simple udtryk og klare glade farver, det er nemt at forstå og er renset for tvivl.
Marina - mandag 22. december 2008 klokken 15:08
Jeg syndes også at han er skøn men det er måske fordi jeg kan huske dem fra min barndom.
Tina - omme i London - mandag 22. december 2008 klokken 16:12
Liselotte, han er da lige til at knibe en taare over – og saa med en rigtigt staerkt navn som Alexander. :) Tillykke med ham, jeg ved du bliver rigtig glad for ham.
Liselotte - mandag 22. december 2008 klokken 17:10
Jeg ELSKER ham :-)
Rikke - mandag 22. december 2008 klokken 17:27
Ja her skal man ikke komme forbi for tit :-)
Sidst jeg handlede på nettet var det fordi jeg blev fristet af julepyramiderne – og tænk sig nu har ejg så endeligt sået en i huse .. men hmm.. den drejer altså ikke rundt af sig selv, ej heller selv om lysene er tændt. Men det gør de måske ikke?
Tak for linket til også denne hjemmeside, hvor også meget kan friste – og tillykke med din nyerhverelse :-)
Sisse - mandag 22. december 2008 klokken 20:33
Hold da helt op, han er da helt fantastisk. Hans fætter må gerne – meget meget gerne – bo hos os. Øjjj sådan en må jeg ønske mig, og om nødvendigt forære mig selv ved lejlighed.
Så er han på plads - torsdag 3. december 2009 klokken 16:30
[...] var sidste års fineste juleindkøb og jeg ventede længe og meget tålmodigt på, at han skulle ankomme. Det var kun lige, at han nåede det, men nu er han [...]