Ro og fred

Ella og familie har lige været forbi et øjeblik. Ella reddede mig (måske) på målstregen, for jeg opdagede pludselig i går, at jeg kom til at mangle garn til den lilla vest, som vokser støt og roligt på pindene.

Heldigvis var det garn, som jeg tidligere havde foræret Ella en smule af. Hun havde stadig noget liggende, så jeg tror, at der er håb forude. Sådan skal den skæres.

Ellers sker her ingenting og alting, for de sidste forberedelser er i gang, men i adstadigt tempo, for vi sørger for at hygge igennem uden at skele det mindste til ur eller regler for, hvad der kan forventes. Vi når alt det, vi gerne vil nå. Det er ikke meget, men godt. Vi vil gerne være sammen, grine, hygge os og nyde at være i godt selskab med venner og familie. Det går faktisk rigtigt godt med den plan.

På juletræet hænger årets julepynt. Altså det nye jeg plejer at sørge for. Det er vist også det mest tossede af alt det, som hænger på træet og meget jul er der vel egentlig ikke over et par glimmergubbier, men sjove er de og Oline elsker dem. Sådan skal det være. De glimter i skæret fra lyskæden, som driver gæk med kraftværket, mens den trækker watt hjem til at dække lysbehovet en mørk decemberdag.

Mig, jeg går bare rundt og hygger. Jeg har sendt Kenneth i byen efter de sidste ting, vi mangler. Oline sover endnu, for hun er fjorten. Det forklarer alt og jeg nyder vel egentlig bare, at her er stille og en ro, som er sjælden i hverdagen. Det er derfor, jeg elsker julen. Ro, fred og en verden, der er i vater. Sådan skal det være.